Det glæder mig, at rektor for Vestervig Kirkemusikskole Tine Fenger Thomsen har bemærket mit indlæg i Kristeligt Dagblad den 26. januar. Men jeg ville ønske, at hun også havde læst det. Så ville hun vide, at jeg naturligvis ikke ønsker at ”tilsidesætte en 2000-årig musiktradition” eller at smide orgelet ud af folkekirken. Ligesom jeg heller ikke påstår, at jeg som organist aldrig får forespørgsler på klassiske værker i forbindelse med vielser og bisættelser.
Med sit svar i Kristeligt Dagblad den 29. januar afsporer hun fuldkommen debatten i sin lovprisning af danske orgeler, orgelbyggere og deres økonomi, samtidig med at hun ubevidst underbygger og bekræfter min påstand om forskelsbehandling af klassisk og rytmisk musik i folkekirken og på kirkemusikskolen. Et misforhold, som hverken kan forsvares teologisk, historisk eller samfundsmæssigt.
Salmesangen er kirkens vigtigste musikelement, og her er den rytmiske genre mindst lige så egnet til akkompagnement som den klassiske. Derfor er det urimeligt, at den klassiske genre nyder særstatus. Mange af salmerne i salmebogen er for eksempel skrevet på folkevisemelodier.
Rektoren ønsker i sit indlæg et opgør med betegnelserne ”klassisk” og ”rytmisk”, som hun kalder ”for længst passé”. Men det giver god mening at skelne, ligesom også konservatorierne gør det. Selvfølgelig eksisterer der en fællesmængde af musik med elementer fra begge genrer, og vel er der pulsfornemmelse i det meste musik. Men så ophører lighederne også.
Der er milevid forskel på en klassisk og rytmisk sangers klangideal, frasering, dynamik, artikulation med mere. Det samme gælder idealet for pulsfornemmelse, hvordan man som musiker fortolker et repertoire, hvordan musikken tilegnes, det harmoniske ideal og så videre.
Men noget tyder på, at rektoren slet ikke har begreb om, hvad rytmisk musik er. I hvert fald hører den ikke til blandt ”de helt nødvendige grundkompetencer inden for det musiske”, og hun lader til at kunne koge det ned til becifringsspil. Et fag, der som de øvrige musikfag på hendes kirkemusikskole, udelukkende varetages af klassisk uddannede lærere.
Derfor klinger det hult, når hun skriver, at ”den traditionsrige orgelmusik og den rytmiske musik sagtens kan leve side om side i folkekirken”. Jeg er fuldkommen enig i udsagnet, men det er vanskeligt at få øje på hendes og kirkemusikskolens bidrag til dette liv. Så længe den rytmiske genre ikke anerkendes og tilgodeses i folkekirken på lige fod med den klassiske, vil den leve et forkvaklet liv.
Klassisk musik udgør under to procent af det samlede musiksalg i Danmark, og mange danskere er således ikke vante med genren, eller de har bevidst valgt den fra. Derfor risikerer kirken med ensidig brug af klassisk musik at skubbe folk væk eller at gøre dem endnu mere fremmede over for en måske i forvejen uvant liturgi.
Jakob Døssing Gunnertoft er organist ved Christianskirken i Århus.