FØRST VAR DER fattiggården. De sad oppe ved vejen, når jeg gik fra skole. De var ensomme; de havde brug for en snak.
Inden Besættelsen fik vi alderdomshjemmet i Nørre Jernløse Sogn syd for Holbæk. Der boede 800 mennesker i sognet. Min farfars bror var sognerådsformand, og da der var uenighed, udskrev han folkeafstemning – og vandt.
Senere blev det til De Gamles Hjem.
Min farmor var alene og 88 år og gik til frøken Frederiksen, den højt respekterede leder, og fik en stue.
Hun skulle ikke visiteres. Nu er vi i 2018. Regeringen afsætter 400 millioner kroner til styrket indsats mod ældres ensomhed. Manges ensomhed.
JEG VIL GENSKABE De Gamles Hjem.
I alle kommuner bør der i fremtiden være både plejehjem og De Gamles Hjem.
De ensomme, der er åndsfriske, skal trygt kunne opgive at blive boende i egen bolig, når de er bange for at falde og er ude af stand til at klare almindelig husførelse.
På De Gamles Hjem afløses ensomheden af fællesskab. Her kan være litteraturkreds, afholdes foredrag og spilles kort.
De Gamles Hjem må ikke blive for stort. Lederen skal have kontakt med alle beboere. Det skal være overskueligt. De ansatte skal afsætte tid til at tale med beboerne, og frivillige kan være med i tilrettelæggelse af arrangementer.
Kommunerne skal sætte ind med et nyt initiativ, hvor gamle kan tale sammen ved middagsbordet og drøfte verdenssituationen.
I en del kommuner er der beskyttede boliger, men det er ikke nok. Der skal tænkes nyt. Med mit forslag opfordrer jeg ældreministeren til at vise interesse.
Der skal være et plejehjem til dem, der rammes af demens og Alzheimers sygdom, og De Gamles Hjem skal være for de åndsfriske.
Ældre Sagen må gå i spidsen her. Denne mægtige organisation kender problemet, når direktør Bjarne Hastrup den 25. august siger til Kristeligt Dagblad:
”De ensomme mennesker. Det går til marv og ben.”
Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter.