Påskekrisen 1920 og 2020. Krisen vil være begyndelsen på afglobaliseringen

En krise danner derfor et nyt udgangspunkt, idet den ophæver de forrige nu enten illusoriske eller uanvendelige principper – derfor udgør påsken i sig selv en krise. Det oplever vi i disse dage, skriver valgmenighedspræst Caspar Wenzel Tornøe

Mexicanere står nu ved grænsen og blokerer for indrejse af amerikanere, da der næsten ingen corona-smittede er i Mexico. Det er den omvendte verden, skriver Caspar Wenzel Tornøe. Her ses grænsen mellem USA og Mexico som er blevet lukket den 21. marts, for unødvendige rejser. – Foto: Paul Ratje/AFP/ Ritzau Scanpix.
Mexicanere står nu ved grænsen og blokerer for indrejse af amerikanere, da der næsten ingen corona-smittede er i Mexico. Det er den omvendte verden, skriver Caspar Wenzel Tornøe. Her ses grænsen mellem USA og Mexico som er blevet lukket den 21. marts, for unødvendige rejser. – Foto: Paul Ratje/AFP/ Ritzau Scanpix.

”Påskekrisen er den parlamentariske krise, der opstod i Danmark mellem 29. marts 1920 og 4. april 1920, da Kong Christian 10. mod Folketingets flertal afskedigede regeringen i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.” Således siger leksikonet.

Krisen faldt altså i påsken og deraf navnet. Her 100 år efter er det dog en anden påskekrise, jeg har i tankerne. Den nuværende samfundskrise er i høj grad også er en kirkelig krise. Når sommeren er over os, vil vi forhåbentlig kunne se tilbage på en fin fejring af både genforeningen og pinsen. Men påske bliver det altså ikke i kirken. Dog må man sige, at hverken påskekrisen af 1920 eller 2020 tåler sammenligning med den krise, som påsken selv er.

Martin Luther overvejede engang, hvad man skulle gøre, hvis man som døende var absolut forhindret i at modtage nadveren. Hans svar var, at i et sådant sjældent tilfælde var det blotte ønske om at modtage den tilstrækkeligt. Det kunne man kalde for praktisk-teologisk minimalisme. Hans svar siger noget om hele den protestantiske kultur og mentalitet, som han kom til at grundlægge: at det er vores indre liv, vor vilje og vor sindstilstand, frem for vor ydre gerninger, der er afgørende. Eller for at sige det mere folkeligt: ”Det er tanken, der tæller.” At der ikke fejres påske i kirken er det aldrig før sete og skete, det absolut uhørte. Skal vi følge Luthers minimalisme og spørge, hvad man i situationen så kan gøre, ja, så kunne man måske svare, at da er beskuelsen af en påskeblomst tilstrækkelig.

Med den økonomiske minimalisme ser det straks værre ud, for her er det just ikke tanken, der tæller. Desuden er velstand betydeligt mere afhængighedsdannende end kirkegang. Især i samfund med svindende sammenhængskraft kan det at lade økonomien gå i stå være en sprængfarlig ting. Den medmenneskelige dyrtidsfond er mindre velpolstret, solidariteten og den fælles lidelsesparathed mindre sandsynlige – samfundssindet aftagende, samfundssvindet tiltagende.

Det er blevet sagt, at vi mennesker kun er ni måltider fra anarki. Det vil sige, at efter ni forsømte måltider er mennesker klar til at begå en forbrydelse – hvis de for eksempel skal skaffe mad til deres børn eller sikre egen overlevelse. Der er vi heldigvis ikke henne, men generelt danser civilisationen på skorpen af en vulkan. Så længe vi endnu ikke mangler det helt store, kan en indledende hensynsfuldhed og følelse af gensidig sympati komme oven vande. Men i længerevarende situationer bliver enhver sig selv nærmest. Med undtagelse af vores børn, som nok er os nærmere, end vi er os selv. Tidligere var der også andre sager, man ville ofre sig for, som for eksempel Gud, æren og fædrelandet.

Når menneskelivet skæres ind til benet, sker en desillusionering. Fordums dages store, flotte ord afslører sig som staffage til pyntning af et ubekymret liv. Høj moral og høje idealer står for fald. Det er et egentligt tab af illusioner, hvorved vi kommer til en sandere erkendelse af, hvad menneskelivet dybere set er. En desillusionering er også en afideologisering. Man har ikke længere råd til at tolke verden ideologisk. Man er tvunget til at se livet, som det ser ud, når det ”kommer til stykket”, og altså er inde ved benet.

En krise er en tilstand, der kalder på afsigelsen af en dom – en opsplitning af tiden i et før og et efter. En krise danner derfor et nyt udgangspunkt, idet den ophæver de forrige nu enten illusoriske eller uanvendelige principper –derfor udgør påsken i sig selv en krise. Det oplever vi i disse dage.

Og jeg vil mene, at den desillusionering og afideologisering, vi vil erfare, har et navn. Ja, jeg ville kalde den for afglobaliseringen. Jeg er muligvis for tidligt ude, men der er tegn på en gryende sådan. Grænser opleves pludselig som et gode, grænseløsheden som en sårbarhed. En gruppe mexicanere står nu ved grænsen og blokerer for indrejse af amerikanere, idet der næsten ingen corona-smittede er i Mexico. Det er den omvendte verden.

Afglobaliseringen vil i økonomisk henseende betyde en dødsdom over euroen. Et land som Italien, der ingen magt har over sin valuta, og velsagtens går rabundus, vil afvise møntfoden. Afglobaliseringen vil især i kraft af erkendelsen af det vanvittige i at lægge snart sagt hele verdens produktion i et fjendtligt land, Kina, få enorme konsekvenser for den økonomiske politik – og det frie marked vil i samspil hermed følge samme vej.

At et land som USA er fuldkommen afhængigt af Kina, idet ikke blot store dele af dets teknologi, men 80 procent af landets medicin produceres med farmakologiske ingredienser lavet i Kina, er en forrykt situation. Kommunistpartiets officielle avis antydede i sidste uge, at man jo kunne standse leveringer af medicin til USA. Det ville være intet mindre end en krigserklæring.

Vi har alle hørt om japanernes angreb på Pearl Harbor. Hvad vi sjældent hører om, er, at det ingenlunde var uprovokeret, men en konsekvens af olieembargoen mod Japan. Hvis man ødelægger et lands økonomi eller forhindrer staten i at tage vare på de syge med den rette medicin, ja, så kan det lige pludselig handle om meget andet end udveksling af olie og medicin.

Krisen vil tvinge os til nye indsigter, som vil kickstarte afglobaliseringen. Vi er lige nu vidner til et godt eksempel på virkelighedens og menneskenaturens evige genkomst. Den vil lægge mange ånder øde.

Jesus både forkyndte og realiserede en omvendt økonomi. Mennesket var i ham aldrig reduceret til overleveren, der var sig selv nærmest. Han mættede mennesker spontant, så situationen aldrig opstod. Ingen chance for recession her. Det kan vi som kristne forvente os af himmerige, men det vil altid være en skæbnesvanger fejl at opfatte det som en mulighed på jord.

Det er en forskel, som det er værd at tænke over under denne påskekrise – i stedet for at synge med på John Lennons nihilistiske hymne, som nu igen dukker op som vores kulturs efterhånden eneste åndelige værnemiddel til krisehåndtering. En række amerikanske showbizzstjerner udsendte forleden en video, hvori de hver synger et vers. ”Imagine there’s no heaven!”. Hvilken mening giver denne opfordring overhovedet i vores virale viruskontekst? Hvad er budskabet?

Så var der langt mere ræson i det, da Paris’ ungdom i kølvandet på Charlie Hebdo-massakren viftede med Voltaires tolerancetraktat og sang med på ordene ”and no religion too”. Men i den nuværende kontekst er det omtrent lige så meningsfuldt som ”Imagine there’s no nature, above us only sky”.

Og hvad vil det egentlig sige at ønske sig en verden, hvori der intet er at dø for? Hvilken mening ville livet i sådan en verden give? Men værst er omkvædet: Hvordan i al verden skulle verden blive én, ja, hvordan skulle man kunne virkeliggøre noget ved, at alle drømte den samme drøm? At drømmen bliver enstemmig massedrøm ændrer ikke virkeligheden.

Det ærgrer mig at tale dårligt om Lennon, for han er en af mine helte, men her må vi med Voltaire, som langtfra er en af mine helte, udbryde: ”Hvad der er for dumt til at blive sagt, bliver sunget.”

Hvad er det dybest set Lennon taler om, når han synger om udviskningen af alle forskelle, ophævelsen af alle grænser, alle livets rammer? Jo, intet ringere end døden. Så, kære Phillip Faber – hermed et sangønske som modgift: ”Jeg elsker den brogede verden”. Også når den er i krise. I øvrigt bliver det i år ikke nødvendigt med Grundtvig at spørge: ”Påskeblomst, hvad vil du her?”. Aldrig har den nemlig haft så god grund til at vise sig.

Caspar Wenzel Tornøe er valgmenighedspræst i Holstebro Valgmenighed.