Præst: Sandheden om Jesus Kristus er én. Ellers findes den slet ikke

Jeg kan ikke se det anderledes end, at Svend Andersens teologi fører til en intellektuel og trosmæssig skizofreni, der undergraver både troen og videnskaben, skriver Jens Ole Christensen, der er sognepræst ved Fredens og Nazaret Kirker i København

Svend Andersen har indlysende ret i, at evangelisterne har hver sin sprogbrug og vinkel på begivenhederne. Jeg spekulerer for øvrigt på, hvem der nogensinde har påstået noget andet, skriver sognepræst.
Svend Andersen har indlysende ret i, at evangelisterne har hver sin sprogbrug og vinkel på begivenhederne. Jeg spekulerer for øvrigt på, hvem der nogensinde har påstået noget andet, skriver sognepræst. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

PROFESSOR Svend Andersen har kommenteret min ”Kirkeligt set”-klumme fra den 17. november. Siden har debatten handlet om forholdet mellem den såkaldte historisk-kritiske bibelforskning og bibellæsninger, der – i forlængelse af kirkens bekendelse – i højere grad er åben for teksternes egen selvforståelse. Som følge deraf bliver det også en debat om universiteternes egnethed til at udbyde præsteuddannelser. Efter min vurdering svarer Svend Andersen med en blanding af indlysende observationer og diskutable konklusioner.

For det første er det indlysende rigtigt, når Svend Andersen advarer mod dogmatiske indlæsninger i bibelteksterne. Den indvending må vi alle være ydmyge over for. Om bekendelsesbundne institutioner er mere eksponerede for den fare end universiteterne, kan diskuteres. Efter mine små seks år som rektor på Dansk Bibel-Institut kan jeg i hvert fald bevidne, at den fare er man særdeles opmærksom på internt.

Men jeg synes, det er besynderligt at høre denne anklage fremsat – fuldstændig uden personlig anfægtelse – fra en teolog, der abonnerer på en studiemetode, der på forhånd udelukker det verdensbillede, teksterne forudsætter: at Gud har grebet ind i historien. At skulle erklære perlerækker af Jesus-udsagn og -handlinger i evangelierne, hvor Jesus placerer sig selv som Guds søn, Messias, frelseren – ja, faktisk som Gud selv – for evangelisternes og menighedernes tilføjelser, er da om noget at lægge et dogmatisk filter ned over bibelteksterne. Det er godt nok ikke en kristen dogmatik, men det bliver den tilsyneladende ikke mindre dogmatisk af.

For det andet har Svend Andersen indlysende ret i, at evangelisterne har hver sin sprogbrug og vinkel på begivenhederne. Jeg spekulerer for øvrigt på, hvem der nogensinde har påstået noget andet. Spørgsmålet er, om det er vinkler og sprogbrug, der udelukker hinanden eller beriger hinanden. Ligeledes har Svend Andersen ret i, at glosen ”håndgribelig” om Jesu opstandelse ikke findes i Bibelen. Men sagen findes i den grad. Man kan bare læse de sidste kapitler hos Lukas og Johannes som eksempler.

Når Svend Andersen bruger disse forskelle mellem evangelisterne som argument, får jeg en fornemmelse af, at han simpelthen ikke kender den teologi på Menighedsfakultetet og Dansk Bibel- Institut, som han kommenterer.

Ret skal være ret. På ét afgørende punkt er Svend Andersen yderst præcis. Nemlig når han beskriver forskellen på hans egen og min tankegang: ”Christensen begår den alvorlige fejl, at han ikke skelner mellem en videnskabelig-historisk tilgang til Bibelen og en forkyndende”.

Hvis man ser bort fra det med ”den alvorlige fejl”, vedkender jeg mig hvert ord. Og det er lige præcis det, der bekymrer mig. Hvis der overhovedet skal blive nogen kristen forkyndelse ud af Svend Andersens teologi, er han nødt til at operere med en to-rumstænkning, hvor der er én sandhed i forskningen og en anden i forkyndelsen.

Jeg kan ikke se det anderledes end, at Svend Andersens teologi fører til en intellektuel og trosmæssig skizofreni, der undergraver både troen og videnskaben.

For sandheden om Jesus Kristus er én. Ellers findes den slet ikke.

Jens Ole Christensen er sognepræst ved Fredens og Nazaret Kirker i København.