Prøv avisen
Debat

Politidrab er symbol på en strukturel racisme, som eksisterer alle steder, også i Danmark. Det berører alle os, der er minoriteter

Foto: Darnella Frazier/AFP/Ritzau Scanpix

Jacob Frellesvig, journaliststuderende

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Sprog normaliserer og opretholder den strukturelle racisme i Danmark. Når man taler grimt om minoriteter eller konstant gør grin med dem, så fremmedgør og nedværdiger dem - fordi måden vi taler på har en effekt på, hvordan vi tænker, også selvom det ”bare er for sjov”, skriver journaliststuderende i debatindlæg

George Floyds uværdige død vidner om et ulige samfund, hvor race og etnicitet stadig spiller en afgørende rolle for ens kår i livet. Selvom USA på mange punkter er usammenlignelig med Danmark, så hersker der også strukturel racisme i Danmark.

I den seneste uge har verden været vidne til borgerkrigslignende tilstande i USA, hvor vrede demonstranter er gået på gaden for at vise solidaritet med den afdøde afroamerikanske George Floyd, som blev kvalt ihjel af amerikanske politibetjente.

En voldsom og ubehagelig hændelse, som viste en ekstrem mængde af magtmisbrug udøvet af fire politimænd mod en enkelt sort mand. Samtidig eksemplificerer det den strukturelle racisme, som mange afroamerikanere oplever i USA.

Med andre ord er det forståeligt, at drabet på George Floyd har vakt harme i det amerikanske såvel som det internationale samfund. Hermed ikke sagt, at den massive vold, vi ser i USA, er konstruktiv eller godartet.

Selvom USA er en af Danmarks tætteste allierede, så er den nuværende situation hos stormagten over Atlanterhavet usammenlignelig med danske tilstande.

Det betyder dog ikke, at spørgsmålet om racisme i dagens Danmark er irrelevant. Hvis man ser statistisk på det, tegner der sig et klart billede af strukturel racisme i Danmark. I en undersøgelse af diskrimination af drengebørn på baggrund af deres navn, kunne Trygfondens Børnecenter ved Aarhus Universitet i marts 2019 konkludere, at danske folkeskolelærere – utilsigtet såvel som tilsigtet – diskriminerer børn med mellemøstlige navne. Kort sagt, så vil de fleste folkeskolelærere vælge en Anders frem for en Ali i klassen.

Mellemfolkeligt Samvirke beretter om, hvordan 80 procent af alle praktikvejledere på erhvervsskoler oplever, at virksomheder lægger negativ vægt på elevers etnicitet inden ansættelse. Det er også veldokumenteret, at en fyr ved navn Mohammed, som har præcis samme kompetencer som danske Mattias, skal skrive 52 procent flere jobansøgninger for at få et job.

Hvis man ser bort fra statistikkerne, så lever hverdagsracismen også i bedste velgående i Danmark. Tilbage i efteråret gav jeg – halvt dansk, halvt asiat – fredeligt min kæreste et kys i Kødbyen i København. Et sted, som ellers anses som en højborg for mangfoldighed. Her gik to hvide fyre forbi os og råbte, at vi ville få ”nogle klamme blandingsbørn”. Da min kæreste konfronterede dem, var det jo ”bare for sjov”, sagde de grinende. Vi forstod aldrig helt det sjove.

Den strukturelle racisme er ikke tydelig her i Danmark, som den er andre steder. Og lad mig gøre det klart, at jeg ikke mener, at den almene dansker er racist. Det er der heldigvis kun et lille fåtal i Danmark, der er. Samtidig mener jeg også, at man skal kunne stille sig politisk kritisk i en den meget omdiskuterede indvandrerdebat.

Dette indlæg er heller ikke skrevet med henblik på at fjerne fokus fra BlackLivesMatter eller George Floyd, for det er denne gruppe af mennesker, der historisk set har oplevet mest racisme. Det er nærmere skrevet for at gøre opmærksom på, at den strukturelle racisme findes i Danmark, og at der hersker en diskurs og kultur i Danmark, som legitimerer og normaliserer fremmedgørelse af ikke-etniske danskere. Det er noget, som mange danskere uanende bidrager til gennem et bestemt sprog og ”vi-joker-jo-bare”-kulturen.

Og det berør alle os, der er minoriteter i det danske samfund.

De fleste danskere kan nok nikke genkendende til at have hørt nogen spørge en af grønlandsk afstamning, om han skal have grønlænderbrunch (en guldøl) til morgenmad, eller høre en fra afdelingen omtale ens kollega Amir som kioskejeren. Eller joke med, at ham den sorte fra fodboldholdet jo nok kan løbe hurtigt. Eller at asiaten fra klassen nok er god til matematik. Sjov og spas. Egentlig ikke.

I går så jeg en person på Instagram, som havde lavet en sang om Asien, som var en tydelig latterliggørelse af Asien og asiatisk kultur, hvor ordene ”ching chong” indgik i omkvædet. Senere lagde han et billede af en sort skærm op for at vise solidaritet med George Floyd.

Paradokset og hykleriet var totalt. Man vil gerne kæmpe afroamerikanernes sag, men kan ikke se, at man selv bidrager til en legitimering af hverdagsracisme mod andre minoriteter. En solidaritet mod racisme bør gøre sig gældende for alle minoriteter, der oplever racisme.

Det er netop sprog og ageren som ovenstående, der er med til at normalisere og legitimere en fremmedgørelse af minoriteter i Danmark. Og det skaber strukturel racisme i vores samfund. Fordi ord har magt. Måden, vi taler om ting på, har en effekt på, hvordan vi tænker. Hvis man gør grin med minoriteter eller taler grimt om dem, så fremmedgør og nedværdiger man dem.

Og det er det, der skaber strukturerne. Det kan godt være, at der ikke åbenlyst er forskel på, om du hedder Ali eller Anders. Eller om din hud er mørk eller lys. Men underliggende er der en stor forskel på, hvordan du behandles og tales til i dette samfund, alt efter hvordan du ser ud. Og det er der desværre mange, der uanende bidrager til at opretholde.

Der bør skabes en ny normal. En kulturændring omkring, hvordan vi taler sammen. Denne ændring skal tilsigte, at det ikke er okay at joke med sin kollega fra Thailand – bare fordi han er fra Thailand. Fordi de mennesker, der gør det, er oftest ikke onde racister. Men de tror, at det er okay at tale sådan, fordi det er normalen – fordi ”at det må man jo godt”, da det jo bare er sjov og spas. Dét er med til at opretholde fremmedgørelsen. Og det er netop pointen med dette indlæg. Den nye normal bør skabes af alle, der er bevidste om den strukturelle racisme i Danmark, men stadig ikke er med til at ændre den måde og de diskurser, der fastholder fremmedgørelsen af minoriteter i det danske samfund.

Hvis man mindsker fremmedgørelsen og styrker inklusionen af minoriteter, tror jeg, at det kan føre til, at Mohammed bliver bedømt på lige fod med Mattias, næste gang han søger et job. Eller det kan være, at jeg kan gå til frisøren i denne coronatid uden først at blive spurgt, om jeg er kineser, ”fordi så vil jeg smide dig ud”, som min (nu forhenværende) frisør sagde.

George Floyd har påbegyndt en global bevægelse, som også har spredt sig til Danmark. Jeg er glad for, at så mange mennesker viser solidaritet med det afroamerikanske samfund og ønsker retfærdig og lighed. Denne solidaritet mod racisme, håber jeg, er en holdning, som alle kan tilskrive sig uanset partipolitisk farve. Men jeg håber også, at denne solidaritet går videre end blot det afroamerikanske samfund. Som Floyd-bevægelsen siger: Sig fra over for racisme, og ændr den måde, du taler, agerer og tænker på. Det håber jeg, at alle dem, der støtter Floyd, vil gøre, uagtet hvem de gør det for. Ellers ser vi aldrig en ændring.

Samtidig bør man huske, at hvis man virkelig ønsker at skabe lighed og retfærdighed i samfundet, skal der nok mere til end en sort skærm på din Instagram med hastagget BlackOutTuesday – men det er da en start.

Jacob Frellesvig er journaliststuderende.