Prøv avisen

Pårørende til dement: I det halvandet år, min mand har været på plejehjem, har jeg set fem børn på besøg

”I de mange måneder, jeg er kommet på plejehjemmet, har jeg oplevet nye beboere uhyggelig hurtigt miste livsmodet totalt,” skriver Esther Kolding. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Esther Kolding

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ved godt, at temaet med ”længst muligt i eget hjem” blev benyttet flittigt, dengang man nedlagde alderdomshjemmene, men som det har udartet sig, tænker jeg, at det er fuldt forståeligt, hvis mange nærmest frygter for livets sidste fase, skriver Esther Kolding

Mine tanker omkring de sidste år i et menneskes liv er stærkt påvirket af, at min 85-årige ægtefælle gennem 55 år – og altid bedste ven – nu igennem det seneste godt halvandet år har været på plejehjem med diagnosen vaskulær demens.

Den første tid på plejehjemmet blev, som jeg ser det i bakspejlet, nogenlunde god. Min mand var i stand til at bevæge sig med rollator, og jeg kunne hente ham hjem i bilen et par gange om ugen.

Men efterhånden, som sygdommen tog over, måtte der kørestol til, og nu kan min mand kun liftes fra seng til stol og tilbage igen. Demensen hos min mand har udviklet sig sådan, at fra at være et venligt menneske med interesse i sine medmennesker er han nu helt indadvendt og meget sky over for andre.

Han tilbringer sin vågne tid i sin kørestol på sit eget værelse og er ikke sammen med de andre beboere længere. Venner gennem et langt liv kommer ikke mere på besøg, hvilket selvfølgelig gør mine besøg og mit nærvær helt nødvendigt. Han kan stadig kende mig, og nogle dage ser jeg lyset i hans øjne, når jeg kommer, andre dage er han totalt indelukket og vil allerhelst blive i sin seng.

Og nu grunden til, at jeg deler mine tanker:

Igennem de mange måneder, jeg er kommet på plejehjemmet, har jeg oplevet nye beboere uhyggelig hurtigt miste livsmodet totalt og blive helt passive. Det ligger mig meget på sinde, at mine ord ikke læses som kritik af personalet, som virkelig gør alt, hvad de formår, inden for de givne rammer. Men jeg vender så ofte i denne tid tilbage til min barndom og ungdom – og efterlyser, at De Gamles Hjem vender tilbage.

Jeg er født i 1940 og opvokset i en lille vestfynsk stationsby, hvor oplevelsen af at blive gammel ”bare” var en helt naturlig del af livet – en fase, som man ikke behøvede at frygte, sådan som jeg og mange med mig gør det i dag.

Typisk var det sådan dengang, at en fra sognerådet kom og aflagde besøg hos en enke eller en enkemand og foreslog, at de flyttede ind på De Gamles Hjem. Det var uden den voldsomme smerte, som mange med mig oplever, når de må se deres kære flytte ind på plejehjemmet.

Som barn var jeg dengang ofte på besøg på ”Hjemmet”, hvor der var en forstander og nogle unge piger til hjælp, og hvor beboerne i udstrakt grad gav en hånd med, både i køkkenet og i haven. Jeg husker oplevelsen af tryghed ved at være der og opleve et liv, som stadig blev levet med meningsfulde gøremål. I dag, når jeg tænker tilbage på de mange måneder, hvor jeg har haft min daglige gang på min mands plejehjem, kan jeg kun erindre mig at have set allerhøjst i alt fem børn på besøg, og det forstår jeg godt.

Jeg ved godt, at temaet med ”længst muligt i eget hjem” blev benyttet flittigt, dengang man nedlagde alderdomshjemmene, men som det har udartet sig, tænker jeg, at det er fuldt forståeligt, hvis mange nærmest frygter for livets sidste fase.

Mennesker har brug for fællesskab. Mange gamle i eget hjem er ensomme, så selvom de måske får hjemmehjælp mange gange i løbet af dagen, er det ikke fyldestgørende.

Jeg tænker, at hvis der var videre grænser for at komme på plejehjem, det vil sige, at ensomhedsbegrebet blev tænkt ind, samt at man ikke behøver at være helt så dårlig, som vilkårene jo er i dag, ville de, som har det bedre, kunne være med til at løfte dem, som har det dårligere, samt aflaste personalet og måske endda være med til at give både beboere og ansatte mere livsglæde.

Jeg håber, at mine ord må give anledning til eftertanke, måske endda også hos beslutningstagerne.

Esther Kolding er pensioneret sekretær.