I DEN TILSTUNDENDE valgkamp har både regeringen og Socialdemokratiet præsenteret udspil omkring udsatte børnefamilier, og det er positivt. Regeringens begrunder det med, at de første 1000 dage i et barns liv er meget afgørende for dets udvikling. Og det kan der ikke være tvivl om. Der er for eksempel videnskabeligt belæg for, at der kan være en forskel på op til to år i børns sproglige kompetencer i treårsalderen, og at denne forskel forplanter sig helt op til 6. klasse.
Spørgsmålet er jo så, om flere pædagoger i institutionerne kan bryde en sådan negativ social arv. Det gælder uden tvivl de tre- til seksårige, som er indeholdt i de undersøgelser, regeringen har lagt til grund. Men formaliseret læring slår ikke an på samme måde for de mindste børn, der lærer gennem leg og gennem deres tilknytning til stabile, kærlige forældre. Som regeringen også erkender i sit oplæg: ”Forskningen viser, at familien er mest betydningsfuld i forhold til at støtte et barns udvikling, tilknytning og trivsel.”
Den har derfor også lagt vægt på at inddrage pædagoger og sundhedsplejen i at støtte og vejlede forældrene omkring de mindste børn, både i og uden for hjemmet. Men hvorfor ikke gå videre og give forældre reel valgfrihed mellem vuggestuen og selv at tage sig af omsorgen af de mindste derhjemme? Det ville imødekomme forældrenes behov for fleksibilitet i børnepasningen i en ofte travl og stresset hverdag. Og det ville være godt for børnene at få en tryg og rolig start på livet. Tilskud til forældre, der vælger at passe deres småbørn hjemme et års tid efter barslen, er indført i godt en tredjedel af kommunerne, men dette tilbud burde indføres på landsplan og gælde op til treårsalderen.
Problemet er, at hvis politikerne skal vælge mellem hensynet til børnene og hensynet til at få flere kvinder ud på arbejdsmarkedet, så vælger de det sidste. Det fremgår også af kravet om øremærket barsel til fædrene, der vel at mærke skal fratrækkes den samlede barsel, hvis den ikke holdes. Det vil kun være rimeligt, hvis mødre kunne optjene pension under hele barslen. Det er også kun positivt, hvis flere fædre vil melde sig til at passe babyer hjemme.
Men mænd kan nu engang ikke amme, og der er soleklar evidens for brystmælkens store betydning for de mindste, både med hensyn til ernæring, immunfaktorer, tilknytning og sågar indvirkning på intelligensen.
Måske har Kristendemokraterne den bedste børnepolitik, men de har så bare ingen mandater til at forsvare den. SF har lanceret ret til langt flere sygedage for børnefamilier og ligger her på linje med Radikale Venstre, så her er en oplagt gevinst for stressede familier. Socialdemokraterne har i deres udspil vovet pelsen og krævet, at flere børn skal anbringes tidligere. Det skal nok få kritik, men det er faktisk, hvad tvangsadopterede børn giver udtryk for, at de havde ønsket, hvis de selv havde kunnet bestemme.
Børn og unge er mere udsatte i dag end tidligere. Psykiske og sociale problemer tårner sig op. Politikere prøver sig frem med sociale programmer og gode forslag. Måske vi bør lytte til de 236 europæiske forskere, der på deres konference i Bruxelles her i september påpegede, at samfundets stadige fokus på økonomisk vækst og bnp er til skade for planeten. At økonomisk politik bør evalueres i forhold til dens påvirkning af menneskers trivsel – og ikke mindst børnenes.
Niels Arbøl er lektor og folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland.