Tak til stud.theol. Johannes Bollmann, som i et indlæg her i avisen tirsdag den 19. november peger på behovet for en ordentlig løn til præster, hvis teologer fortsat skal finde det attraktivt at blive – og blive ved med at være – præst.
Johannes Bollmann har helt ret i, at hvis præstestillinger skal være attraktive, så kræver det blandt andet en ordentlig løn. Og det bliver ikke mindre vigtigt i lyset af den præstemangel, der allerede er en realitet i mange dele af landet.
Præsteforeningen er i den grad inde i kampen om bedre løn til præster. I alle dialoger og forhandlinger med Finansministeriet, Kirkeministeriet og biskopperne har vi peget på behovet for en mere rimelig løn og dokumenteret det lønefterslæb, der er for præster – sammenlignet med andre akademikere i staten. Et lønefterslæb, der dog ikke skyldes præsters grundløn. Den er nemlig den samme som for andre statsligt ansatte akademikere.
Skal der gøres noget ved præsters lønefterslæb, er det desværre ikke tilstrækkeligt, at Præsteforeningen kæmper for præsternes løn. Så skal der først og fremmest være en villighed hos arbejdsgiverne – Kirkeministeriet og de bevilgende myndigheder – til at tage ansvar for at sikre, at det også lønmæssigt er attraktivt at blive og være præst.
Og her har vi desværre måttet konstatere, at det kniber gevaldigt med at sikre præster en lønudvikling efter samme mønster, som vi kender fra sammenlignelige akademikergrupper i det offentlige. Hvor der i de grupper, vi sammenligner os med, for eksempel er omkring 20 procent af medarbejderne, som aflønnes på chefkonsulent-niveau, så er det tilsvarende tal for præster 0,6 procent. Det er naturligvis helt uholdbart, ligesom det er uholdbart, at præster i dag først meget sent i deres karriere kan forvente at nå et lønniveau svarende til andre områders specialkonsulenter.
Problemet med præsternes lønsystem er således, at der ikke i tilstrækkeligt omfang gøres brug af de muligheder for lønudvikling, som faktisk ligger i systemet, og som var forudsat bragt i spil, da lønaftalen blev indgået.
Derfor har vi også hårdt brug for, at der nu bliver gjort noget ved dette problem. Præsteforeningen presser hele tiden på for, at det sker. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 fik vi således forhandlet en pulje hjem, der skal sætte mere skub i den fortsatte lønudvikling for præster.
Men det er langtfra tilstrækkeligt med en begrænset pulje. Arbejdsgiverne skal også komme ind i kampen og tage ansvaret for, at der tilvejebringes de nødvendige midler til en mere rimelig lønudvikling for præster. Det er der brug for, ikke bare for præsternes skyld, men først og fremmest for folkekirkens skyld, så vi også i de kommende år kan sikre, at der er tilstrækkeligt med velkvalificerede præster. For som Johannes Bollmann skriver:
”Vi vil gerne være præster. Vi vil gerne prædike. Men vi vil behandles anstændigt og lønnes efter indsats.”
Christen Staghøj Sinding er formand for Præsteforeningens lønudvalg.