Skal man sammenligne EU med et lyskryds i myldretiden, ville nogle nok sige, at der var sket et kæmpe uheld – som den megen snak om unionens nært forestående sammenbrud kan give indtryk af. Andre ville måske sige, at bilisterne kører i to modsatte retninger på samme bane – som forestillingen om, at europæerne er delt i globalister og nationalister kan give indtryk af. Men hvis det pædagogiske eksempel skal svare nogenlunde til virkeligheden, er det mere korrekt at sige, at samtlige lyssignaler er gået ud, og at biler, fodgængere og cyklister bevæger sig i et virvar af retninger. Det giver ganske vist nogle bump og buler undervejs. Men indtil videre er der ikke nogen, der har mistet livet. Det er den analogi, den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev, kendt som en af Europas førende tænkere, finder mest rammende, når han skal beskrive tilstanden på kontinentet to uger inden valget til Europa-Parlamentet.
”Hør her. EU, som vi kender det, vil ikke fortsætte, men derudover ved vi meget lidt om unionens fremtid. Uforudsigeligheden bliver især tydelig, hvis vi ser på, hvordan Brexit har udviklet sig. Vi står over for et vigtigt europa-parlamentsvalg, men det er ikke det skæbnevalg, der vil brække EU midt over, sådan som nogle får det til at lyde. EU er ikke på vej i to retninger, EU er på vej i mange retninger,” siger han og peger som det første på fire udbredte antagelser, som efter hans mening er myter.
For det første er Europa slet ikke så polariseret, som det ofte fremstilles i offentligheden. Alle ønsker forandring, men ønskerne går i mange forskellige retninger, så der er snarere tale om et ekstremt broget billede, der ikke lader sig passe ind i kategorier som øst-vest eller globalisme-nationalisme.
”For nogle år siden talte man om, at Central- og Østeuropa permanent havde bevæget sig mod højre, men nu har Slovakiet valgt en præsident, som er en af regionens allermest liberale,” pointerer Ivan Krastev med henvisning til valget i marts af den 45-årige Zuzana Caputova, Slovakiets første kvindelige præsident, fra det liberale Progressive Slovakia.
For det andet fordeler europæerne sig ikke i dem, der bakker op om nationalstaten, og dem, der bakker op om EU. Det er en kunstig opdeling, som især liberale iagttagere har udbredt:
”Der er store grupper, for eksempel i Frankrig, som mener, at hverken nationalstaten eller EU fungerer. Og der er dem, der mener, at begge klarer sig ganske godt.”
For det tredje vil de højrenationale euroskeptiske partiers tilstedeværelse i parlamentet ikke vokse så dramatisk, som mange giver indtryk af. Selvom partierne står til et godt valg, er de allerede stærkt repræsenteret i det nuværende parlament, og det har ikke betydet enden på det europæiske projekt, betoner han. Populisterne ønsker ikke at forlade EU.
Og for det fjerde er valget ikke en folkeafstemning om Europas flygtninge- og udlændingepolitik, sådan som højrenationale partier har forsøgt at gøre det til. Flygtningekrisen fylder stadig meget i debatten, men befolkningen i en række syd- og østeuropæiske lande er mere bange for udvandring end for indvandring, viste en omfattende undersøgelse for nylig.
”Jeg siger alt det her, fordi valget vil forme vores fortælling om Europa. Det utænkelige kan meget hurtigt blive til virkelighed, og det kan godt være, at EU på et tidspunkt går i opløsning,” siger den bulgarske intellektuelle, der som studerende i Sofia i 1989 oplevede, at det kommunistiske regime kollapsede fra den ene dag til den anden.
”Men EU hænger stadig sammen. Historien om EU’s fremtid er ikke skrevet endnu,” siger han.
Mange af de seneste års begivenheder, der har rystet Europa – flygtninge- og migrantkrisen, Brexit, valget af USA’s præsident Donald Trump og fremkomsten af højrepopulisme – har dog været med til at tydeliggøre problemer i EU, som har potentialet til at rive det europæiske fællesskab fra hinanden.
Ivan Krastev peger især på flygtningekrisen, som han kalder for Europas 9/11 – med henvisning til terrorangrebet på World Trade Center i 2001. Flygtningekrisen skabte fundamentale forandringer og ”kan ikke forklares alene med tilstrømningen af flygtninge eller arbejdssøgende migranter. Den er, blandt mange andre ting, også en migration af argumenter, følelser, politiske identiteter og stemmer”, skriver han i bogen ”Efter Europa” fra 2017.
”Terrorangrebet i USA handlede ikke om antallet af ofre, det var en tragedie, men ikke den største, verden har set. Men den fik den amerikanske befolkning og regering til at betragte verden med andre øjne, og det så også ud til, at angrebet distraherede landet fra at fokusere på andre problemer,” siger Ivan Krastev, der taler i en lind strøm, som om han tænker højt, mens han folder sine argumenter ud.
”Det vigtige ved flygtningekrisen i Europa var, at offentligheden generelt blev opmærksom på problemer og tendenser, som allerede var der; især mindskelsen af Europas betydning i global økonomi og global politik. Asien og især Kina er begyndt at spille den rolle, Europa tidligere spillede. For 10 år siden var EU et laboratorium for den kommende verden. Vi var overbevist om, at andre lande ville følge vores model, give afkald på suverænitet og militær magt og fokusere på blød magt. Der herskede en postnational stemning. Men den europæiske model, som vi troede var universel, viste sig at være en undtagelse, og selv i Europa førte krisen til ’illiberale demokratier’,” siger han med henvisning til et begreb, som har vundet udbredelse, siden den ungarske premierminister, Viktor Orbán, i 2014 i en tale slog fast, at ”et demokrati ikke nødvendigvis behøver at være liberalt”, og at hans parti var i gang med ”at opbygge en illiberal stat i Ungarn”.
”Flygtningekrisen satte gang i demografiske forestillinger blandt europæere, som hænger sammen med den erkendelse, at vi er en undtagelse i verden, og at mange gerne vil til Europa og have del i vores velstand. Det, der optager mange europæere er, hvordan vores samfund kommer til at se ud, hvis Europa bliver befolket af andre. Kan Europa forblive det samme med andre mennesker? Det har ført til en enorm forandring i europæisk mentalitet. Før var vi lang mere fokuseret på minoriteter, men krisen udløste en tendens til at fokusere på flertallets rettigheder,” siger Ivan Krastev.
Flygtningespørgsmålet har også været med til at genoplive opdelingen mellem Øst- og Vesteuropa – hvis den da nogensinde har været væk, understreger Ivan Krastev. I det politiske liv ses det tydeligst i Visegrad-landene – Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiets – modstand mod en fælles flygtningepolitik i EU, som især Tysklands regering har været fortaler for. Den østeuropæiske fjendtlighed mod flygtninge mødes med forargelse i den vesteuropæiske offentlighed, men den burde ikke komme som en overraskelse, mener Ivan Krastev.
”Det er vigtigt at pointere, at der er stor forskel på de øst- og centraleuropæiske lande. Ungarn er for eksempel langt mere venligt stemt over for Rusland end Polen, og den polske befolkning er et af de mest proeuropæiske, selvom man har valgt en højrenational regering,” siger han.
Men man kan alligevel pege på nogle fællestræk, som forklarer den aktuelle fremmedgørelse mellem de østeuropæiske og de vesteuropæiske lande. I begyndelsen af 1900-tallet var Vesteuropa meget homogent, mens de øst- og centraleuropæiske lande, der opstod som følge af de europæiske kejserrigers undergang, var etniske og kulturelle kludetæpper. Polen var for eksempel før Anden Verdenskrig et multietnisk og multireligiøst samfund, hvor mere end en tredjedel af befolkningen var tysk, jødisk eller ukrainsk. I dag er Polen et af verdens mest homogene samfund med en etnisk polsk befolkning på 98 procent. En tilbagevenden til etnisk diversitet er for mange polakker – og østeuropæere i øvrigt – en tilbagevenden til de problematiske tilstande i mellemkrigsårene, argumenterer Ivan Krastev.
68-oprøret havde også et meget forskelligt fokus i Øst og Vest, påpeger han.
”I Vesten handlede det om individets rettigheder og minoriteter og opgør med kolonialismen, mens det i Øst handlede om retten til national suverænitet – tag bare Prag-foråret, hvor tjekkerne gjorde oprør mod Sovjetunionen. Det betyder, at de konservative bevægelser i Øst i dag er helt igennem konservative, mens konservative i Europa for eksempel tager rettigheder til bøsser og lesbiske for givet,” påpeger han.
Men måske lige så vigtig som den lange historie er erfaringerne med den postkommunistiske overgang for de nuværende spændinger.
”Mange østeuropæere følte sig forrådt i deres håb om, at medlemskab af EU ville sætte gang i velstanden og gøre en ende på deres økonomiske kriser, da de blev stillet over for at skulle tage imod flygtninge,” siger han.
Krisen blev et redskab for euroskeptikere som Brexit-tilhængerne og ungarske Viktor Orbán til at appellere til vælgere, der føler, at globaliseringen har gjort dem til ”andenklasses borgere”. En følelse, som er særligt udbredt i lande, der undergik store forandringer efter kommunismens sammenbrud.
”De undrer sig over, hvordan man kan forvente, at de skal udvise spontan humanitær solidaritet, når de i forvejen befinder sig i en økonomisk og usikker situation,” siger han.
For Murens fald og kommunismens kollaps betød, at den lysende fremtid, som ventede de forventningsfulde unge generationer, var lige på den anden side af grænsen til for eksempel Tyskland, og udvandringen har siden været et af Øst- og Centraleuropas største problemer. I de seneste 25 år har 10 procent af bulgarerne forladt landet for at bo og arbejde i udlandet.
”Udvandring og affolkning fører til økonomisk krise, fordi der ikke er kvalificeret arbejdskraft på arbejdsmarkedet. Politisk krise, fordi de unge mennesker, som ønsker forandringer, også er dem, der forlader landet. Det er i øvrigt den bedste gave, man kan give en korrupt regering – ’se, de gider alligevel ikke være her’. Det har også stor psykologisk betydning, selv hvis man klarer sig godt, at venner og bekendte taler om at forlade landet,” siger han.
For mange østeuropæere betyder migranternes ankomst i denne sammenhæng deres egen forsvinden fra historien, og det populære argument om, at et aldrende Europa har brug for migranter, øger kun en voksende følelse af ”eksistentiel melankoli”.
”Det vestlige Europa bliver nødt til at forstå, at affolkning er et reelt problem, som har kulturelle, sociale, økonomiske og identitetsmæssige konsekvenser,” betoner han.
Er opbakningen til de højrepopulistiske og højrenationale partier så udtryk for, at partierne faktisk giver frustrerede vælgere det, de efterlyser?
”Partierne kommer med de rigtige spørgsmål, men de forkerte svar. De formår at udtrykke følelser og synspunkter og en angst, som var fraværende i traditionel politik. Mens de traditionelle partier har en tendens til at hævde, at nationale kriser hænger sammen med markedet og globale problemer, kommer populisterne og siger, jo, de nationale regeringer kan faktisk gøre noget. At bruge politik til at løse problemer gjorde dem attraktive. Men jeg tvivler på, at de har løsninger, der virker.”
Hvad er den største fordom over for de populistiske partiers vælgere?
”Der er en tendens, som jeg finder foruroligende. Studier viser, at jo mere uddannet en person er, des mere tolerant er vedkommende i forhold til religiøs og etnisk forskellighed, men des mindre i forhold til politiske forskelle. Det er sandt om de liberale dele af de europæiske samfund. Det er blevet legitimt at forkaste de populistiske partier ved at kriminalisere og marginalisere deres vælgere. Nogle er fremmedfjendske og racister, men langtfra alle. Den liberale elite har et arrogance-problem.”
Vreden fra de frustrerede vælgere bliver især vendt mod EU-eliten, personificeret af de hårdtarbejdende, kompetente embedsmænd i Bruxelles, der hverken er specielt rige eller korrupte, men som samtidig ved meget lidt om de samfund, de tjener. Spørgsmålet er, om den tillidskrise kan overvindes?
”Hvis man vil opnå folkets tillid, må man før eller siden gøre det klart, at man er fælles om Europas krise – at man er i samme båd. Vi kan spore en vis forandring i måden, man i EU taler på. Den arrogance, som har præget EU-politikere, er ikke så tydelig mere. Samtidig tror jeg, at folk er begyndt at forstå, at de har brug for nogen, der kan drive politik, og som ikke nødvendigvis er ligesom dem. Populistiske partier har nemt kunnet kritisere den politiske elite, men når de selv har fået regeringsmagt, er de vågnet op til en anden, langt sværere virkelighed. I polske lokalvalg har vælgerne gjort oprør mod det regerende PiS-parti, og det samme sker andre steder.”
Europæerne fordeler sig ikke i dem, der bakker op om nationalstaten, og dem, der bakker op om EU. Det er en kunstig opdeling, som især liberale iagttagere har udbredt.