Prøv avisen

Polen vil være kristent fyrtårn for Europa - men dobbeltmoral og overgreb står i vejen

Den polske film ”Kler” om den romersk-katolske kirke er blevet set af hver 10. polak og har skabt stor debat om dobbeltmoral og kirkens forsøg på at bagatellisere eller skjule overgreb. Her ses køen foran en biograf i Polens hovedstad, Warszawa, inden visning af filmen. – Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix

Ewa Siekierski

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det kan godt være, at regering og kirke har en ambition om at cementere Polens position som et kristent fyrtårn for Europa, men det er ikke nok at sige det. Man skal også kunne overbevise omverdenen om det, skriver Ewa Siekierski

FILMEN ”KLER” har trukket overskrifter i Polen, fordi den berører penible emner som dobbeltmoral, overgreb mod børn og kirkens forsøg på at bagatellisere eller skjule overgreb. Det er ikke problemer, der er forbeholdt kirken i Polen. Afsløringer gennem de seneste 10-15 år har vist, at problemerne er lige så globale som den romersk-katolske kirke.

Hvorfor interessere sig for ”Kler”, hvor titlen bedst kan oversættes med ”Gejstlig” i en lettere nedsættende tone?

Fordi filmen er et sindbillede på vores store nabo i øst, som vi på godt og ondt er bundet sammen med i EU. Landet er siden 2015 blevet ledet af en nationalkonservativ regering, der det ene øjeblik vil stå som et kristent fyrtårn for et verdsliggjort Vesteuropa, og det andet øjeblik ikke vil et forpligtende fællesskab med respekt for demokratiske værdier og fælles løsning af flygtningekrisen.

Kirken har officielt taget afstand fra regeringens flygtningefjendske holdninger, men er i mange andre spørgsmål regeringens allierede, for eksempel når det kommer til abortmodstand eller at krone Jesus Kristus som Polens konge. Kirke og regering kæmper side om side om at bevare traditionelle værdier i det polske samfund herunder opfattelsen af køn som en biologisk størrelse og familien som samfundets byggesten, og kritik af kirken opfattes som et angreb på regeringens ideologiske projekt. Når filmen ”Kler” handler om den romersk-katolske kirke i Polen, handler den derfor lige så meget om Polens nuværende magtelite.

I ”KLER” FØLGER VI tre polske præster midt i livet. Den ene er en vodkatrængende landsbypræst med husholderske og elskerinde i én og samme model. Landsbylivet er ensomt, og hvad er der egentligt galt i at elske ét af sine sognebørn mere end de andre, som præsten selv siger. Landsbypræsten holder sig ikke tilbage for at opkræve ågerpriser for diverse kirkelige tjenester fra de i forvejen forarmede sognebørn, og synderegistret tæller muligvis også en påkørsel i påvirket tilstand og med døden til følge.

Den anden præst er en på overfladen sober sognepræst med egen kirke i udkanten af den gamle kongeby Krakow. Sognepræsten underviser på den lokale skole. Han spiller fodbold med drengene, og drengene går til hånde i kirken. Spørgsmålet er, om sognepræsten viser lidt for meget interesse for særligt én omsorgssvigtet dreng, der senere findes voldtaget i kirkens sakristi.

Den tredje præst har hang til dyre biler, og mens han venter på en ledig stilling i Vatikanet, fungerer han som betroet medarbejder hos Krakows ærkebiskop. Præsten står med ansvaret for opførelsen af ærkebiskoppens prestigeprojekt, nemlig et nyt kirkecentrum, og han skyr ingen midler. Hvis han ikke havde været præst, havde mafiaboss været et passende alternativ.

De tre præsters skæbner er kædet sammen af en mystisk brand, hvor vores luksuspræst redder de to andre, og alle tre mødes hvert år for at fejre den mirakuløse redning.

Bagtæppet for de tre præsteskæbner er det lokale bispedømme med en magtfuld ærkebiskop i spidsen, og ærkebiskoppen skuffer ikke, hvad angår dobbeltmoral og opfindsomme studehandler med politikere og tvivlsomme erhvervsfolk. Blandt andet slår ærkebiskoppen en handel af med fremtrædende politikere om et totalforbud mod abort.

Som bekendt forsøgte den national-konservative regering at få gennemført en stramning af abortlovgivningen sidste år, men måtte opgive på grund af massiv folkelig modstand. Polen har i forvejen abortforbud, men tillader abort i få tilfælde.

Den romersk-katolske kirke i Polen bliver tilskrevet en ikke ubetydelig rolle i jerntæppets fald. Man siger, at Johannes Paul II’s besøg i Polen i 1979 var med til at mobilisere den folkelige modstand mod det kommunistiske regime. En modstand, der sidenhen manifesterede sig i fagbevægelsen Solidaritet. Kirkerne var stedet, hvor man mødtes, og kirken var en væsentlig aktør i fordelingen af udenlandske donationer til det polske folk.

Instruktør Wojciech Smarzowski sætter spørgsmålstegn ved alliancen mellem kirke og politik i dag. Tjener alliancen fortsat folket? Ser man filmen, er man ikke i tvivl om svaret. I dag er det ikke frihed, der bliver prædiket i mange kirker. Det er indskrænkethed, senest illustreret af, at flere præster har fordømt ”Kler” fra prædikestolen. Smarzowskis film er blevet et levende eksempel på netop det, filmen problematiserer.

Kirkens parløb med den nationalkonservative regering har også den utilsigtede sideeffekt, at dele af den polske befolkning ikke føler sig hjemme i kirken. I stedet for at samle befolkningen er kirken i dag med til at splitte befolkningen. Og det er i mine øjne en tragisk udvikling for en kirke, der kalder sig universel.

JO LÆNGERE FILMEN SKRIDER FREM, desto mere sætter instruktør Wojciech Smarzowski spotlight på præsters overgreb på børn og kirkens håndtering af overgrebene. Det viser sig gradvist, at to ud af vores tre præsteskæbner selv er ofre for overgreb begået i det katolske miljø, og at én af dem fortsætter udåden som overgrebsmand. Her må man håbe, at filmen rammer skævt og benytter sig af overdrivelsen som velkendt kunstgreb.

For der findes ingen samlet opgørelse over overgreb på børn begået i regi af den romersk-katolske kirke i Polen. Helt frem til september i år har kirken ikke udvist stor entusiasme omkring at få afdækket omfanget. Og det på trods af at flere og flere er stået frem som ofre de seneste 10 år.

Allerede i 2013 dannedes græsrodsforeningen Nie lekajcie sie – Vær ikke bange – der foruden at hjælpe ofrene også arbejder på at kortlægge omfanget af overgreb. Ifølge polske Newsweek havde foreningen pr. 16. september 2018 kendskab til 62 dokumenterede overgreb og modtaget omkring 300 henvendelser om mulige overgreb mod børn. Ifølge foreningen er det kun toppen af isbjerget. Med de seneste afsløringer af omfanget af overgreb i Tyskland og USA vil jeg mene, at det ikke virker usandsynligt.

Ifølge en pressemeddelelse fra den polske bispekonferens den 26. september 2018 vil kirken nu indsamle oplysninger om omfanget af overgreb. Hvordan det skal foregå, er ikke meldt ud, men der er ingen tvivl om, at kirkens troværdighed – i hvert fald for oppositionen og andre kritiske stemmer – afhænger af flere forhold. Et forhold er, om kirken i lighed med andre lande vil engagere uvildig hjælp til at gennemføre undersøgelsen – det var for eksempel tilfældet i Danmark. Et andet forhold er, om man kun vil kortlægge de overgreb, der er kendte, for eksempel fordi de allerede er anmeldt til politiet, eller om man vil udforske eventuelle mørketal.

Når undersøgelsen engang foreligger, aktualiseres et tredje forhold, der allerede er blevet debatteret hedt, nemlig hvem der skal betale erstatning til ofrene. Indtil videre har kirken i Polen afvist ethvert erstatningsansvar.

Det kan godt være, at regering og kirke har en ambition om at cementere Polens position som et kristent fyrtårn for Europa, men det er ikke nok at sige det. Man skal også kunne overbevise omverdenen om det. Og så længe regering og kirke handler på en måde, der for de fleste af os ikke rimer på god kristen moral, bliver det svært for Polen at overbevise resten af Europa.

Ewa Siekierski er katolik, sociolog og andengenerationsindvandrer fra Polen.