Prøv avisen
Debat

Overlæge: Vi må tage funktionelle lidelser alvorligt

"Det mest bekymrende ved polariseringen af debatten er, at den står i vejen for, at vi kan få løst det helt store problem, som er, at der i Danmark ikke findes specialiserede afdelinger med sengepladser, hvor de mest syge patienter med funktionelle lidelser kan blive indlagt, undersøgt, behandlet og rehabiliteret," skriver overlæge Per Fink. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Per Fink

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er på tide, at de funktionelle lidelser bliver taget alvorligt. Jeg tror ikke, at patienterne forsvinder, bare fordi vi lader, som om de ikke eksisterer, skriver overlæge Per Fink i et debatindlæg

Funktionelle lidelser er sygdomme, som udfordrer vores klassiske tænkning om, at sygdomme enten er rent fysiske eller udelukkende psykiske. Derfor har vi kæmpet for at få en ”neutral” diagnose, så vi kan komme væk fra de frugtesløse diskussioner om, hvorvidt det er en psykisk eller fysisk sygdom, for det giver ikke mening ud fra vores nuværende viden om sygdommene.

Psykolog Peter la Cour kritiserer i en kronik fredag den 17. januar Sundhedsstyrelsen og begrebet funktionelle lidelser. Desværre indeholder kronikken en række misforståelser om funktionelle lidelser, som vi desværre stadig støder på, selv fra fagfolk.

Vi arbejder i dag med en såkaldt multifaktoriel forståelse af sygdomme – eller en bio-psyko-social model – idet der ved alle sygdomme i varierende grad indgår både biologiske, psykologiske og sociale forhold. Vi har ingen objektive målemetoder til funktionelle lidelser, og vi må stille diagnosen ud fra et typisk symptommønster.

Vi har opnået meget i Danmark, både med hensyn til behandling og forskningen i funktionelle lidelser, og er pænt fremme i skoene internationalt.

Derfor er det meget positivt, at Sundhedsstyrelsen har sat fokus på området, så indsatsen kan blive landsdækkende. Men der er lang vej endnu, og der er et stort behov for yderligere indsatser.

Peter la Cour fremkommer i sin kronik med en række forvirrende og fejlagtige påstande, og han tillægger mig og den afdeling, jeg repræsenterer, nogle holdninger, som vi ikke har. Han skriver blandt andet, at afdelingen ”Funktionelle Lidelser” på Aarhus Universitetshospital mener, at uforklarede symptomer har samme årsag, nemlig en psykologisk årsag, og at vi mener, der kun er én slags behandling, nemlig psykologisk behandling.

Jeg har publiceret flere hundrede artikler og bidrag til fagbøger med videre, men jeg har ingen steder skrevet eller udtalt, at funktionelle lidelser er psykologiske sygdomme, eller at de har psykologiske årsager.

Vi betragter i dag de funktionelle lidelser som en eller flere sygdomme, vi ikke kender den præcise årsag til, men der er blandt de fleste forskere enighed om, at årsagerne er bio-psyko-sociale, altså multifaktorielle. Det betyder, at der er mange forskellige faktorer, som indvirker på både udviklingen, forværringen og vedligeholdelsen af lidelsen. Peter La Cour sætter lighedstegn mellem psykosomatiske lidelser og funktionelle lidelser. Det er ikke korrekt. I dag bruges betegnelsen ”psykosomatik” udelukkende om det fagområde, hvor man studerer sammenhængen mellem psyke og somatiske sygdomme, og begrebet ”psykosomatiske lidelser” anvendes ikke mere.

Historisk set har betegnelsen psykosomatiske lidelser været anvendt på to forskellige måder. Den ene stammer tilbage til psykosomatikkens barndom, hvor man mente, at nogle sygdomme var udløst af psykiske faktorer; det, man senere også kaldte stress. Man udnævnte sidst i 1950’erne syv sygdomme, som man mente var specielt oplagte at studere. Det var blandt andet leddegigt, astma og mavesår, altså sygdomme, som man både dengang og i dag betragter som veldefinerede somatiske sygdomme. Man sagde ikke, at folk ikke havde for eksempel leddegigt, men at sygdommene var udløst af psykiske faktorer – eller at psykiske faktorer var medvirkende til, at sygdommen opstod.

Senere begyndte nogle forskere at anvende begrebet psykosomatisk sygdom i den freudianske betydning, hvor de antog, at en psykisk konflikt blev konverteret til fysiske symptomer, fordi patienten ikke turde eller kunne udtrykke sig følelsesmæssigt.

Det er i den sidstnævnte betydning, at Peter la Cour sætter lighedstegn mellem psykosomatiske lidelser og funktionelle lidelser. Betegnelsen funktionelle lidelser kommer imidlertid fra neurologiens guldalder i midten af 1800-tallet, hvor man anvendte begrebet om de neurologiske sygdomme, hvor man ved obduktion ikke kunne påvise forandringer i hjernen. Begrebet funktionelle lidelser har således intet med den freudianske forståelse af psykosomatiske sygdomme at gøre.

Ud fra en forældet forståelse af, at sygdomme stringent kan opdeles i somatiske og psykiske lidelser, kritiserer Peter la Cour, at Sundhedsstyrelsen har indført en ny diagnosekategori til funktionelle lidelser, der hverken er fugl eller fisk, idet den er placeret i det ”neutrale” afsnit af vores diagnoseklassifikation, som hverken tilhører psykiatrien eller somatikken.

Men vi har netop kæmpet for at få en ”neutral” diagnose, så vi kan komme væk fra de frugtesløse diskussioner om, hvorvidt funktionelle lidelser er psykiske eller fysiske sygdomme, for det giver ikke mening ud fra vores nuværende viden om sygdommene.

Generelt er der enighed om, at funktionelle lidelser er en gruppe af sygdomme, hvor mennesker har fysiske symptomer, som kan være svære og ofte invaliderende. De typiske symptomer er blandt andet smerter, træthed, koncentrationsbesvær, føleforstyrrelser, kvalme, svimmelhed. Symptomerne flytter sig ofte rundt i kroppen, er diffuse og kan være vanskelige at afgrænse.

Peter la Cour får det også til at lyde, som om funktionelle lidelser udelukkende er en dansk opfindelse. Det er korrekt, at danske forskere har bidraget meget til den omfattende forskning, der ligger bag de nye diagnoser – modsat for eksempel ME-diagnosen, som ikke er baseret på forskning, men alene på konsensus blandt en gruppe læger og patienter.

Men diagnosegrupperingen bygger på enighed i et europæisk forskningsnetværk. Det er således meget analogt med smerteområdet, hvor man igennem mange år også har arbejdet med kriterier udviklet af et internationalt forskernetværk inden for smerter.

I stedet for at få kritik mener jeg, at Sundhedsstyrelsen burde roses for at have taget bestik af international forskning og indført den nye diagnosekategori, som vil bringe dette felt fremad – til gavn for patienterne.

Peter la Cour skriver fejlagtigt, at Sundhedsstyrelsen ikke har defineret, hvad en funktionel lidelse er, men i Sundhedsstyrelsens ”Funktionelle lidelser – Anbefalinger til udredning, behandling, rehabilitering og afstigmatisering”, er en funktionel lidelse defineret som: En tilstand med et eller flere fysiske symptomer, som påvirker funktionsevne og livskvalitet, og som ofte har et karakteristisk mønster. Som ved andre tilstande skal anden fysisk eller psykisk sygdom (differentialdiagnoser) være udelukket i relevant omfang.

Det har været meget diskuteret, om navnet funktionelle lidelser var det rette, men det er ikke lykkedes at finde et bedre, som der er konsensus om. I det føromtalte europæiske forskningsnetværk er der nu konsens om, at vi skal anvende betegnelsen, og så må vi prøve at imødegå misforståelser og fejlopfattelser af sygdomme og den deraf følgende stigmatisering af sygdommene.

Jeg mener, det er på tide, at de funktionelle lidelser bliver taget alvorligt. Jeg tror ikke, at patienterne forsvinder, bare fordi vi lader, som om de ikke eksisterer. Der findes mange mennesker med funktionelle lidelser, som er svært syge, og som ikke får den hjælp, de har behov for.

Det mest bekymrende ved polariseringen af debatten er, at den står i vejen for, at vi kan få løst det helt store problem, som er, at der i Danmark ikke findes specialiserede afdelinger med sengepladser, hvor de mest syge patienter med funktionelle lidelser kan blive indlagt, undersøgt, behandlet og rehabiliteret, og at kapaciteten til ambulant behandling slet ikke er tilstrækkelig med op til to et halvt års ventetid til følge.

Per Fink er ledende overlæge og professor, Aarhus Universitetshospital.