Præst og tidligere DR-ansat om digital nadver: Danmark var et medieteologisk uland. Indtil nu

I stedet for at undskylde den tomme kirke, skal man tale situationens muligheder op. For hvis ikke nadver i medierne er ret nadver, kan vi slet ikke sende gudstjenester i radio og tv

Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat kontra kiks. Nadverens grundidé med det ene brød, der deles, er i forvejen gået tabt ved indførelsen af den personlige oblat, skriver Mogens Hansen, præst og tidligere DR-medarbejder.
Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat kontra kiks. Nadverens grundidé med det ene brød, der deles, er i forvejen gået tabt ved indførelsen af den personlige oblat, skriver Mogens Hansen, præst og tidligere DR-medarbejder. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix.

Coronaen kan medføre noget godt. I mit 35-årige faglige liv med kirke og medier har jeg stort set forgæves efterlyst teologisk eftertanke. Der er masser af litteratur ude i verden. Men Danmark har hidtil været et medieteologisk u-land. Indtil nu!

Tak til de teologer, der har tænkt tanker og her i avisen givet dem ord. Det har især drejet sig om det, som nu kaldes digital nadver. Mit bidrag til samtalen skal være nogle historiske facts.

Det begyndte i 1925. Folkene bag den nyopdagede radio mente, at brugerne ville sætte pris på en gudstjeneste. I de følgende 50 år var Statsradiofonien meget rundhåndet. Man sendte to gudstjenester hver søndag. Men ingen nadver. Ganske enkelt fordi præsterne dengang prædikede væsentlig længere. Når den afmålte time var gået, var man som regel nået til indstiftelsesordene, der så blev stikordet til teknikerne om at afbryde transmissionen. Det var stort set det eneste sted, man ikke måtte gøre det. Som at sige ”værsgo” – og så tage maden væk.

Jeg fik ansvaret for radiotransmissionerne i 1974, og vi begyndte at tænke efter, blandt andet ved i egentlig forstand at producere gudstjenesterne. Præsterne prædikede kortere, så gudstjenesterne var også blevet kortere. Nadveren kom med ”af sig selv”.

Vi begyndte at foreslå lytterne, at man kunne tage brød og vin frem og deltage i nadveren sammen med menigheden i kirkerummet. Reaktionen var markant: ”Tak, fordi vi nu får lov til at gøre det, vi altid har gjort.”

I det nordiske samarbejde mellem de fem radiofoniers såkaldt kirkelige medarbejdere havde vi mange drøftelser og delte praktiske erfaringer. Højdepunktet var den dag, vi midt i 1980’erne sendte fra Fredrikstad i Norge med Per Lønning, professor og biskop, på prædikestolen. Han omtalte udførligt muligheden for at deltage i nadveren. Der var op imod to en halv million lyttere, der rent geografisk befandt sig fra Reykjavik i vest til Helsingfors i øst, og fra Tromsø i nord til Padborg i syd. På grund af lokale tidsforskelle blev gudstjenesten sendt klokken 10, 11, 14 og 17 lokal tid. En ganske omfattende udvidelse af tid og sted blev til en ganske omfattende menighed!

Så kom tv. Kirkefolket jublede. Nu kom der billeder på. Men så kom også problemerne. Tv gør os altid til tilskuere – i modsætning til radio, der opfordrer os til at deltage og selv skabe billederne. I tv ser vi andre holde gudstjeneste, og produceren bestemmer, hvor vi skal se hen. I radioen sidder vi ”som bag en søjle”.

Det grundlæggende spørgsmål er: Hvem sender man til? Er det til den, der ville have siddet i egen kirke, hvis ikke forholdene havde været imod? Det udvidede kirkerum? Eller er medierne Guds gave til folket, så kirken kan nå andre end de faste med evangeliet?

Coronatiden viser os to ting. For det første, at radio og tv i en ekstraordinær tid – eller hvis man er forhindret af egne grunde – kan være med til at fastholde fællesskabet med egen menighed. Den landsdækkende tv-gudstjeneste er blevet overhalet af de lokale, digitale muligheder. For det andet lærer vi, at det er en menighed i teologisk forstand, der sidder foran højttaler og skærm. I stedet for at undskylde den tomme kirke, skal man tale situationens muligheder op.

Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat kontra kiks. Nadverens grundidé med det ene brød, der deles, er i forvejen gået tabt ved indførelsen af den personlige oblat. Ej heller drejer det sig om kirkens vin kontra et godt glas rødvin.

Det handler om en udvidelse af kirkens rum og derved nadverens fællesskab. ”Problemet” er alene afstanden mellem en rettelig kaldet persons læber og det Jesu Kristi legeme og blod, som spises og drikkes af den troende. Ordet skaber, hvad det nævner – også på afstand og i forskudt tid.

Hvis ikke nadver i medierne er ret nadver, kan vi slet ikke sende gudstjenester i radio og tv.

Mogens Hansen er præst og tidligere DR-medarbejder.