Det er egentlig meget enkelt at forklare, hvorfor det går galt. For vi forelsker os ofte ikke i hinanden, men i vores forestillinger om hinanden. Og lige så ofte lever virkeligheden ikke op til vores skønne fantasier, selvom det virkelig føles sådan i begyndelsen. Og så bliver man ked af det. Og så har vi balladen.
Derfor er det også dejligt i disse dage at være lidt væk fra mit daglige arbejde som parterapeut for at undervise på en seniorhøjskole i romantik i den tredje alder og høre, hvordan en snes singler på mange måder er blevet klogere på livet og derfor har mere moderate forventninger til, hvordan det kommer til at spænde af, nu hvor de søger en at dele livet med. Men selvfølgelig kan man også tage fejl i en høj alder. Vi har det jo med at begå de samme fejl igen. Måske har vi mennesker det med at skrue op for forventningerne uden at bemærke det.
I min praksis er ”problemer med kommunikationen” den mest almindelige begrundelse for, at det går skidt i parforholdet. ”Vi kan stort set ikke tale om noget uden at komme op at skændes,” skriver et par for at forklare, hvorfor de søger hjælp. Mange par lever i årevis i en skyttegravskrig, hvor de ikke nødvendigvis råber ad hinanden, men bare ikke taler særligt pænt. Og måske er der hen ad vejen blevet så stille ved morgenbordet, at stemningen er til at slå sig på. Det er dybt ulykkeligt for begge parter.
Det kan være svært at lytte til hinanden uden at høre alt som en eller anden form for bebrejdelse, brok, anklage eller mistænkeliggørelse. Og så prøver man så vidt muligt at tale om vejret for at undgå konflikt.
Ikke sjældent kører alt det andet i samlivet meget godt, og den pæne overflade kan bidrage til følelsen af at være spærret inde i en særlig form for vanvid, som man kun deler med ganske få venner eller måske slet ingen. ”Vi har nogle utroligt dejlige og harmoniske børn, som måske fornemmer noget, men ikke det fulde omfang. Vi har gode jobs, vi begge holder af. Vi har et dejligt hjem, gode venner og en sund og rask familie omkring os. Vi kan bare ikke rigtig være i stue med hinanden. Jo, når her er gæster, går det faktisk lidt bedre. Og alle tror, at vi er det perfekte par.”
Og hvad er det så, man er blevet så uenige om, at det er blevet til en skiftevis kold og varm krig? Tja, det kan være, at den ene hurtigt i forholdet følte sig afvist følelsesmæssigt. Det kan være, at den anden pludselig ikke havde så megen lyst til sex. Det kan være, den ene trak sig væk, når der var dialog, fordi ”du hæver stemmen og skælder ud”, eller ”du fortæller mig hele tiden, at jeg gør dig ked af det, og jeg gør jo intet for at såre dig bevidst”.
Blandt mine kolleger taler man nogle gange om, at den ene i forholdet bliver undvigende, mens den anden bliver opsøgende. Jagten er sat ind, og man kører som hund og kat rundt i et forudsigeligt mønster.
Nogle kærester kan genskabe og forstærke følelsen af nærhed og forbindelse ved at sætte gang i fælles projekter eller for eksempel tage ud at rejse, fordi mange andre gøremål er lagt til side på ferien, og vi er mere sammen-sammen hele tiden og nyder, at der ikke skal ske så meget, og alle slapper mere af.
Men for andre kan fælles projekter og ferier være det rene helvede, fordi den svigtende forbindelse bliver mere smerteligt mærkbar, når man skal være sammen, og man ikke kan flygte til en mere tryg zone, for eksempel på arbejde, på racercykel på landevejen eller i omsorgen for familiens hund, børn eller børnebørn.
Heldigvis flyder mange par også indimellem mere sammen på en god måde og får helet nogle af de sår, der er opstået i afsavn og venten på bedre tider. Nogle par bliver undervejs klogere på deres mønstre med hinanden.
De får det ikke nødvendigvis bedre med det samme, men de bliver langsomt bedre til at se, hvordan de misforstår og går fejl af hinanden og ikke for alvor hører, hvad der bliver sagt. Vi kan være heldige at opdage, hvor meget vi sårer vores partner uden at ville det – og nogle gange også uden at vide det.
Langsomt bliver man bedre til at rette kursen op. Og når man næste gang kører en samtale i hegnet, behøver man måske ikke længere hjælp udefra, men kan med stadig større behændighed hjælpe sig selv og hinanden ud af uheldet. Man bliver hurtigere til at genskabe den varme kontakt og stemning. Man får lettere ved at tilgive sig selv og hinanden. Og skulle man igen slå sig på en samtale, tænker man hurtigere: ”Vi prøver igen.”
Mange par beder udmattede om værktøjer til at undgå de opslidende konflikter. ”Kan vi ikke aftale et signal, så vi kan stoppe os selv, inden det går galt? Kan vi ikke aftale et kodeord?”.
Og jo, man kan godt lave en aftale om at prøve at undgå at ryge i totterne på hinanden, men det kommer tit ikke til at virke. Jeg synes nu heller ikke, at konflikterne skal gå væk, for de rummer et stort udviklingspotentiale. Og det kunne være en sund ambition at øve sig i at blive stadig bedre til at være uenige uden at komme til at slå på hinanden verbalt.
Jeg er tilhænger af det, man kunne kalde en tillægsadfærd. At man i stedet for at fokusere på at undgå konflikt fokuserer på så hurtigt som muligt at række ud og genskabe kontakten, så man ikke skal gå rundt med rimfrost på væggene i flere dage eller måske uger, før den ene rækker hånden ud. I stedet for at tro, at man kan kontrollere sin personlighed og sit mønster, tilføjer man en adfærd: Man kommer den anden hurtigere i møde. Det er møgsvært. Men hvis man øver sig, bliver det stadig lettere at tilgive både sig selv og den anden for alt det, vi får gjort i ren og skær affekt, inden man når at tænke sig om og trykke på stopknappen.
Og hvad skaber ellers konflikter? Ja, det kan stort set hvad som helst gøre. Vi har konflikter om forskellige tilgange til børneopdragelse. Den ene synes, at den anden er for blødsøden, og den anden synes, at den ene er for hård.
Vi ryger også i konflikt med hinanden, fordi den ene ikke synes, at vedkommende kan sige sin mening, uden at den anden erklærer: ”Det kan jeg ikke bruge til noget.”
Vi har konflikter om vores sexliv. Den ene vil gerne have mere sex eller sex på en anden måde, og den anden føler sig presset og kritiseret og lukker ned og ønsker mere intimitet og nærhed før sex.
Vi har også konflikter, fordi vi oftere bor sammen med både dine, mine og vores børn, og stemningen omkring børn og familie kan blive særdeles betændt, når vi har hver sin opfattelse af, hvordan man er sammen som familie.
Vi ryger i konflikt, når der opstår sygdom eller krise i familien, fordi vi håndterer udfordringer forskelligt. Den ene vil helst tale om problemerne og gå ind i dem. Den anden vil hellere undgå ”al den snak” og tage udfordringerne hen ad vejen.
Vi bliver aldrig ens. Gudskelov. Modsætninger mødes, og sød musik opstår. Vi skal bare huske at ære, at modsætningerne også skaber uenighed, og at konflikter kan være virkelig gode til at få forhold til at udvikle sig og være levende. Vi skal lære at leve med sammenstødene. Og øve os i en adfærd, der gør os nemmere at tilgive. Ræk ud, så snart du er klar. Måske er din kæreste ikke helt klar. Ræk ud igen. Og igen.
Martin Østergaard er parterapeut, journalist og forfatter.