Prøv avisen
Debat

Præsten skal have respekt for liturgien. Man skal ikke tildele sig selv en rolle som toastmaster

Arkivfoto. Foto: Adam Garff

Jørn Munksgaard, tidligere provst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Netop fordi liturgien giver os på sin egen særlige måde et glimt af gudsriget, er det så vigtigt, at den forvaltes ordentlig, skriver tidligere provst i debatindlæg

Det var en tankevækkende artikel om liturgien, Nik Bredholt havde under kirkeligt set i Kristeligt Dagblad den 18. januar. At det ikke skræmmer unge mennesker med en mere verdensfjern liturgi, skal ikke glemmes. Men samtidig må vi heller ikke glemme, at når vi som præster forretter gudstjeneste, ligger der en særlig forpligtigelse i at gøre tingene ordentligt.

Ole Jensen skriver i sine nyligt udgivne erindringer, ”Og så alligevel”, at han har lært af Søren Ulrik Thomsens ”moderate højkirkelighed”, sansen for og indsigten i liturgi og ritual og sakramente – det objektive i gudstjenesten, som gør den til andet og meget mere end en overleveret ramme om ordets forkyndelse. Gudstjenesten er selv forkyndelse.

Efter min mening glemmer man det sidste, når præsten, som det sker i stigende grad rundt omkring, kommer med regibemærkninger i en uendelighed med opfordring til at rejse sig og sætte sig.

For mig, og sikkert mange andre, er det årsag til, at koncentrationen om det væsentlige i nogen grad går tabt. Det tager samtidig noget af skønheden og ophøjetheden fra gudstjenesten.

Man kan så hævde, at det er for at gøre menigheden en tjeneste i en tid, hvor fortroligheden med gudstjenesten er på retur. Det kan man imidlertid råde bod for på anden måde.

Der vil altid være en ansat ved kirken, der kan sætte sig op foran og markere det med at rejse sig. Endnu bedre ville det være at alliere sig med en gruppe i menigheden (menighedsrådet for eksempel), som kunne hjælpe de knap så fortrolige med gudstjenesten til rette.

Endelig skulle man måske overveje slet ikke at rejse sig under læsningerne, men derimod stå op under salmesangen, som det vist er tilfældet i visse andre lande. På den måde ville man kunne koncentrere sig bedre med hensyn til at høre, men også synge bedre.

Der er ikke så få gangbesværede, som sikkert ville blive glade for en sådan ordning. Jeg tror, at Vor Herre ser gennem fingre med, at vi på den måde undlader at vise den fornødne respekt for Ordet ved at blive siddende!

Netop fordi liturgien på sin egen særlige måde giver os et glimt af Gudsriget, er det så vigtigt, at den forvaltes ordentligt.

Præsten skal have respekt for liturgien og ikke tildele sig selv en rolle mere som toastmaster end som liturg.

På den måde kan vi skabe gode og smukke gudstjenester, hvor koncentrationen om det væsentlige ikke forstyrres.

Jørn Munksgaard er tidligere provst.

”Endelig skulle man måske overveje slet ikke at rejse sig under læsningerne.