Oppositionen: Hvorfor accepterer det borgerlige bagland Støjbergs skandalesager?

Skandalerne fra Inger Støjbergs ministerium i den såkaldte Paposhvili-sag pibler forsat frem. Ministeren har forsømt sit arbejde og udsat sine medarbejdere for et politisk pres, mener en række folketingspolitikere, heriblandt Holger K. Nielsen (SF) og Astrid Krag (S)

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har endnu en gang været i samråd om ministeriets ulovlige udvisning af dødssyge udlændinge. Til trods for usammenhængende forklaringer støtter det borgerlige bagland fortsat op om ministerens lemfældige embedsførelse. Hvorfor egentlig? spørger en samlet opposition i debatindlæg. –
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har endnu en gang været i samråd om ministeriets ulovlige udvisning af dødssyge udlændinge. Til trods for usammenhængende forklaringer støtter det borgerlige bagland fortsat op om ministerens lemfældige embedsførelse. Hvorfor egentlig? spørger en samlet opposition i debatindlæg. – . Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

ÅRET VAR knap skudt i gang, før vi i Folketinget blev præsenteret for endnu en skandalesag fra Inger Støjbergs (V) udlændingeministerium. Man havde syltet en principiel menneskerettighedsdom – den såkaldte Paposhvili-dom – i næsten et år. Konsekvensen var ganske alvorlig: Dødssyge mennesker havde fået forkert sagsbehandling. Nogen var endda allerede sendt ud af landet.

Forleden havde Folketinget kaldt ministeren ind til det tredje samråd i sagen. Men heller ikke her blev vi klogere på, hvad der konkret er foregået i ministeriet, som har medført den systematiske fejlbehandling. Nu står vi næsten på toårsdagen for dommens afsigelse, og nye oplysninger kommer stadig dryppende fra medierne. Det ville være at foretrække, hvis ministeren fra start selv havde redegjort tydeligt for forløbet. Alligevel fastholder Støjberg at forklare negligeringen af den principielle dom alene med, at ministeriet havde for travlt. Det, til trods for at flere og flere oplysninger står i direkte modstrid med ministerens forklaring.

Ministeren fastholder, at det først var i december 2017, at man i ministeriet kom i tvivl om, hvorvidt man havde fortolket dommen forkert. Men samtidig har ministeren forklaret, at man fra foråret 2017 lagde nogle af sagerne til side i en ventebunke, fordi man ikke var færdig med at afklare dommens betydning. En manglende afklaring, der i efteråret også beskrives i et svar til Folketinget.

Hvorfor begynder man at opdele sager i bunker, hvor de ligger i månedsvis, før man officielt kommer i tvivl om dommens fortolkning? Hvordan kan man svare Folketinget, at dommen fortsat er under overvejelse, hvis man samtidig tror, at man fortolker den rigtigt?

På trods af beklagelser og lovning på bod og bedring mangler de fleste af de syge mennesker stadig at få den afklaring, de har krav på. Det hører endda med til historien, at Justitsministeriet måtte på banen, før Støjbergs ministerium nåede frem til den rette fortolkning af dommen i december. Til trods for at den ikke var mere kompliceret, end at vores nordiske nabolande, ganske kort tid efter dommen var afsagt, havde forholdt sig til den.

Og de usammenhængende forklaringer stopper ikke her: Senest har et svar fra Justitsministeriet afsløret, at Udlændingeministeriet skrev om dommen i en tekst omkring Danmarks internationale forpligtelser, som Udenrigsministeriet efterfølgende sendte til FN’s Torturkomité. Det var i marts 2017. Altså en måned før man, ifølge ministeren, overhovedet kiggede på dommen i ministeriet.

Hvordan kan man levere et bidrag, hvor man sætter dommen ind i en juridisk kontekst, uden at man har læst og forstået det, man skriver og henviser til?

Ministerens forklaring hænger slet ikke sammen. Og det er ikke første gang, at vi ser sager på udlændingeområdet, hvor ministerens forklaringer stritter, eller hun ligefrem ændrer sin forklaring undervejs.

Der tegner sig efterhånden et foruroligende mønster, hvor oplysningerne skal trækkes ud af ministeren som visdomstænder hos tandlægen. Det er ganske enkelt uden respekt for folkestyrets principper.

Nu står vi tilbage med to mulige forklaringer: Enten er embedsværket udueligt, eller også har ministeren forsømt sit ansvar og udsat sine medarbejdere for et politisk pres. Vi har svært ved at tro på, at landets embedsmænd ikke skulle være i stand til at udføre deres arbejde ordentligt. Det har de trods alt formået at gøre i årtier. Det vækker derfor bekymring for, at vi står over for et politisk problem, som skaber en række af dårlige sager.

Mest bekymrende er dog, at det borgerlige bagland med en lang perlerække af tidligere ministre på tilskuerpladserne sidder i stiltiende accept af udlændingeministerens forvaltningsretlige fejl. Det er ganske enkelt ikke et oplyst demokrati værdigt. Der synes langt til de gældende gamle normer om, at ansvaret først og sidst er ministerens.

Carolina Magdalene Maier (Alternativet), Andreas Steenberg (Radikale Venstre), Søren Søndergaard (Enhedslisten), Holger K. Nielsen (SF) og Astrid Krag (Socialdemokratiet).