Historiker: Partier og kompromiser tager livet af demokratiet

Ifølge ny debatbog af historiker Asser Amdisen toppede det danske folkestyre i tiden omkring Første Verdenskrig. I dag plages det af, at borgerrettigheder tilsidesættes, mener han

I dag åbner Folketinget, som er kernen i demokratiet. Men folkestyret i Danmark er truet, mener den bogaktuelle historiker Asser Amdisen. Vi har fået partistyre i stedet for folkestyre. Partidisciplin er i dag vigtigere end uenighed, mener han. Her ses et glimt fra folketingssalen ved Folketingets åbning sidste år.
I dag åbner Folketinget, som er kernen i demokratiet. Men folkestyret i Danmark er truet, mener den bogaktuelle historiker Asser Amdisen. Vi har fået partistyre i stedet for folkestyre. Partidisciplin er i dag vigtigere end uenighed, mener han. Her ses et glimt fra folketingssalen ved Folketingets åbning sidste år. . Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix. .

Asser Amdisen, i din bog ”Nu vi taler om demokrati” gennemgår du demokratiets historie og gør klart, at du ikke mener, vi lige nu er på højdepunktet, men tværtimod er ved at formøble folkestyret. Hvornår var højdepunktet?

Ja, jeg føler i hvert fald ikke, vi kan være sikre på, at demokratiet fortsætter. Det kræver hårdt arbejde af os. Efter min opfattelse nåede det danske demokrati sit højdepunkt i begyndelsen af det 20. århundrede efter kvindernes valgret i 1915. Siden er der nogle ting, som er gået galt. Demokratiet har lidt under lidt for mange bløde løsninger.

Hvad er egentlig problemet? En rapport fra tænketanken International Idea har for nylig slået fast, at en historisk stor del – 62,2 procent – af verdens befolkning lever i demokratier, og en svensk rapport fra Göteborgs Universitet har placeret Danmark på femtepladsen over verdens mest demokratiske lande efter Norge, Sverige, Estland og Schweiz.

Sådan nogle målinger og procenter afhænger jo altid af, hvad man lægger i begrebet demokrati. Jeg er da overbevist om, at hvis man spørger folk selv, siger de, at de lever i et demokrati. Det får mig til at tænke på det kommunistiske Østtyskland, som jo hed DDR – Den Tyske Demokratiske Republik. Der var også flere partier og flere afstemninger, end der er i Danmark i dag. Men for mig at se går det ikke godt for et demokrati, medmindre der er stort fokus på borgerrettigheder og god plads til uenighed.

Men vi har vel ikke østtyske tilstande i det nutidige danske demokrati?

Efter min opfattelse er meget gået galt efter Murens fald. Det skal ikke forstås sådan, at jeg er ked af, at 350 millioner østeuropæere fik meget bedre forhold. Men ud fra et dansk demokratisk synspunkt er det dårligt, at Østblokken som skræmmebillede forsvandt. Dengang slog politikere som Uffe Ellemann-Jensen (V) fast, at sådan noget med at overvåge sine borgere, det gjorde vi ikke i et demokrati.

Det er forhold som overvågning, lovgivning imod burkaer og for pligt til håndtryk, som du synes skader borgerrettighederne?

Ja, og mange andre forhold. For eksempel det øgede behov for at skrive kristendommen ind i public service-kontrakten med DR eller debatten om at forbyde omskæring. Jeg kan heller ikke umiddelbart se det demokratiske i at smide en mand i fængsel, fordi han har lavet et vhs-bånd med en hyldest til Osama bin Laden på.

Mange steder sniger der sig ting ind, som griber ind i den enkeltes frihed. Og ofte går befolkningen helt frivilligt med til indskrænkninger i individets rettigheder, fordi vi føler, at samfundets sikkerhed er vigtigere. Vi vil ikke indse, at det er en af priserne for at have et demokrati, at der kan komme terrorangreb.

Og så mener du, vi hellere skal leve med terrortruslen?

Jeg ved, det kan lyde arrogant, særligt i forhold til de konkrete ofre, for eksempel i terrorepisoden i 2015 ved kulturhuset Krudttønden ikke så langt fra, hvor jeg bor på Nørrebro i København. Men ja. Jeg er fuld af beundring over for den norske statsminister Jens Stoltenbergs reaktion på Utøya-angrebet: Et terrorangreb skal ikke få lov at ændre vores samfund. I København blev aggressionsniveauet efter Krudttønden kørt op til et niveau, så jeg nu, når jeg går på gaden, risikerer at blive visiteret uden forudgående advarsel.

Du skriver, at vi er gået fra folkestyre til partistyre. Hvad er der galt med partierne, når det trods alt stadig er befolkningen, der som vælgere sammensætter Folketinget?

Partierne giver os ikke et reelt valg. Jeg kan som vælger sætte mit kryds hvert fjerde år, men det er partierne, som har bestemt, hvem der skal så langt op på listen, at de kan blive valgt. De, der gør politisk karriere i dag, er dem, der er gode til parti-ting. For eksempel er man i dag totalt hysterisk med partidisciplin frem for, at den enkelte følger sin personlige samvittighed, som der ellers står i Grundloven, at man skal.

I stedet for de bedst egnede, får vi derfor valgt dem, som er parat til at skifte holdninger, at ofre deres egne venner og netværk. Og ikke mindst er det nødvendigt for karrieren at være inde i partiapparatet, derfor skal man for Guds skyld holde sig fra at komme ud i det almindelige arbejdsliv. Det er efter min mening ikke sådan, vi får valgt de bedste.

Hvorfor var netop tiden i 1910’erne og 1920’erne så demokratisk? Dengang var der også partier.

Jeg siger heller ikke, alt var perfekt dengang. Men der var med Estrups diktatur i slutningen af 1800-tallet i frisk erindring et stærkt fokus på borgerrettigheder. Og så var der politiske partier med vidt forskellige ideologier. Jeg skal love for, at der i 1920 var forskel på Venstre og Socialdemokratiet. Det var jo først i 1980’erne, socialdemokraterne slettede, at de ville nationalisere bankerne. Problemet siden 1990 har været, at partierne mente stort set det samme. Murens fald fik alle til at søge ind mod midten, bøje af og indgå kompromiser. Vi har brug for mere kamp og uenighed for at holde demokratiet levende.

Du hylder også 1968-oprøret. Ikke mindst for dets påvirkning af uddannelsessystemet, som du mener er gået tilbage siden 1990. Men netop omkring dét tidspunkt chokerede en OECD-rapport alle ved at vise, at danske børn klarede sig internationalt meget dårligt i læsning. Var årsagen ikke netop, at 1968-skolens fokus på bløde værdier og medbestemmelse havde kostet fagligheden?

Jeg mener, at 1968-oprøret fjernede en masse unødvendige barrierer og skabte nogle virkelig dygtige universitetsfolk og en bedre skole.

Og jeg mener, at udviklingen siden er gået i retning af at markedsgøre skolen frem for at danne eleverne til kompetente mennesker. Mit indtryk er, at børn i dag på nogle måder kan mere end før. De kender 20 forskellige analysemodeller, men de tror ikke, de må skrive deres egen selvstændige mening i en kronik.

Jeg er ikke uddannelsesforsker, men når rapporterne siger, elever er dårlige, spørger jeg: Dårlige til hvad? Havde vi fået Lego, A.P. Møller-Mærsk og Grundfos, hvis det eneste, eleverne var gode til, var at kopiere andres tænkning ligesom elever i Sydkorea?

Efter min opfattelse er demokratiet bedre tjent med et skolessystem, som uddanner gode borgere, end et, som producerer effektive medarbejdere.