Overraskende venskab blomstrer trods sprogbarriere

Kaj Hansen er egentlig ikke tilhænger af at udlændinge kommer til Danmark, men nu har han fået en rumænsk ven. På gebrokkent tysk og med hjælp fra google bygger han venskab med sit rumænske avisbud

Hver morgen møder Kaj Hansen sit rumænske avisbud, som først rækker ham avisen og dernæst hånden til et ordentligt håndtryk.
Hver morgen møder Kaj Hansen sit rumænske avisbud, som først rækker ham avisen og dernæst hånden til et ordentligt håndtryk. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Jeg er ellers ikke meget for, at landet modtager så mange udlændinge, som søger hertil. Ja, målt med nutidens målestok så er jeg nærmest racist. Ikke desto mindre er jeg nu blevet gode venner med en rumæner, som jeg dagligt har stor fornøjelse af at træffe.

Hver morgen kommer han på klokkeslettet med Kristeligt Dagblad, og da jeg også er meget præcis, sker det næsten hver dag, at vi mødes nede ved postkassen, hvor han så rækker avisen ud til mig gennem bilens vindue.

Om han har misforstået noget, eller han bare er en stor spøgefugl, skal være usagt, men han rækker også altid hånden ud, så vi kan give hinanden et ordentligt håndtryk, og så prøver vi at tale lidt sammen.

Vi taler begge tysk på absolut begynderniveau, men hvis han virkelig vil fortælle mig noget, så skriver han på sit modersmål på mobilen, og så oversætter Google det til nogenlunde dansk.

Jeg har således fundet ud af, at han bor i Vejle, står op hver nat ved midnat for at sætte kursen mod Nordfyn, hvor han omdeler cirka 400 ”abonnents”, som han kalder det. Fredag, lørdag og søndag er han oppe på 600 aviser om dagen.

Den senest måned har vores snak for en stor del handlet om valnødder. Vi har et stort træ i indkørslen, og han må så hjertens gerne samle alle dem, han vil, så han har tit haft en plastikpose med, som han så har samlet i. Så vidt jeg har forstået, laver han et eller andet med valnødder, hvori også honning indgår. Han er helt henrykt, når han prøver at forklare det.

For nogen tid siden havde han i nogle dage sin datter med. Hun sad strunk ved siden af ham i noget, som lignede en nationaldragt, og hun blev med stolthed præsenteret for mig.

Se, det er en mand efter mit hoved, men det er en skam, at vi ikke kan kommunikere bedre.

Jeg ville da for eksempel gerne fortælle ham lidt om den avis, som jeg holder, og hvorfor jeg gør det, men foreløbig må vi nok nøjes med vore små hip til hverdagens hændelser, og hvad vi kan få ud af det.

Kaj Hansen, pensioneret lærer, Ruevej 35, Morud