Nedskæringer på børneområdet rammer anbragte børn langt hårdere end andre. Anbragte børns problematikker kræver meget mere tid, tålmodighed og ro end ikke-anbragte børns problematikker.
Plejefamilierne hører børnene, kerer sig om dem og har råbt op for dem i årevis.
Jeg arbejder som plejemor og følger med i medierne lige for tiden, hvor ”Barnets lov” drøftes.
Jeg er overbevist om, at plejefamiliernes manglende sikkerhed og rettigheder er årsag til flere sammenbrud end både De Anbragtes Vilkår, Socialpædagogernes Landsforening, socialrådgiverne og udenforstående er klar over. Vi plejefamilier bør høres meget mere i debatten, fordi vi modtager cirka 60 procent af børnene.
Når børnene betror sig til os, forsøger vi at være deres stemme. Men da vi har tavshedspligt og ikke er parter i sagerne, bliver vi ikke hørt. I stedet stilles vi i miskredit for at tjene penge på at varetage et barn 24/7 og 365 dage om året.
Offentligheden tænker måske: ”Hvor svært kan det dog være? Handler det ikke bare om at åbne sit hjem og passe et barn? Skal man nu også have penge for det?”.
Jeg talte med en lokalpolitiker forleden. På et tidspunkt sagde han: ”Jamen, Dorthe, det er jeg jo slet ikke i stand til at vurdere, rent fagligt.” Og det er ofte under drøftelser som disse, at jeg er blevet klogere på, hvad der står i vejen for, at vi forstår hinanden.
Når en lokalpolitiker siger, at hans faglige kompetencer ikke rækker til at forstå, hvad jeg siger, så forstår jeg ham godt. Og derfor skal kommunerne også vægte og sikre fagligheden omkring børnene, så der bliver taget de rette beslutninger. Men er kommunerne klar over, hvilken faglighed der skal til? Hvem stiller de kritiske spørgsmål? Hvem hører børnene her?
Vi plejefamilier opfostrer hjemløse, misbrugere og selvmordstruede mennesker, der gang på gang skal samles op af samfundet og koster os alle sammen en formue. Og samtidig bruger kommunerne flere og flere plejefamilier.
Så, kære politiker! Du bør i det mindste forholde dig!
Der er helt klart, at der er brodne kar i alle fag. Vi har hørt om grumme sager i plejefamilier. Dem er jeg sikker på, at vi for år tilbage fik luget kraftigt ud i gennem tilsyn og generel opmærksomhed på området. Og til dem, som påtænker branchen med økonomisk gevinst for øje, kan jeg oplyse, at det er absolut ikke værd at satse på.
Men hvad må en plejefamilie egentlig tjene? Skal vi ikke tilbydes forhold, der som minimum vil sikre os retten til højeste dagpengesats? Og bør vi ikke ligestilles med andre med hensyn til pension? Plejefamilier er mennesker, der åbner deres hjem for at varetage en kommunal opgave, ofte fordi de synes, de har overskud og rummelighed til det. De varetager opgaven at vise barnet en vej i livet trods de svigt, traumer og tab, der har ført til anbringelsen.
Til opgaven hører også et stort og respektfuldt arbejde med barnets familie, der står såret tilbage med savn og traumer.
Sidst, men ikke mindst, er kunsten at forbinde os alle til en værdifuld del af vores samfund. Vejen kan være lang og nogle gange strække sig langt ind i voksenlivet. Jeg tror, at plejefamilier håber på at skabe bånd for livet. For vi gør det med hjertet, og vi hører børnene.
Det kræver i sagens natur at familie, venner og det øvrige samfund også er indstillet på at bakke op om opgaven, ellers bliver det svært. Og det er svært!
Det er et kæmpe paradoks, når vi har ansvar for menneskeskæbner, der af systemet bliver behandlet som et kommunalt problem, der ikke er værd at bruge tid og penge på. Samtidig profilerer kommunerne sig flere steder på deres børnepolitik. Men hvilket værdisæt mener kommunerne, at vi plejefamilier skal give de udsatte børn?
At man gerne må bedrage, hvis bare det ikke umiddelbart kan gennemskues, eller at man skal opføre sig over for andre, som man gerne selv vil behandles?
Det er alment kendt, at de plejefamilier, som har kæmpet og modsat sig systemet på grund af bekymringer for de anbragte, pludselig får anklager fra sagsbehandler, tilsynet eller andet og ender med at blive sagt op eller bryde sammen.
Vi plejefamilier er dybt afhængige af kommunens ordentlighed, og vi er præcis lige så sårbare som de børn, vi får anbragt. Vores arbejdsredskab er relation og kærlighed, og vi kan ikke tåle at være i fare for at blive sagt op, hvis vi ikke makker ret i de kommunale processer.
Men faktum er, at nedskæringer i plejefamiliers honorering skaber stor modstand. For jo mindre honorering, vi får for opgaverne, desto mindre støttebehov ser kommunerne i børnene. På den måde ender vi med at stå med opgaver, der kræver det dobbelte af plejefamilien, men koster kommunen en tredjedel. Børnene ender som taberne uden medvind og støtte af deres behov.
I min optik bør plejefamilierne ikke skulle stå med hatten i hånden. Kommunen bør stille barnet en hær af faglighed til rådighed.
Min holdning er: Tjek plejefamilier grundigt, før de godkendes. Giv dem en ordentlig fast takst. Før tilsyn, som kan komme uanmeldt dag og nat, og lad os alle opføre os ordentligt.
Så jeg er helt sikker på, at vi har en viden og masser af kærlige hjem, der står klar til at åbne dørene for de børn, der har behov. Må kærligheden sejre, og økonomien bære, så vi alle kan sige: Vi hører børnene.
Dorthe Mortensen er plejemor.