SOCIALDEMOKRATIETS udspil om en ny ret til tidlig pension har vakt megen debat de seneste uger. Det er helt fint. Det viser netop, at der er tydelige forskelle i dansk politik. Samtidig får vi nu omsider sat fokus på dem, som har knoklet mange år på arbejdsmarkedet og risikerer at blive nedslidte, før de når pensionsalderen.
Et foreløbigt lavpunkt i debatten når vi dog i Kristeligt Dagblad den 8. februar. Her beskylder en tidligere forsker, Tage Søndergaard Kristensen, vores forslag for at skabe et ”apartheidsystem”. Det er trist, at en person, der burde repræsentere sagligheden i debatten, forfalder til at trække apartheidkortet.
I det hele taget er Tage Søndergaard Kristensens udtalelser fyldt med misforståelser og fordrejninger om, hvad det egentlig er, Socialdemokratiet vil. Vores forslag handler om at skabe mere lighed og retfærdighed i vores pensionssystem.
I dag skal de grupper, der er kommet ud på arbejdsmarkedet i en tidlig alder, har haft de fysisk hårdeste job og har udsigt til færrest år på pension, også lægge flest år på arbejdsmarkedet. Det mener vi ikke er rimeligt.
Kristensen kalder det meningsløst at beregne retten til at gå på pension på baggrund af, hvor mange år man har været på arbejdsmarkedet. Men giver det mere mening at bede alle danskere om at arbejde, til de når en bestemt alder? En alder fastsat ud fra et gennemsnit, der intet siger om det arbejdsliv, den enkelte har haft? Eller hvor lang en pensionstilværelse den enkelte har udsigt til?
Kristensen mener også, at det er ”helt skævt at lade debatten om levealder indgå i debatten om pension”. Men levealderen er jo allerede i dag gjort til hele omdrejningspunktet for vores pensionssystem! Pensionsalderen hæves i fremtiden i takt med stigningen i den gennemsnitlige levealder.
Det er her, vi finder problemets kerne. Da man i sin tid lavede velfærdsaftalen, lovede de blå partier, at der stadig ville være efterløn til dem, der var startet tidligt på arbejdsmarkedet. Det løfte brød de i 2011 sammen med Radikale Venstre, da de aftalte de facto at afskaffe efterlønnen. Derfor står vi nu med et problem, der kræver en løsning.
I stedet for en ret til tidlig pension, taler Kristensen om en ”fleksibel pensionsalder baseret på den enkelte persons arbejdsevne”. Men det betyder jo reelt bare, at folk skal knokle, til de segner, og først må forlade arbejdsmarkedet, når kroppen har sagt fra.
Vi mener, at folk med et langt arbejdsliv skal have en rettighed til at trække sig tidligere tilbage. Uden at skulle igennem endeløse rækker af arbejdsprøvninger. Og gerne mens kroppen stadig er i nogenlunde form, så man kan nyde årene på pension.
Vi må vist også forstå på Kristensen, at problemet med nedslidning nok slet ikke er så stort. For folk kan jo bare blive omskolet til pedel eller gårdmand, siger han.
Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at give folk mulighed for at holde længere på arbejdsmarkedet. Men det er verdensfjernt at tro, at alle faglærte og ufaglærte bare kan omskoles til at blive pedeller. Og til syvende og sidst handler en mere retfærdig pensionsalder også om at lade folk slutte et langt arbejdsliv på en værdig måde, mens de stadig kan hygge sig med konen og lege med børnebørnene.
Alle er velkomne til at have holdninger til vores udspil. Men at drage raceadskillelsespolitikken fra apartheidstyret ind i debatten er useriøst, uværdigt og diskvalificerende for enhver debat.
Peter Hummelgaard er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet