Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Global debat

Pavens tavshed om cølibat skuffer reform-ivrige katolikker

Det skaber debat i medier i hele verden, at Pave Frans ignorerer et kontroversielt forslag om, at den katolske kirke skulle tillade gifte mænd at blive præster i øde områder som Amazonas i Sydamerika. Her ses Pave Frans til audiens i vatikanet. – Foto: Alessia Giuliani/SIPA/Ritzau Scanpix.

Progressive katolikker havde håbet på et paveligt opgør med cølibat-kravet, men pave Frans undgår emnet i længe ventet skrivelse. Der Spiegel kårer det katolske overhoved til ”dagens taber”, men paven har ikke lukket debatten, mener flere

Pave Frans har fået ry for at være en af de mest liberale ledere, den katolske kirke nogensinde har haft, og derfor har progressive katolikker verden over ventet spændt på, om paven ville åbne for et opgør med det århundreder gamle katolske krav om seksuel afholdenhed blandt præster.

Men de reformvenlige katolikker fik sig en slem skuffelse, da paven onsdag offentliggjorde en længe ventet skrivelse. Pavens skrivelse, ”Querida Amazonía” (Du kære Amazonas), kommer, efter at biskopperne fra Amazonas i Sydamerika sidste år anbefalede, at kirken på grund af præstemangel i nogle tilfælde bør tillade at sætte cølibat-kravet til side og præstevie gifte mænd.

Katolikker ventede, at paven ville tage stilling til det varme spørgsmål, men paven omtaler det slet ikke, men fokuserer i stedet på ødelæggelse af regnskoven og udnyttelse af urbefolkningen. Det vækker skuffelse, og nyhedsmagasinet Der Spiegel udråber i sit nyhedsbrev paven til ”dagens taber”. Spiegel havde håbet, at paven ville løsne cølibat-kravet en smule.

”Men Frans nævnte overhovedet ikke cølibat, men ignorerede det slet og ret. Så alt forbliver ved det gamle, det urgamle, det ururgamle. Man kunne også sige: ved det verdensfremmede. Derfor er Frans dagens taber,” skriver magasinet.

Hidtil har der stadig været håb blandt tyske katolikker om, at den argentinske jesuit var den længe ventede pave, der endelig ville høre deres krav om reformer i kirken, skriver Frankfurter Allgemeine Zeitung.

”Men hans nu offentliggjorte skrivelse (...) har igen gjort det klart, at der ligger en misforståelse bag alt dette: Trods al revolutionær retorik er Frans ikke villig til at gennemføre reformer,” skriver avisen.

Pavens afvisning er et bittert tilbageslag for den ”synodale vej”, et toårigt projekt, som den katolske kirke i Tyskland netop har indledt, og som skal reformere kirken og genvinde troværdighed efter offentliggørelsen af en rapport om massive overgreb begået af præster over mange årtier.

Britiske Chris McDonnell fra Bevægelsen for gifte præster siger også ifølge The Guardian, at pavens tavshed om emnet er en ”stor skuffelse”: ”Det vil være vand på traditionalisternes mølle.”

Det skønnes, at mindst 85 procent af landsbyerne i Amazonas ikke kan fejre ugentlig gudstjeneste på grund af præstemangel. Pavens tavshed er dog ikke nødvendigvis et endegyldigt nej til gifte præster. Det katolske overhoved var bekymret for, at mere presserende spørgsmål ville blive glemt, hvis et varmt emne som cølibat fik plads i hans skrivelse, mener religionsredaktør ved britiske BBC Martin Bashir.

”Som han skriver i det første kapitel i sit svar, ’Amazonas-regionen står over for en økologisk katastrofe’, og derfor har han valgt ikke at fokusere på det interne spørgsmål om cølibat, men den eksterne udfordring ved klimaændringer,” mener Martin Bashir.

Andre påpeger, at paven og den katolske kirke aldrig gennemfører reformer natten over. Biskop Robert Flock fra San Ignacio, et afsides bispedømme i den bolivianske del af Amazonas, påpeger over for BBC, at paven har udskudt emnet og ”sparket dåsen længere ned ad gaden”.

”Den katolske kirke bevæger sig kun langsomt på visse områder, og dette er et af dem, der kunne have skabt frygtelig splittelse i kirken,” siger han.

Endelig spiller det ind, at timingen for en markant stillingtagen er dårlig, påpeger katolicisme-ekspert John L. Allen i det katolske netmedie Crux. Debatten om cølibat tog til, efter at den 92-årige pave emeritus Benedikt XVI bidrog med et essay i en bog offentliggjort for nylig, hvori han forsvarede seksuel afholdenhed i stærke vendinger og sagde, ”jeg kan ikke forblive tavs”.

Pave Frans ”fornemmer nok, at en klar afgørelse nu uundgåeligt ville blive betragtet som enten en afvisning eller en indrømmelse til hans forgænger,” skriver John L. Allen.

Pave Frans klargjorde sidste år sin egen holdning til cølibat, skriver The Guardian:

”Personligt mener jeg, at cølibatet er en gave til kirken. Jeg vil sige, at jeg ikke er enig i at tillade valgfrit cølibat,” sagde han.

I den aktuelle debat har han også talt om en ”glidebane”, skriver The New York Times.

Den tyske kardinal Gerhard Ludwig Müller er stærkt kritisk over for at ville slække på kravet om seksuel afholdenhed:

”Præsternes cølibat er dybt forbundet med præstedømmets karakter. Præsten er ikke en religiøs funktionær, men repræsentant for Kristus og kirkens brudgom,” siger han til det katolske site Kath.net.