Prøv avisen

Pia Kjærsgaard: Samlende institutioner som landsholdet og Nationalmuseet har valgt en vej, der splitter

Nationalmuseet dropper ordet "eskimo" i sin arktiske udstilling "Eskimoer og Grønland", da ordet "eskimo" af mange opfattes nedsættende. Landsholdet knæler i sympati for Black Lives Matter bevægelsen. Og det er altsammen uheldigt, mener Pia Kjærsgaard. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Pia Kjærsgaard

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Fjernelse af ordet "eskimo" og et landshold, der melder sig ind i en politisk betændt debat ved at knæle forud for en landskamp. Det er to centrale institutioner i det danske samfund, der står side om side med et absolut mindretalssynspunkt om et opgør med vores historie, kultur og tradition. Det er for nu at sige det mildt yderst uheldigt, Mener Pia Kjærsgaard

Der er blevet sagt og skrevet meget om Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, og hans beslutning om at fjerne ordet eskimo fra museets faste udstilling. Rane Willerslev har meget for sig. Hans idé om at lade Jim Lyngvild lægge billeder til en særudstilling om vikingetiden var for eksempel velgørende, også selvom nogle historikere fik kvababbelser over det. Men jeg er ved at have mine tvivl, om Willerslev i virkeligheden ikke er mere gøgler, end han er historiker.

Nationalmuseet har netop åbnet en udstilling om danskernes egne ting og fortællinger fra de seneste 100 år. Af en til udstillingen medfølgende videofilm fremgår det, at Rane Willerslev ikke er bekendt med terrorangrebet den 22. juli 1985 mod det amerikanske luftfartsselskab Northwest Orient Airlines og synagogen i Krystalgade. Det gør mig ærligt talt en smule utryg på Nationalmuseets vegne, at en begivenhed så fundamental for Danmarks historie ikke er registreret på Willerslevs radar. Men det medvirker unægtelig til at forklare, hvorfor Willerslev fik forvekslet en flok vrede Black Lives Matter-demonstranter med et folkekrav om at komme af med eskimoordet, selvom alle undersøgelser ellers viser, at et stort flertal af danskerne afskyr denne form for identitetspolitisk sanering af det danske sprog.

At selve udstillingen så ovenikøbet er kommet til at handle mere om 1960’erne og 1970’erne og seksuel løssluppenhed end om noget andet, gør ikke sagen bedre. Fred være med det, hvis man vil lave en udstilling om disse to årtier, men det indkapsler jo ikke Danmarks historie de seneste 100 år. Men inden for den identitetspolitiske ramme ser man det sikkert sådan.

På en grænsvær nogle få kilometer fra Nationalmuseet skete der noget andet epokegørende i den forgangne uge. Det danske fodboldlandshold valgte at melde sig ind i en politisk betændt debat ved at knæle forud for landskampen mod England. Knæleriet er blevet en integreret del af flere sportsbegivenheder i USA og Storbritannien i kølvandet på det opgør mod amerikansk og vestlig historie og kultur, der udspinder sig i disse måneder og er blevet et symbol på tilslutning til den radikale, venstreorienterede Black Lives Matter-organisations dagsorden.

Nu står vi der, hvor to centrale institutioner i det danske samfund, Nationalmuseet, der er vores fælles hukommelse, og fodboldlandsholdet, der er samlingspunkt for danskerne, står side om side med Bwalya Sørensen og et absolut mindretalssynspunkt om et fundamentalt opgør med vores historie, kultur og tradition. Det er – for nu at sige det mildt – yderst uheldigt.

Men det er fuldstændig i overensstemmelse med Black Lives Matter-bevægelsens mål, der netop handler om at bryde nationale fællesskaber ned og lade dem erstatte af partikulære interesser. Sortes interesser, hispanics’ interesser, muslimers interesser, seksuelle minoriteters interesser. Det er i virkeligheden en ny form for klassekamp. Den traditionelle klassekamp mellem arbejdere og udbyttere er bare erstattet af nye gruppekategorier.

Man skulle tro, at der ikke ville være nogen vej frem for den form for galskab i Danmark – og min klare påstand er også, at det er der heller ikke uden for snævert elitære kredse, hvor man kan diskutere, om man skal titulere studerende som han, hun eller hen. Men Black Lives Matter-bevægelsen satser på en revolution fra oven. Ved at trænge igennem til eliten satser man på, at revolutionen finder vej ned igennem systemet.

I begyndelsen var der måske nogen, der trak på skulderen over forbudte mexicaner-fester, men dagsordenen er efterhånden klar. Når Askepot pludselig skal være sort og ”Halløj på badehotellet” skal forsynes med advarsler om racestereotypt indhold, så er vi ude på en glidebane, hvor ting, som vi hidtil har betragtet som uproblematiske, pludselig bliver genstand for fordømmelse.

Dermed udfordres vores kultur, vores historier og vores traditioner. Og når de institutioner, som er sat i verden for at samle os, samtidig ikke kender deres besøgelsestid og holder fast ved deres samlende mission, så risikerer Black Lives Matter-bevægelsen at opnå sit mål, nemlig et atomiseret samfund, hvor vi ikke længere er fælles om at være danskere, men plejer hver sin lille dagsorden – og det bliver ikke et godt land at leve i.

Pia Kjærsgaard er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.

Black Lives Matter-bevægelsen opnår sit mål nemlig et atomiseret samfund, hvor vi ikke længere er fælles om at være danskere, men plejer hver vores lille dagsorden – og det bliver ikke et godt land at leve i.