Sognepræst: Teologi og kirkesyn må i spil, hvis biskoppen skal være mere end superprovst

Teologi spiller en alt for ubetydelig rolle i bispevalgkampen i Helsingør Stift, mener sognepræst Carsten Mulnæs

På billedet ses de fire kandidater under sidste uges paneldebat i Hillerød. Fra venstre er det Eva Holmegaard Larsen, Peter Birch, Ulla Thorbjørn Hansen og Asser Skude. – Foto: Leif Tuxen.
På billedet ses de fire kandidater under sidste uges paneldebat i Hillerød. Fra venstre er det Eva Holmegaard Larsen, Peter Birch, Ulla Thorbjørn Hansen og Asser Skude. – Foto: Leif Tuxen.

Teologi spiller i bispevalgkampen i Helsingør en alt for ubetydelig rolle. Det er svært for kandidaterne at demonstrere, at teologi er en relevant ledelsesdisciplin. For teologi er langt mere end kristne meninger om dette og hint eller opbyggelige citater fra den store bog. I folkekirken og Helsingør Stift er der mere på spil end at ændre liturgien eller spille politisk ud om omskæring, klimamål eller danskhed.

Hvis biskoppen skal være mere end blot en superprovst, der drukner i administrativ selvforståelse, må kirkeledelsen bringe teologi og kirkesyn i spil og med kanter, der kan mærkes. Det er afgørende på alle niveauer. Kirkens ledelse må i højere grad anerkende teologi som en afgørende kompetence også lokalt, hvor mange stridigheder ville spidse mindre til, hvis folkevalgte menighedsrådsmedlemmer forstod, at præsten af gode grunde har en teologisk embedseksamen. Det er netop i kraft af denne, at præsteembedets stemme er uundværlig i diskussionen i et sogn om prioritering af både penge, valg af personalevifte, planlægning af aktiviteter med videre.

Når man ser, hvor meget tid provster prioriterer på at sætte små kritiske flueben i administrativ styring, der lige så godt kunne handle om salg af tandpasta, er det ikke underligt, at der er mangel på trivsel blandt det teologiske personale: præsterne.

Det er sandt, at præster og mange andre kirkeligt ansatte er ”primadonnaer”. Den slags er ikke til at undvære i et arbejde, hvor århundreders kreativitet er overleveret i en solistkultur med både teologi og musik. Derfor findes der noget, der hedder ”primadonna-ledelse”. Spørg bare om nødvendigheden af elegance i ledelsen på Det Kongelige Teater. Det udelukker ikke samarbejde, hvad både kammermusik og opera er glimrende eksempler på.

En del af omsorgen for præsters arbejdsmiljø for at få dem til som teologiske kandidater at blomstre i embedet begynder med, at en biskop inspirerer provster og folkevalgte til at være stolte af deres præsters høje faglige niveau og viser nye veje for at bringe det i spil i så mange arenaer som muligt.

Det er ikke godt nok at formulere, at vi har ”det almindelige præstedømme med præsten for en ordens skyld”. Den tyske originaloversættelse af vores lutherske bekendelsesskrift ”Confessio Augustana” ser derimod prædikeembedet som indstiftet af Gud. Det er et historisk ordvalg for at lægge afstand til nivellerende sværmeri. Men det er ikke mindre relevant i dag, hvor demokrati undertiden forstås som i nødvendig strid med kvalificeret viden.

Præsten er kaldet til mere end opbyggelig underholdning søndag formiddag og lejlighedstaler ved familiebegivenheder. Hvis kirken lokalt skal være mere end et aktivitetscenter eller kulturhus, rummer sognets ledelse derfor også teologi. Hvis administratorerne på provsti- og stiftsniveau skal gælde for mere end bogholdere, er det endvidere faglig ledelse at huske, at en kirke står og falder med, at teologi gennemsyrer kirkens selvforståelse.

Trivsel begynder med anerkendelse. Jeg tænker ikke på ros, men på at omgås kompetence som relevant for en organisation. Bispekandidat Asser Skude indledte valgmødet tirsdag med at sige, at da det var valgkamp, ville han kun henvende sig til de folkevalgte, hvor de fleste stemmer kommer fra. Det er ærlig snak. Elegant er det ikke – men hvem af kandidaterne vil bedst kunne tale præsteembedets agtelse op?

Carsten Mulnæs er sognepræst og formand for Tænketanken Eksistensen og stiller for bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen.