Pia Kjærsgaard: Jo, jeg havde ret i sag om kriminelle araber-drenge

Jeg læste Preben Brock Jacobsens indlæg i Kristeligt Dagblad den 10. juli med en vis panderynken. Det er et yderst besynderligt indlæg, hvor jeg klandres for at mistænke kriminelle araberdrenge for at stå bag et angreb mod en studentervogn i Ålsgårde. Preben Brock Jacobsen glemmer dog at nævne, at jeg faktisk havde ret, og hans anklager mod mig dermed er forkerte.

Det viste sig nemlig, at en kriminalkommissær fra Nordsjællands Politi til at begynde med gav ufuldstændige oplysninger, og dermed fik offentligheden det indtryk, at der alene var tale om unge med danske navne. Det var dog ikke rigtigt.

At mine forudsigelser holdt stik, glæder mig ikke. Jeg peger ikke fingre for sjov, men kriminalitetsstatistikkerne taler desværre deres tydelige sprog, og det er ikke første gang, vi bliver præsenteret for historier om kriminelle araberdrenge, der angriber studentervogne, udrykningskøretøjer og lignende.

Det er sørgeligt, det erkender jeg, men jeg har lidt svært ved at se, hvordan Preben Brock Jacobsen får gjort mig til hovedskurk i den sag. Det burde være de ballademagere, der ødelagde en festlig dag for en flok glade studenter. Det har Preben Brock Jacobsen nok ikke modet til at indrømme, for det er meget lettere at være politisk korrekt end at se realiteterne i øjnene.

Indlægget er skrevet af Pia Kjærsgaard, medlem af Folketinget og udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.