VED ET FØRSTE ØJEKAST kunne man ud fra de mange artikler om liturgisk fornyelse få den tanke, at den danske menighed er led og ked af den danske højmesseordning.
Men ved et nærmere eftersyn tegner sig et noget andet billede, nemlig at det slet ikke er den menige kirkegænger, der har et problem, men derimod præsten selv. Det er hovedsagligt præsterne, som er trætte af den autoriserede liturgi, og som skriger efter fornyelse og liturgisk frihed.
Ganske vist fremdrages den ene menighed efter den anden, som har efterspurgt og glædes over en forandret liturgi, men selv det behøver ikke være udtryk for den faktiske menigheds ønske og ytring, men kan derimod blot være præstens projicerede menighed og nogle få autoritetstro følgere – man får jo gerne de svar, man spørger efter. Således skyldes mange af nutidens regibemærkninger slet ikke, at menigheden behøver dem for at kunne følge med i gudstjenesten. Bemærkningerne er blot udtryk for præstens manglende forståelse for den liturgiske hjemmevanthed, hvormed den faktiske menighed færdes i gudstjenesten – en hjemmevanthed, præsten aldrig selv har fundet i højmesseordningen, fordi han eller hun aldrig selv har passet sit kirkebænkeembede, hverken før eller under de teologiske studier og heller ikke efterfølgende, for man har vel ret til at holde fri om søndagen, hvis ikke man selv står på prædikestolen. Og i sin egen fremmedhed for gudstjenesten fratager præsten derved menigheden retten til at være hjemme og stoltheden over selv at kunne tygge sin mad.
Mange præster synes at mangle forståelse for, hvad der udtrykkes med liturgien og ritualerne, hvilket dog i sig selv er uproblematisk, så længe vi holder os til ritualerne og ikke forholder menigheden deres tilkomne del. Liturgien og de autoriserede ritualer redder os fra præstens fuldt ud menneskelige utilstrækkelighed til at rumme hele teologien og menighedens uhomogenes størrelse.
Derfor har man også fra gammel tid alene undtaget teologiske doktorer fra bundetheden til tekstrækkerne, fordi selv den mindste ændring påkalder sig den dybeste gennemtænkning af hele gudstjenesten og kirkeåret, som en hvilken som helst cand.theol. ikke må forventes at kunne forestå. Da nu de teologiske doktorer i præstestanden er færre end nogensinde før, synes tiden altså ikke være den rette til at diskutere ændringer i liturgien, men derimod til ydmygt at holde sig til det gangstativ, vi har arvet fra vore forfædre.
For i sidste ende handler også ritualer og liturgi om frelse og fortabelse og kan derfor ikke blot overlades til et spørgsmål om følelser og tilfældigt udspurgtes holdning og mening, men må alene diskuteres med det teologiske som omdrejningspunkt.
Mads Jakob Th. Jakobsen er sognepræst ved Sct. Marie Kirke i Sønderborg.