Politikerne er tavse med, hvordan de vil hjælpe forfulgte kristne. Det vidner om en ligegyldighed, som skal påtales

Det er et faktum, at islam er en af hovedårsagerne til, at en kvart milliard kristne forfølges verden over. Det er vi nødt til at kunne tale højt om uden at blive beskyldt for at føre korstog mod islam

SELVFØLGELIG SKAL regeringen officielt anerkende, at kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden dag – og ikke nøjes med at tale generelt om forfølgelse af religiøse mindretal, som beskrevet i artikler i Kristeligt Dagblad inden jul. At regeringen vægrer sig ved dette, kan kun undre.

Den resolution, som kommer til afstemning i Folketinget senere, er så indlysende og selvfølgelig, at jeg på ingen måde kan følge danske politikeres tøven og væven omkring, at problemet skal anskues i et bredt religiøst og ikke et specifikt kristent perspektiv.

Ifølge det britiske udenrigsministerium er fire ud af fem religiøst forfulgte kristne. Det kalder i dén grad på særskilt opmærksomhed – uden at det betyder, at vi skal negligere hverken yazidier, rohingyaer eller jøder. Vi har selvfølgelig et generelt ansvar for verdens forfulgte, men at politikerne er tavse med, hvordan de vil hjælpe forfulgte kristne, vidner om en ligegyldighed, som skal påtales. Havde det drejet sig om en anden gruppe end kristne, ville politikerne stå på nakken af hinanden for at fordømme det, og den foreslåede resolu tion ville blive stemt enstemmigt igennem – og formentlig også være markant skarpere i opfordringerne til regeringen.

Resolutionen nævner muslimske lande som særlige problemområder for kristne. Det er at kalde en spade for en spade. For det er et faktum, at islam er en af hovedårsagerne til, at en kvart milliard kristne forfølges verden over.

Det er vi nødt til at kunne tale højt om uden at blive beskyldt for at føre korstog mod islam. Vi må ikke tie for at undgå muslimbashing, eller hvad der nu kan være grunden til, at muslimers forfølgelse af kristne står som en elefant i grupperum efter grupperum på Christiansborg. Det er et fatalt svigt af millioner af kristne, som dagligt hindres i at leve, tro, tænke og tale, som de vil.

I muslimske lande er det i høj grad også lokalsamfundet og familien, som sætter de kristne under et voldsomt pres. I land efter land, hvor vi har tætte kontakter til de kristne, lyder meldingen, at kristne, som er konverteret fra islam, er særligt udsatte for forfølgelse. Flere steder er det ved lov forbudt at konvertere fra islam til en anden tro.

Samme mønster ser vi i Indien, hvor angreb fra en rasende folkemængde på kirker eller kristne jævnligt finder sted. Antikonverteringslove er også udbredte i verdens største demokrati, hvor foreløbig ni delstater har dem. Det regerende parti, BJP, er hindunationalistisk – hvis man er inder, er man også hindu – og det går hårdt ud over mange af landets omkring 65 millioner kristne. Derfor ligger landet nu i topti over steder i verden, hvor det er vanskeligt at være kristen. Også her er nyomvendte kristne særligt udsatte.

I kommunistiske lande som Kina, Laos og Nordkorea er det primært styret, som undertrykker de kristne. Sidstnævnte har de seneste 18 år været det værste land at være kristen i, og det anslås, at omkring 50.000 kristne er anbragt i landets kz-lignende arbejdslejre.

Kære Folketing. Situationen for de kristne er så alvorlig, at det er nødvendigt med handling nu. Gør vi ikke det, bliver det kun værre – og vi kan risikere at falde i ligegyldighedens grøft. Som holocaust-overleveren Elie Wiesel siger:

”For den person, som viser ligegyldighed, betyder hans næste intet. Ligegyldighed reducerer den anden til en abstraktion. Det gør ligegyldigheden til vores fjendes bedste ven.”

René Ottesen er generalsekretær i Åbne Døre, Danmark.