Sognepræst: Problemet med venstreorienterede præster er, at de tror, at alt er politik

I lyset af domprovst Anders Gadegaards opfordring til præsterne, som han mener bør deltage mere i den offentlige debat, skriver sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Kirke, at "Jesus kom ikke for at bede præsterne ved templet i Jerusalem slå hårdere ned på mord, klimaødelæggelse, skattesvig, shaming, tyveri, rygning og landsforræderi"

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Domprovst Anders Gadegaard hævder i avisen den 8. november, at en god prædiken skal være politisk, men det er ikke sandt. En god prædiken handler ikke om politik. For kirken er et samlingssted for dem, der har et problem, som ligger før ideologi og politik, nemlig synden. Derfor kan man sidde på kirkebænken med mennesker, man er fuldstændig uenige med politisk og alligevel have en fælles forståelseshorisont.

Problemet med Gadegaard og andre venstreorienterede præster er, at de tror, at alt er politik og dermed også, at synd er emne for det politiske. Derfor vil de have et kirkeligt folketing, en synode, så kirken kan være med til at rense synden ud og skabe et bedre samfund.

I dag indebærer det åbenbart åbne grænser, LGBT+ agenda, grøn klimapolitik og andre mærkesager, som man finder i den venstre sfære af det politiske.

En god prædiken handler derimod om syndernes forladelse, frelse og det evige liv. Den gode prædiken bekræfter vores dåbspagt. Politiske typer som Gadegaard har ikke forstået det første og sidste af begrebet synd, lige så lidt som farisæerne, der kunne kaste toracitater i hovedet på Jesus dagen lang om nødvendigt.

Det handlede for dem om, at de var aktivister for troen, at de så sig selv som manden med pisken, der renser tempelpladsen for syndighed. Men det er Kristus, som renser tempelpladsen. Kristus, der kom for at frelse det fortabte, være læge for de syge, omgikkes toldere og syndere, hedninge og kvinder og forkastede forestillingen om at dele verden op i rent og urent. Det onde kommer fra hjertet, fra onde tanker, som han siger i Markus kapitel 7. Det onde kan altså ikke renses ud ved en politik, der kræver renhed.

I kirken konfronteres vi med ham, som ser ind i både røde, blå, gule og sorte hjerter, helt ind til de tanker og motiver, som vi knap selv kender og tør tænke. Derfor er en politisk prædiken hykleri.

Den foregiver, at det er i det ydre, at den virkelige ændring af verden til det gode foregår, men det er løgn.

Hvorfor er der love? I en kristen verden ikke fordi kirken og regeringen skal gøre verden perfekt, men for at begrænse syndens onde virkninger og beskytte de svage.

Det glemmer en politisk prædiken altid. Og den glemmer altid, at Jesus kom til svindleren, morderen, unddrageren, bagtaleren, den der sælger sin krop for penge, tyven, forræderen, drukkenbolten – til konkrete mennesker til frelse. Han kom ikke for at bede præsterne ved templet i Jerusalem slå hårdere ned på mord, klimaødelæggelse, skattesvig, shaming, tyveri, rygning og landsforræderi.

Hvad er der så at sige om det politiske til de mennesker, der forlader kirken efter at have hørt prædikenen og går ud i verden? Fælles for syndere er, at de driver politik på eget ansvar, efter at have fået deres synders nådige forladelse. De går frit hver til sit og gør gavn, som Gud det vil på allerbedste måde. De går ikke samlet ud i fælles front og gør gavn på samme politiske galej.

Fællesskabet af syndere går i kirke for at få den selvtillid, at de trods deres åbenlyse og særligt hemmelige ondskab kan tro på dåbsløftet, for at få at vide, at de altid har det bedste foran sig, at der er et paradis på den anden side at dette liv, at vi har en frelser og forsoner, som vil os på trods af os, som siger ”frygt ikke” og dermed tænder gnisten, der får sat ild på det lys, der skal sættes i stagen og skinne i verdens mørke. Det har intet med politik at gøre.

Torben Bramming er sognepræst ved Ribe Domkirke og Seem Kirke.