At håndtryk handler om ligeværd, er opfundet til lejligheden

Kravet om, at nye statsborgere skal give hånd til den lokale borgmester – også på tværs af kønsforskel – er udtryk for en sammenrodning af de centrale begreber statsborgerskab, værdi og håndtryk, skriver Svend Andersen

At håndtryk handler om ligeværd, er opfundet til lejligheden
Foto: Matthias G. Ziegler/Iris/Ritzau Scanpix.

NÅR VOKSNE danskere mødes i formelle eller festlige sammenhænge, giver de tit hinanden hånden med bemærkningen ”Pænt goddag!”. Det sker med et skævt smil og en ironisk tone. De hentyder til formaningen af børn og antyder, at vi som voksne jo egentlig ikke har brug for at give hånd.

Det er for mig et typisk udtryk for en udbredt dansk omgangsform og -tone: den ironiske distance.

I Tyskland er det for eksempel helt anderledes. Her er det decideret uhøfligt, hvis man ikke hilser med håndtryk.

Men nu er det danske håndtryk pludselig blevet omdefineret: fra overflødig formalitet til noget så fornemt som en af de ”danske værdier”. Hvis man ikke giver hånd, er man derfor ikke en del af det danske.

Følgelig bør man heller ikke kunne få dansk statsborgerskab, for dette indebærer, at man vælger ”det danske”. Og gør man det, skal man sige ja til ”hele pakken”, som minister Inger Støjberg (V) bedyrer.

Hvor langt skal vi ud i vrøvlet i den offentlige debat?

Kravet om, at nye statsborgere skal give hånd til den lokale borgmester – også på tværs af kønsforskel – er udtryk for en sammenrodning af de centrale begreber statsborgerskab, værdi og håndtryk.

At besidde statsborgerskab betyder at have de rettigheder og forpligtelser, som lovgivningen i den pågældende stat tilsiger. Man er selvsagt primært beskyttet af og forpligtet på Grundloven, men den ”pakke”, man køber, er hele landets retsorden. Strengt taget har statsborgerskab ikke noget med nationalitet at gøre. Det ved vi danske sydslesvigere. Vi er statsborgere i Forbundsrepublikken Tyskland. Men af nationalitet er vi danske. Og hvis man har dobbelt statsborgerskab, kan man selvsagt ikke have dobbelt national identitet.

I denne sammenhæng er rettigheder og forpligtelser retlige begreber. Der må herske klarhed over, hvilke rettigheder og pligter en borger har. Sådan må det i hvert fald være i en retsstat. Værdier har derimod ikke den samme klarhed som retlige regler og principper. Værdier opstår af vurderinger, og de er dybest set subjektive.

Der kan godt findes kollektive værdier, men de er altid vilkårlige og i hvert fald foranderlige.

Som eksempel på en ”dansk værdi” nævnes ligestilling mellem kønnene (nu går vi ud fra, at der kun findes to). Interessant nok indgår denne ligestilling ikke som rettighed eller diskriminationsforbud i Grundloven. Og der er ingen enighed blandt danskere om, nøjagtigt hvad ligestilling indebærer. Den er som alle værdier diffus.

At håndtrykket nu skal være betingelse for opnåelse af dansk statsborgerskab, gør forplumringen total. Nogle danskere betragter det som en værdi at give hånd. Men ikke alle deler denne subjektive vurdering. Og at håndtryk skulle være udtryk for respekt og anerkendelse af ligeværd, er opfundet til lejligheden.

Sandheden er jo, at mange danskere føler sig provokeret over muslimer, der ikke ønsker at give hånd til personer af det modsatte køn. Det er en irrationel reaktion – et ressentiment – der ikke bygger på viden om adfærdens mening. Det er en reaktion, der faktisk strider mod en særdeles dansk værdi, nemlig oplysning! Og når politikere omsætter denne irrationelle reaktion til lovgivning, praktiserer de karikaturen af ansvarlig politik: populisme.

Som vore tyske medborgere ville sige: ”Donald Trump lässt grüssen!”

Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.