”Den danske sang” er forandret - flyt den til sangbogens historieafsnit, og fjern den fra omslaget

Der findes næppe længere nogen neutral position, ud fra hvilken "Den danske sang" kan afsynges – heller ikke, selvom udvalgsformand Jørgen Carlsen bramfrit og imod kutyme har meldt ud, at sangen skam vil være at finde i den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkommer næste år.
Der findes næppe længere nogen neutral position, ud fra hvilken "Den danske sang" kan afsynges – heller ikke, selvom udvalgsformand Jørgen Carlsen bramfrit og imod kutyme har meldt ud, at sangen skam vil være at finde i den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkommer næste år. Foto: Leif Tuxen.

I FORBINDELSE MED debatten om ”Den danske sang” (eller ”Den danske sang er en ung blond pige”) pegede forfatteren Hans Hauge i kronikken den 5. januar på et paradoks: Hvis man afstår fra at synge sangen, har man givet efter for presset (eller mener blot ikke, den bør synges længere). Og hvis man vælger at synge den, gør man det på trods.

Som følge af debattens omfang og karakter findes der næppe længere nogen neutral position, ud fra hvilken sangen kan afsynges – heller ikke, selvom udvalgsformand Jørgen Carlsen bramfrit og imod kutyme har meldt ud, at sangen skam vil være at finde i den kommende 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkommer næste år.

Derfor må udvalget forholde sig til Hauges paradoks ved at balancere i forhold til den omstændighed, at sangen måske for altid har ændret status eller i hvert fald, at der har føjet sig et lag af nye medbetydninger til sangen.

Såfremt udvalget vælger at fastholde de kendte afsnit i sangbogen, kunne sangen flyttes fra sin nuværende placering i afsnittet ”Sprog og ånd” til afsnittet ”Historien”, hvor sange med udpræget historisk prægnans står.

Ved at flytte sangen hertil kan udvalget åbent vedgå sig dens betydning som en af de store sange om genforeningen i 1920, samtidig med at det anerkender, at sangen taget for pålydende kan opleves som anakronistisk eller som en unødigt nationalistisk manifestation.

Med den nuværende 18. udgave af Højskolesangbogen kom sangen som bekendt til at få en helt særlig rolle, idet en linje fra den blev ophøjet til at være bogens nye vignet. Den kan læses på bogryggen: ”Så syng da, Danmark, lad hjertet tale.” Den afløste den hidtidige vignet, linjen ”Det var de danske skjalde, der sang”.

Det er en linje fra den nu udskrevne ”Ved Lejre græsse nu får på vold”, med tekst af B.S. Ingemann og melodi af Niels W. Gade. Altså en sang, der engang blev betragtet som absolut kernestof, men som man i 18. udgave ikke længere fandt relevant at medtage, vignet-ære eller ej.

For at komme Hauges paradoks til livs kan man udskifte vignetten endnu en gang. I bogens fantastisk righoldige materiale bliver det næppe svært at finde en god erstatning – og ellers kan man vælge at medtage en ny sang, der kan leve op til kravene.

Skulle vi selv pege på et bud, bliver det: ”Synge vil vi, legen er magt.” Linjen stammer fra ”Mørk er november”, der har været med i de seneste udgaver af Højskolesangbogen, og som synges flittigt. Med sin melodi fra Nordens formentlig ældste sangbog, ”Piae Cantiones” fra 1582, med Thorkild Bjørnvigs langt yngre tekst (skrevet til åbningen af Båring Højskole) fra 1959, og med tekstens fokus på menneskets evne og vilje til at rejse sig mod katastrofer og åndløshed, trækker sangen tråde til højskolebevægelsens kerneforståelse som en oplysende, dannende og kritisk tradition.

I lighed med sine to forgængere peger vignetforslaget på (fælles)sangen som det centrale omdrejningspunkt, men nedtoner til gengæld det danske til fordel for et mere lavmælt, men måske mere tidssvarende og inkluderende ”vi”. Og ordene ”legen er magt” peger desuden på et helt særligt forhold ved fællessang, nemlig at glæden ved at synge kan blive så stor, at det anførte ”vi” kan rejse sig aktivt og samlende mod de magter, der ikke vil det gode for mennesket.

Henrik Marstal er sangbogsredaktør, ph.d. i musikvidenskab. Vibe Fangel-Hansen er lærer og morgensangsansvarlig.