Prøv avisen
Debat

Poul Joachim Stender: Med spaghetti og kødsovs er vi ved at hygge folkekirken ihjel

Kirken må se på sine madarrangementer mere kritisk, end det sker i øjeblikket, skriver sognepræst Poul Joachim Stender. Foto: Leif Tuxen

Poul Joachim Stender

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Problemet med vores mange måltider i kirken er, at vi glemmer, at Gud er andet end hygge, skriver sognepræst Poul Joachim Stender

Kirken har været præget af forskellige retninger. Engang havde vi ortodoksien, rettroenhedens tid, så kom rationalismen, forstandens tid, dernæst pietismen, fromhedens tid, og så videre. Nu har vi kulinarismen, som er en tid i folkekirken, der er voldsomt præget af mad.

Og jeg indrømmer. Ingen har serveret og serverer mere mad i kirken, end jeg gør. Det er heller ikke nogen dum idé at kæde Gud og mad sammen og forsøge at huske kristendommen med smagssansen.

Men når det er sagt, må kirken også se på sine madarrangementer mere kritisk, end det sker i øjeblikket. Det er nemlig, som om vi med spaghetti og kødsovs er ved at hygge folkekirken ihjel.

Vi har gjort Vorherre til en legeonkel, en sød støttepædagog, der elsker os vildt og inderligt, selv hvad vi siger og gør. Vi har tæmmet og dresseret Gud så voldsomt, at ikke kun kristendommen er i fare for at komme til at fremstå harmløs. Præsterne er gået fra at være forkyndere til pædagoger.

Digteren Holger Drachmann skrev engang et digt om, hvordan kirken opførte sig over for de sultne arbejdere.

”De sende os Præster med pibede Kraver: ’Her er Biblen til Eders slunkne Maver’. For Sulten en Text om Kanaan og Eden. For Huslejen Veksler paa Evigheden.”

I dag er det måske blevet anderledes. Åndeligt sultne mennesker, der vil have tekster om Kanaan og Eden og veksler på evigheden, bliver bespist med morgenmad eller nakkekam eller belgisk munkeøl.

Problemet med vores mange måltider i kirken er, at vi glemmer, at Gud er andet end hygge. Det er Ham, der bestemmer! En del af Gudstroen er æresfrygten. Når vi spiser sammen med Vorherre ved nadveren, ligger vi på knæ, fordi vi er til bords med Himmelens og Jordens konge. Han er ikke vores kammerat. Vi er kommet i kirke for at tilbede ham.

Mange fortæller mig, at de går i kirke for at få det bedre med sig selv. Jeg siger: Få det hellere bedre med Gud og dit medmenneske, så kommer det andet af sig selv!

Måltidet, Jesus skærtorsdag aften spiste med sine disciple, var ikke det mindste hyggeligt. Disciplene skændtes som en flok forkælede børn om, hvem der var størst. Judas forrådte Jesus.

Jesus vidste, han skulle dø dagen efter. Og så provokerede Jesus sine disciple grænseløst ved at sige til de jødiske disciple, for hvem det var forbudt at fortære blod: Æd mit legeme. Drik mit blod.

De påskemåltider, der fortæres i folkekirken på torsdag, er sikkert uden provokation, gys, forfærdelse, desperation. Det er ren og skær råhygge. Men for mange er kristendommen ikke det mindste hyggelig.

Millioner af kristne forfølges i påsken af muslimer på grund af deres tro. For dem er det farligt at være kristen. Det var det også for de første kristne. For os er det farligste ved kristendommen blevet, at vi kan få lammekødet galt i halsen.

Det er så nemt at bespise sin menighed med mad. Det er så svært at bespise den med ord. Vi skal passe på, at vores folkekirkelige bespisninger ikke bliver afspisninger.

Er vores ord fra prædikestolen blevet så svage, at vi kun kan gøre dem til kød gennem maden og ikke gennem metaforer, dristige tanker, skarpe iagttagelser? Tør vi give menigheden det evangeliske budskab, der er alt andet end hyggeligt?

Dette budskab kræver nemlig af os, at vi skal gå Guds veje og ikke vores egne veje. På samme måde er det også nemt i vores privatliv at afspise hinanden med lækker mad, et stort tv og en masse Matador Mix.

Men tør vi tale med hinanden om de svære ting i tilværelsen – døden, kærligheden, ligegyldigheden, vanerne? Vores elskede bliver måske glad for foie grasen og den tequilaflamberede rødtunge.

Men hvornår har vi bespist hende eller ham med ord, og hvornår har vi vovet den farlige samtale?

Poul Joachim Stender er præst og forfatter, Kirke Saaby