Poul Joachim Stender: Udstillingen af Flemming Pless er usmagelig

Flemming Pless’ forbrydelse er tilsyneladende hans virilitet. Men behøver han at blive udstillet i offentligheden af den grund af fem kvinder, hvis motiver for udleveringen af ham, vi dybest set ikke kender?

"Mit ærinde er ikke at holde hånden over Flemming Pless. Men hans sag er et eksempel på vores krænkelsestid," skriver Poul Joachim Stender (tv.).
"Mit ærinde er ikke at holde hånden over Flemming Pless. Men hans sag er et eksempel på vores krænkelsestid," skriver Poul Joachim Stender (tv.). . Foto: Leif Tuxen og Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Hvor er det usmageligt, den måde Flemming Pless bliver udstillet på. Jeg kender ham ikke personligt. Men jeg er sikker på, at præsterne ikke vil række ham en beskyttende hånd eller bede en bøn for ham. Præster er hinanden værst. Vi burde, når vi har konvent, have et badge på vores tøj, hvor der står: Har du husket at rose din kollega.

En voldtægtsforbryder er sikret anonymitet. Han får sin straf og efter at have sonet den, kan han vende tilbage til samfundet. Men hvis en mand i dag har krænket en kvinde, skal han først henrettes i den offentlige domstol. Her skal han angre, undskylde og meget gerne græde. Allerbedst er det, hvis han lover at gå i terapi.

Det så vi med den tidligere radikale leder Morten Østergaard, den tidligere overborgmester Frank Jensen, den tidligere tv-vært Jes Dorph-Petersen og den nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod. Men dermed er straffen ikke overstået. Næste skridt er en fyringsseddel.

Hvis Flemming Pless har overtrådt sin tavshedspligt, er det en alvorlig sag. Vi præster kan tillade os meget. Men tavshedspligten er et must. Hvis Flemming Pless har sjusket i sin embedsførelse og, som så mange andre kendte præster, har været mere optaget af forkynde sig selv frem for Kristus, bør biskoppen uden tøven skride til handling.

Flemming Pless’ forbrydelse er tilsyneladende hans virilitet, hans dristighed til at løbe chancer med kvinder, hans lyst til kvindekønnet. Men behøver han at blive udstillet i offentligheden af den grund af fem kvinder, hvis motiver for udleveringen af ham, vi dybest set ikke kender?

Mit ærinde er ikke at holde hånden over Flemming Pless. Men hans sag er et eksempel på vores krænkelsestid. Og det er den på tre måder. For det første opfatter vi os mere og mere som ofre i stedet for at ofre os for hinanden. Derfor angiver vi hinanden mere end nogensinde før. For det andet accepterer vi ikke, at der kommer beskidt udslip ud af vores medmennesker. Vi bilder os ind, at mennesker er som elbiler.

Men mennesker forurener, fejler og dummer sig, fordi vi er syndere, og en af mulighederne for at kunne leve med hinandens fejl er tilgivelsen. Og for det tredje har vi i tiden en latterlig tendens til at fokusere på de små krænkelser og ikke de store.

Vi bruger avisernes spalteplads til en mand, der lægger en hånd på et kvindelår eller uopfordret kysser en kvinde eller bliver vred over, at en kvinde i hans seng fylder for meget. Men manden, der voldtager, bliver kun nævnt anonymt i en kort notits og slipper på grund af en slap lovgivning alt for let for sin alvorlige forbrydelse. Det forårsager, at kvinder i dag fortsat føler sig utrygge, når de går alene på en gade en mørk aften.

Er tiden ikke inde til at give de store og livstruende krænkelser mere spalteplads og lade de små krænkelser blive en notits?

Hør mere om sagen i det seneste afsnit af Kristeligt Dagblads nyhedspodcast "Tro Om".

Poul Joachim Stender, sognepræst i Kirke Saaby