Prøv avisen

Organist i Høsterkøb: Hvorfor skal vi vælge mellem Bach og Dylan, når vi kan spille begge dele?

Morten Jessen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Diskussionen omkring, hvilken musik der skal spilles i kirken, er en kærkommen debat. Særligt set i lyset af, at der i stillingsopslagene for organister de senere år synes at være en større efterspørgsel på kirkemusikere med rytmisk baggrund. Det byder jeg velkommen, men det er også en tveægget affære, skriver organist

I kølvandet på Høsterkøbs menighedsråds udgivelse af ”Et bud på fremtidens folkekirke” kunne man den 12. februar her i avisen læse om, hvordan man i stigende grad møder populærkultur i folkekirken. Her sættes traditionen – vanen tro – skarpt op over for fornyelsen, så vi på den ene fløj har de forstokkede traditionalister og på den anden de poppede fornyere. At trække linjerne så skarpt op imellem de to fløje vidner om en kedelig tendens i den offentlige debat, hvor der sjældent er plads til nuancer og refleksion. Men det er ikke en sådan debat, kirken har brug for. Den har vi haft i årevis.

Det er på tide, at vi indleder en mere nuanceret diskussion, for findes der virkelig kun de to fløje, de to måder at drive og skabe kirke på? Og er al fornyelse partout lig med pop?

Tiltagene i Høsterkøb Kirke bliver i artiklen reduceret til en diskussion om, hvorvidt man i kirken bør prioritere popmusik frem for orgelmusik, og i den kontekst refererer man blandt andet til brug af kunstnere som Justin Bieber. Rasmus Dreyer beskriver i samme artikel popsange som værende et kommercielt produkt, og Kurt E. Larsen proklamerer folkekirkens undergang, hvis det klassiske kristne budskab bliver skiftet ud med mere nutidige tendenser.

Jeg er på sin vis enig med både Rasmus Dreyer og Kurt E. Larsen. Når jeg ufrivilligt støder på Justin Biebers musik, hører jeg også et kommercielt produkt, og blev jeg spurgt om at spille en ”Star Wars”-melodi til indmarch under et bryllup, ville jeg også sige nej. Nutidige tendenser af den karakter hører ikke hjemme i folkekirken, for det har intet med det kristne budskab at gøre. Jeg mener personligt, at begynder vi først at lefle for laveste fællesnævner, for blot på lånt tid at få flere mennesker i kirke, så kan det meget vel blive ”folkekirkens undergang”. Af samme grund finder man heller ikke spaghettigudstjenester og drop in-dåb i Høsterkøb Kirke. Og derfor er jeg blandt andet stolt af at være organist i kirken, fordi vi netop forsøger at skabe kirke på en tredje måde.

Det ærgrer mig, at en avis som Kristeligt Dagblad ikke formår at skabe en langt mere nuanceret debat om, hvordan traditionen kan møde fornyelsen – uden at det bliver pop, tivolisering og leflen for laveste fællesnævner, også hvad angår det rent musikalske. Lad mig hjælpe jer og komme med et første indspark:

Diskussionen omkring, hvilken musik der skal spilles i kirken, er en kærkommen debat. Særligt set i lyset af, at der i stillingsopslagene for organister de senere år synes at være en større efterspørgsel på kirkemusikere med rytmisk baggrund. Det byder jeg velkommen, men det er også en tveægget affære.

For kirkemusikken bygger på en fantastisk smuk musikalsk tradition, og hvis man ikke stiller sig ydmyg over for denne, vil ethvert nyt tiltag fremstå klodset og ureflekteret.

Går man derimod ydmygt til opgaven, mener jeg, det er muligt at benytte samtidsmusik på lige vilkår med den tradi-tionelle kirkemusik. Musikken må og skal bare forholde sig til kirkens budskab og rumme den dybde, der findes i kirkens tekster og i en koral af Johann Sebastian Bach.

Til højmessen er det dagens evange- lium, der er budskabet. Som kirkemusiker må jeg her spørge min præst til råds for bedre at forstå, hvad budskabet kunne være i dagens tekst. Ud fra det prøver jeg at vælge den musik, der bedst kan åbne menigheden for teksten. Med en uddannelse fra Rytmisk Musikkonservatorium og Sjællands Kirkemusikskole kan valget falde på både Bach, Buxte-hude, Cohen eller Dylan.

Kristendommen beskæftiger sig med livets universelle og eksistentielle problemstillinger, og de er blevet belyst af komponister og kunstnere igennem tiden. Temaer som kærlighed, savn og retfærdighed kan formidles på mange måder og er blevet det af førnævnte kunstnere. Jeg ser ingen grund til ikke at benytte mig af disse for at tilføre kirkerummet den fordybelse og det nærvær, man altid har kunnet finde i kirken. Det er ikke rendyrket klassisk kirke, men det er heller ikke letbenet pop. Det er moderne kirke med dybde, refleksion og respekt for kirkens historie og rum.

Så lad os droppe fløjkrigene og debattere substansen.

Morten Jessen er organist og musiker i Høsterkøb Kirke.