Svein Sjøberg, i dit hjemland har Kristelig Folkepartis leder, Knut Arild Hareide, netop skabt debat ved at foreslå, at Norge melder sig ud af de internationale PISA-undersøgelser, som sammenligner skolepræstationer på tværs af lande. Mener du også, at Norge – og eventuelt også de andre skandinaviske lande – burde trække sig fra PISA?
Det er i hvert fald interessant, om PISA er et dårligt sted at være for de skandinaviske skoler. Jeg har hidtil tænkt, at det ikke var realistisk, at Norge alene skulle trække sig fra et forum, som alle OECD-lande og vores egen regering er dybt involveret i. Men med den måde, PISA fungerer på, den kendsgering, at folkene bag ikke tager kritik alvorligt, og at man nu går videre og også vil teste børnehavebørn og voksne, får mig til at tænke, at det vil være fornuftigt nu at sætte foden ned og sige nej.
Meningen med PISA-undersøgelserne er jo at sammenligne skoler og uddannelsessystemer internationalt for at måle, hvor gode de unge er til at møde fremtidens udfordringer. Er det ikke godt at kunne lære af, hvad der virker i de andre lande?
Jo, jeg er vældig stor tilhænger af at lære af andre lande og foretage internationale sammenligninger. Det sker for eksempel i de internationale matematik- og naturvidenskabsmålinger, der hedder TIMSS.
Her er det videnskabsfolk, der har designet undersøgelsen, og de er forsigtige med at drage alt for skarpe konklusioner eller give anbefalinger til lande. Men de kan bruges til at forstå, hvad der foregår i skolen. Fra TIMSS kan man for eksempel erfare, at norske skoleelever er bedre til at lære statistik end algebra. Da PISA kom, bragte det noget helt nyt ind. Det er en vældig normativ og rent ud sagt uvidenskabelig måde at måle skolepræstationer på.
PISA-undersøgelserne ranglister elever og lande efter præstationer i de tre hovedområder læsning, matematik og naturfag. Det er vel ikke kun OECD, der finder disse tre områder særligt vigtige?
Nej, men det paradoksale er, at spørgsmålene ikke er opdelt i disse fag, men baserer sig på, hvad der omtales som autentiske livssituationer. Det er bare ikke alle disse situationer, der er lige autentiske i alle lande. Jeg mener, at PISA i særlig grad er en læsetest, også inden for matematik og naturvidenskab. Men mest af alt er det en test af, hvor villige eleverne er til at svare på en masse uinteressante spørgsmål i en test, som ingen som helst relevans har for deres egen skolegang. Testen er anonym og eleverne får at vide, at resultatet aldrig bliver ført tilbage til dem selv, deres lærere eller deres skoler. Derfor er det måske mest af alt en måling af loyalitet og autoritetstro.
Hvis PISA er videnskabeligt mere tvivlsom end TIMSS, hvorfor er det så PISA-undersøgelser, der optager regeringer og medier så meget, at de siden de første resultater kom i 2001 har præget hele den skolepolitiske dagsorden?
Fordi OECD, som står bag, er styret og ejet af landenes regeringer og har status som en central økonomisk rådgiver. Når PISA-studierne bliver lanceret, ligger der et stort apparat bag. Deres rapporter er ikke forskningsrapporter, der er fagfællevurderet som videnskabeligt holdbare. De er skrevet i propagandaøjemed af embedsfolk i OECD-hovedkvarteret i Paris, henvender sig direkte til politikere og medier og stiller hellere konklusionerne skarpt op frem for at udvise videnskabelig forsigtighed.
Du citerer Helge Ole Bergesen, statssekretær i det norske undervisningsministerium, for, at PISA i 2001 ændrede debatklimaet i Norge ”pludseligt, radikalt og uigenkaldeligt”, fordi ”manglende færdigheder og middelmådige resultater ikke længere var løse påstande fremsat af Høyre-folk (det norske konservative parti, red.) i valgkampsammenhæng”. Var modviljen mod PISA ikke udtryk for, at andre ikke ville erkende, at de skandinaviske skoler ikke var så gode, som de selv troede?
Jeg mener, at der var en politisk, neoliberalistisk interesse i, at skoleresultaterne i udgangspunktet skulle være dårlige, så det kunne bane vejen for de reformer, man ønskede. Norge, Sverige og Danmark lå ikke i toppen, men omkring OECD-gennemsnittet. Det blev politisk udlagt, som om vi var tabere.
Det førte så igen til en række tiltag, som ikke havde meget med PISA-resultaterne at gøre. Flere test, mere frit skolevalg og mere markedsorientering af skolen. Det er tankevækkende, at det nordiske land, som fra starten lå højt på PISA-listen, Finland, ikke har foretaget nogen af de tiltag, som de andre lande efterfølgende har indført.
Har du et bud på en forklaring på, hvorfor Finland klarede sig så godt i PISA?
Det er påfaldende, at når et land har klaret sig godt i PISA, er skolefolk fra andre lande valfartet dertil for at få opskriften på en god skole. Men der er ikke meget fælles, som kendetegner Finland, Korea, Singapore, Shanghai i Kina og Ontario i Canada. Landene gør vidt forskellige ting, så det stiller den enkelte regering fri til at skabe sin egen fortælling om, hvad PISA egentlig viser.
Den finske skole minder på nogle måder om den skole, vi havde i Norge og Danmark frem til 1960’erne. Finland er et land, der har været præget af høj arbejdsløshed, og der er i skolen stærkt fokus på arbejdsomhed og autoritetstro. Lærerne har en femårig universitetsuddannelse, det er landets mest populære uddannelse, og lærergerningen har en høj status i samfundet.
Men kunne det ikke tænkes, at hvis de andre nordiske lande har problemer med for eksempel læsefærdigheder, skyldes det netop, at man siden 1960’erne er kommet for langt bort fra den arbejdsomhed og lærerautoritet, der er i Finland?
Det er muligt. På den anden side er der dels intet, der tyder på, at Finland rent økonomisk klarer sig bedre end de andre nordiske lande. Dels må man sige, at hvis der er noget, PISA-undersøgelserne er blevet brugt til, er det lige netop at slå benene væk under skolens og lærernes autoritet. Det har været yderst skadeligt for respekten for skolen, at medier i mange lande har kunnet bruge PISA til på et videnskabeligt tvivlsomt grundlag at fortælle historier om, at de skandinaviske skoler ikke er gode nok.