JEG FRYGTER, vi overser to problemer i kampen mod nutidens racisme.
Det første er: Vi forveksler nutidens racisme med gårsdagens. Gårsdagens racist bedømmer andre ud fra race. Racistens egen race dømmes positivt, andre racer negativt. Deraf følger logisk for gårsdagens racist, at verden er hierarkisk opdelt imellem racegrupper.
Jeg frygter, at de fleste tror, at en ”racist” som Rasmus Paludan også tænker sådan i dag. Men det gør han ikke.
Rasmus Paludan mødes med udtrykket ”racist”. Men idéen om en hvid overmagt dyrkes faktisk ikke af Rasmus Paludan. Et bedre begreb for nutidens ”racist” er en White identitarian groft oversat til ”hvid identitetspolitiker”.
Den hvide identitetspolitiker tror ikke på, at den hvide race er overlegen i forhold til andre racer. Han påpeger blot, at hvide befolkningsgrupper i gennemsnit har en højere IQ end sorte befolkningsgrupper, ”hvilket jo blot er et videnskabeligt faktum”.
Og hvis man siger, at det lugter af gårsdagens racisme, kan Paludan og andre hvide identitetspolitikere påpege, at asiater i gennemsnit har højere IQ end hvide, så de sætter ikke hvid hud op på en piedestal, slet ikke. ”Men måske…,” tilføjer den hvide identitetspolitiker, ”… bør vi overveje om raceadskillelse er bedst for alle parter, hvis der nu er forskel på grupperne, som resulterer i ulighed og ufred i et samfund?”.
GÅRSDAGENS RACIST begav sig forelsket i sit eget spejlbillede ud og koloniserede verden. Nutidens hvide identitetspolitikere vil have ”den koloniserede” på afstand. Især grundet de hvide identitetspolitikeres idé om den snarlige og uundgåelige udskiftning af den hvide etniske befolkning. Og hvis ens race er truet af en udskiftning, må man vel bygge mur omkring sine ensfarvede og beskytte det kendte.
Netop dette, protektionismen omkring en races identitet, er det andet store problem i kampen mod hvide identitetspolitikere. For i årevis har vi i Vesten dyrket, at minoritetsgrupper med stolthed skulle bevare og forsvare deres identitet, også når det handler om race.
JEG SER DETTE som et logisk, men tragisk led i kampen mod gårsdagens racisme. Blev du nægtet sæder i bussen grundet race, var svaret ikke at skamme sig, men at stå ved sin hudfarve og historie og tale magthaverne imod. Say it loud and proud, and have a dream!
Så ser vi fra Martin Luther King frem til i dag, hvor man diskuterer, om Justin Biebers brug af dreadlocks er ”kulturel appropriation” – et kulturelt tyveri, hvor folk fra en race stjæler et kulturelt udtryk fra en anden race.
Kampen for sortes rettigheder blev til en protektionistisk identitetskamp. Og de hvide identitetspolitikere har ladet sig inspirere.
Hvis der skal være en Black History Month, skal der også være en hvid. Skal indianeren have reservater, så skal den hvide også. Og vigtigst af alt: hvis andre racer må være stolte, så må hvide også.
De hvide identitetspolitikeres tænkning er skræmmende logisk i sin simplicitet. Faktisk så logisk, at hvide unge, der leder efter en identitet og et tilhørsforhold, vil kunne finde det hos de hvide identitetspolitikere og Rasmus Paludan.
Og det billede, samfundet ellers tegner af Rasmus Paludan som gårsdagens racist, vil de unge ikke kunne genkende, når de lytter til ham på Youtube og hans udlægning af data om IQ, der jo viser, at asiater scorer højere end hvide. Og det må man vel gerne sige med sin ytringsfrihed? På den måde bliver ”racisten” pludselig en uretfærdigt fordømt videnskabs- og ytringsfrihedsforkæmper.
De hvide identitetspolitikere og Paludan forsvinder ikke, så længe vi angriber et skræmmebillede fra gårsdagen, uden at tage fat om nutidens problem: identitetspolitik, der forherliger race.
Kristoffer Dahl er forfatter og kandidatstuderende på Aarhus Universitet i nordisk sprog og litteratur med tilvalg i samfundsfag.