Videnskab og politik, ideologi og moral støder jævnligt mod hinanden. Indimellem bliver det mere højlydt og ophedet, som det sker for tiden. Folketingsmedlemmerne Morten Messerschmidt (DF) og Henrik Dahl (LA) bekymrer sig blandt andet om, hvorvidt der på universiteterne inden for humaniora og i samfundsvidenskaberne foregår forskning, der er teoretisk ensporet og aktivistisk. De mener, at dele af den universitetsforskning, der vedrører etnicitet, køn og kultur, er problematisk og venstredrejet.
Forholdet mellem videnskab og politik vil altid være til diskussion og er – eller burde være – fast del af pensum på alle videregående uddannelser. Videnskab indgår næsten overalt i politiske beslutninger. Landets overlæger, uvildige epidemiologer, forskere og eksperter kommenterer, vurderer, formaner og giver gode råd til så vel borgere som politikere om covid-19.
Ser vi videre ud i samfundet, finder man en skarp adskillelse mellem politik og videnskab, stribevis af ekspertråd og institutioner har til opgave at overvåge, evaluere og rådgive offentlige og politiske myndigheder – klimaråd, økonomisk råd, kommissioner og så videre. Der er også lang tradition for, at forskere med udspring i deres faglige ekspertise engagerer sig i det civile samfunds organisationer og bevægelser, for eksempel miljøorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Læger uden Grænser, menneskerettighedsorganisationer med videre. Universiteterne skal ifølge loven ”tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.
Grundforskning kan være politisk kontroversiel. Darwin havde store moralske og religiøse problemer, da han skrev sit hovedværk om arternes oprindelse. Han følte, at det var som at tilstå et mord, skrev han i et brev til en ven. Han deltog ikke i den voldsomme politiske debat, der fulgte efter offentliggørelsen.
Ophav til et af de mørkere kapitler i den proces var Francis Galton, Darwins halvfætter: eugenikken, racehygiejnen, som fra slutningen af 1800-tallet vandt betydelig udbredelse i en del lande, herunder de skandinaviske. Eugenikken var en aktivistisk videnskabelig strømning. Idéerne skulle føres ud i praksis. I Danmark var et af resultaterne socialdemokraten K.K. Steinckes love om tvangssterilisation af ”undermålerne” fra slutningen af 1920’erne og frem, grundigt dokumenteret og analyseret af historikeren Lene Koch. Lovene blev først ophævet i 1967.
Niels Bohr og J. Robert Oppenheimer var begge dybt politisk engagerede i at begrænse atomvåbenspredningen. Berømt er Bohrs åbne brev til FN’s Generalforsamling i 1950, hvor han appellerer til en åben verden med fri udveksling af viden. Når man involverer sig i politiske spørgsmål, vil der altid være politiske modstandere, der vil forsøge at begrænse ens ytringsfrihed og politiske indflydelse, alene fordi de er uenige.
J. Robert Oppenheimer blev udsat for forfølgelse i mccarthyismens USA og beskyldt for at have kommunistiske sympatier. Men både Niels Bohr og J. Robert Oppenheimer fortsatte for at skabe en forståelse for nedrustningens nødvendighed.
Det tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm skrev i sine erindringer om den store tolerance, han mødte som ung videnskabsmand, da han arbejdede som kernefysiker på Niels Bohr Institutet. Nogle år tidligere havde han været medstifter af SF. Men Niels Bohr Institutet, som på det tidspunkt blev ledet af Aage Bohr, var kendetegnet af åbenhed. Midt i den kolde krig blev skabt et enestående frugtbart forskningsmiljø, hvor forskere fra hele verden forskede og udvekslede erfaringer.
Forskningen kan være drevet af videnskabsfolkenes politiske ønsker om at forebygge uønskede tilstande. Anden forskning er blot båret af en nørdet nysgerrighed, uden at politikere og andre kan få øje på nytteværdien. Politik kan således være et vigtigt drivende motiv for nogle forskere, men om det er gavnligt eller skadeligt for forskningens kvalitet, er et helt åbent spørgsmål.
En forskningsaktivitets lødighed skal ikke vurderes ud fra løsrevne sætninger, tidlige arbejdsnotater til en workshop, endsige udtalelser for eksempel i en politisk diskussion. Den gængse –men også meget besværlige – måde at vurdere forskningsaktiviteter på er at vurdere arbejdet ud fra de offentliggjorte videnskabelige artikler. I tidsskriftsredaktionerne vurderes arbejdets metode, dokumentation, og man sammenligner med tidligere erfaringer på området. Der foregår en omfattende kritisk vurdering, hvor fejlkilderne analyseres. Fagfællebedømmelsen er et vigtigt element ud af flere, hvor kvaliteten vurderes. Nye teoriers lødighed vurderes ud fra deres evner til at kunne forklare og forstå det, som tidligere undersøgelser ikke har kunnet forklare.
Vi har begge arbejdet med samfundsvidenskabelig forskning i mange årtier og har tilsammen erfaring både med selv at udføre forskning, teoretisk og empirisk, og med at vurdere forskning over et bredt felt. Der kan inden for alle områder være forskelle på kvalitet, og der kan forekomme vildskud, som så skal korrigeres gennem almindelig kollegial kritik.
Det skal hele tiden overvåges, og vi skal også være parate til at redegøre for og stå til regnskab for resultaterne over for omverdenen. Der er sket en kolossal udvikling i den henseende, alene i den tid vi har været aktive. Men det skal ske på en saglig og åben måde. Der er også udviklet udførlige regelsæt for god videnskabelig praksis, for god forskningskommunikation og om samarbejde mellem forskning og eksterne aktører. Hvis de ikke bliver overholdt, skal det påtales og rettes op. Det vil være gavnligt, hvis også politikere satte sig ind i disse regelsæt.
Indtil videre må vi konkludere, at de politikere, der farer frem, mangler dokumentation fra den publicerede forskning på humaniora og fra samfundsvidenskaberne.
Politikerne har statsmagten i ryggen, forskerne er næsten forsvarsløse. Der er forskere på især minoritets- og indvandrerområderne, der vælger at forlade området, at gå uden om kontroversielle emner og at kommunikere i fora, som danske politikere har svært ved at finde.
Politik er ofte et slagsmål om, hvad der er sandheden, men politikerne tager fejl, hvis de tror, at forskerne på universiteterne bruger de samme metoder til at finde ud af, hvad sandheden er.
Politik kan være mobning af enkeltpersoner, hvor der sker en udhængning af politiske modstandere som led i en politisk kamp om vælgertilslutning. Men dette er ikke en farbar vej til at opnå videnskabelig erkendelse og en større indsigt.
Et vigtigt element i vores demokrati er vores måde at håndtere modsætningen mellem videnskab og politik. Forskning kan give politikerne effektive redskaber, men hvad sker der, når forskerne blander sig i den politiske samtale?
Det var derfor interessant at opleve de to videnskabsmænd Søren Brostrøms og Kåre Mølbaks optræden i pressekonferencer midt i orkanens øje i marts 2020. Søren Brostrøm og Kåre Mølbak vakte både forvirring og tryghed. Vi er vant til, at når offentlige personer begår fejl, så søger de at bortforklare fejlen eller sprede et tågeslør. Her var to personer, som up front indrømmede, når de tog fejl – og de fremkom med forbehold og udstillede deres usikkerhed. Nogle gange gentog de ligefrem, at deres tidligere opfattelser af pandemien havde vist sig at være ufuldstændige. Denne usædvanlige adfærd gjorde os andre trygge, og det øgede faktisk vores forståelse af pandemien, hver gang der kom en ny erkendelse, der ændrede vores tidligere forestillinger. Samvittighedsfuldhed, ordentlighed og omhyggelighed er befordrende for den videnskabelige tilgang til at få en sikrere erkendelse af forskningens mulige anvendelse.
Mogens Nygaard Christoffersen er seniorforsker emeritus, og Heine Andersen er professor emeritus.