I Kristeligt Dagblads kronik tirsdag den 21. april, ”Kristendom kan komme til udtryk på mange måder”, begrunder provst Kirsten Jørgensen sin udformning af folkekirkens påskeannonce og forholder sig til den kritik, annoncen har rejst.
Som jeg læser kronikken, er det ikke mindst udtryk, jeg brugte i et interview påskelørdag på avisens hjemmeside, der bringer hende til tasterne: ”Præster undrer sig over landsdækkende påske-annonce: Hvor er opstandelsen?”.
Min forståelse flugter med Kirsten Jørgensens ord om, ”at vi og verden altid er i forandring, og evangeliet skal kunne høres i enhver kontekst, ethvert sted og til enhver tid”. Kristen forkyndelse må aldrig bare blive et historisk foredrag. Vi henvender os til mennesker med et budskab, der har betydning for os i dag. Og jeg gad vide, hvem der mener noget andet.
Jeg er også enig med Kirsten Jørgensen i, at evangeliet kan og skal formidles på mange måder, og at vi ikke må gøre forekomsten af nogle bestemte gloser som ”opstandelse” og ”den tomme grav” til test på, om det er genuin kristendom. Det handler om et indhold og ikke et ordvalg. Og jeg gad igen vide, hvem der mener noget andet.
Det trækker bare intet fra mine to kritikpunkter: Et, der på overfladen handler om kommunikationsform, og et, der direkte handler om indhold.
Med afsæt i kommunikationsformen: Målet er at skrive, så det kan forstås af alle danskere fra Gedser til Skagen, men det synes jeg ikke er lykkedes. I hvert fald ikke, hvis målsætningen er, at påskens glædelige budskab om Jesus skal trænge igennem. Hvis man skal fatte, at annoncens spinkle antydninger om ham, der ”vender sig om og smiler til dig”, handler om Jesus fra Nazaret, kræver det, at man er temmelig godt kristeligt og/eller litterært skolet. Umiddelbart læst kan det faktisk handle om alle mulige fra kæresten, over brugsuddeleren til børnenes lærer i skolen.
Under læsningen af kronikken går det til min overraskelse op for mig, at denne umiddelbare læsning kan Kirsten Jørgensen tilsyneladende stille sig tilfreds med. For den kan gøre læseren glad. Og glæde er jo påskens budskab.
Hvis jeg har forstået pointen rigtigt, bliver mit modspørgsmål: Er enhver sund menneskelig glæde også kristen påskeglæde?
Kan vi stille os tilfreds med, at den moderne almue alene får dét ud af teksten, og så overlade til den litteraturstærke og bibelstærke elite at fatte Kristus-dimensionen?
Jeg er ret overbevist om, at hvis den kommunikationstænkning havde præget den første kirke, var evangeliet aldrig nået fra Jerusalem til København.
Og hermed har jeg overskredet grænsen fra kommunikationsdiskussionen til indholdsdiskussionen. For måske er Kirsten Jørgensen og jeg i virkeligheden uenige om, hvad målsætningen for påskeforkyndelsen er. Det er sætningen om, at ”livet altid løber i forvejen”, der får mig til at tænke det. Er det virkelig sandt i denne dødens verden og virussens tid, at livet altid løber i forvejen?
Og selv hvis man forstår det på en reduceret almenmenneskelig måde som livsglæde og livskvalitet, er det så kristen påskeglæde? Vel kan kristendom formuleres på mange måder, men er den også mange ting?
Påskens budskab er et budskab om, at i denne verden, hvor døden som reglen løber i forvejen, er der sket noget chokerende: Fordi en mand, der døde en fredag eftermiddag, blev levende igen den følgende søndag morgen, har vi fået adgang til den eneste virksomme medicin mod døden.
Det er et chokerende budskab. Men et befriende chok, der i modsætning til annoncen siger noget, vi ikke selv kan tænke os til.
Og så et slutspørgsmål, rettet til biskopperne og ikke til Kirsten Jørgensen: Jeg bliver noget overrasket, hvis alle I biskopper føler jer repræsenteret i denne reducerede påskeforkyndelse. Også selvom I må have brugt spidsen af en jetjager på at finansiere annoncekampagnen.
Men ved at skrive folkekirken som ejer af annoncen har I gjort os alle til afsendere.
Er det rimeligt og velgennemtænkt
Jens Ole Christensen er sognepræst i Fredens og Nazaret Kirker på Østerbro i København.