Primitivt og konspiratorisk: Dansk statsgeolog sætter ny rekord i klimabenægtelse

Det er forkert at kalde klimabevægelsen for "de klimatroende", skriver journalist i svar til geologs kritik af hundeslæde-billede fra Grønland

Billedet her er fra klimaforsker Steffen M. Olsens Twitterkonto. Billedet har startet en større diskussion om klimaforandringerne og afbildningen heraf, og fik en dansk geolog til at anklage Steffen M. Olsen for at sprede "fake news". Men det er primitivt og konspiratorisk gjort af geologen, skriver journalist Benno Hansen i dette debatindlæg.
Billedet her er fra klimaforsker Steffen M. Olsens Twitterkonto. Billedet har startet en større diskussion om klimaforandringerne og afbildningen heraf, og fik en dansk geolog til at anklage Steffen M. Olsen for at sprede "fake news". Men det er primitivt og konspiratorisk gjort af geologen, skriver journalist Benno Hansen i dette debatindlæg. Foto: Steffen M. Olsen/Twitter.

TORSDAG DEN 13. JUNI kørte Rasmus Tonboe og Steffen M. Olsen i hundeslæde over isen på Inglefield Bredning i Grønland. Isen var dækket af smeltevand, så deres foto på Twitter så spektakulært ud. I tweetet forklarede Rasmus Tonboe omstændighederne bag fotografiet, og i kommentarerne blev yderligere spørgsmål besvaret.

Selvom isen på Grønland faktisk smelter fire gange hurtigere end forventet, er billedet i sig selv ikke et bevis på, at klimaforandringerne er løbet løbsk. For som Rasmus Tonboe også skrev på Twitter, er både de lokale og deres hunde vant til situationen.

Desværre blev fotoet brugt til lidt for vidtløftige overskrifter, efter det var gået viralt og garanterede kliks. Så nu synes klimabenægterne, at det er deres tur til at vifte med det famøse hundeslædefoto og råbe: ”Fake news!”. Heriblandt også geolog Jens Morten Hansen.

Se det omtalte tweet herunder.

Klimamodeller har det seneste halve århundrede leveret prognoser for den globale opvarmning, og som også tidligere omtalt har de generelt gjort det ret godt, opgavens kompleksitet taget i betragtning. IPCC’s rapporter er relativt konservative. Som nævnt smelter Grønland hurtigere end forventet, og anden forskningslitteratur beretter for eksempel om værre feedback-effekter grundet drivhusgasser fra tøende permafrostområder og potentiel alvorlig undervurdering af langtidseffekterne ud fra sammenligninger med tidligere mellemistider.

Indtil for nylig arbejdede klimabevægelsen med at få stoppet CO2-niveauet ved 350ppm – det er nu over 400ppm. Ved COP15 i København for et årti siden drejede forhandlingerne sig om at aftale en politik, der ”kun” medførte 50 procent risiko for mere end to grader celsius temperaturstigning – nu taler nogle forskere om 93 procent risiko for fire grader eller mere. IPCC har snarere undervurderet klimaforandringerne end overvurderet dem.

Det er fakta. Alligevel skriver geolog Jens Morten Hansen, at ”forventelige klimaændringer (...) ligger helt inden for de hyppigt tilbagevendende naturlige udsving, vi kender fra de seneste 5000 år”, og at eksperterne ”nærmest konstant neddrosler klimaalarmisternes skrækscenarier”.

Klimakrisen er en af den slags udfordringer, det kan være svært at forestille sig det frie markeds usynlige hånd løse helt uden hjælp. Derfor har forskellige politiske indgreb været diskuteret i årevis. Selvfølgelig også det driftsikre og velafprøvede politiske værktøj: en skat. Den ville ikke blive vel modtaget i USA, mente Bill Clinton, så han støttede et internationalt system til handel med kvoter for udledning, hvilket han fejlagtigt troede, han ville kunne få gennemført hjemme som en markedsbaseret løsning.

Jens Morten Hansens udlægning af klimapolitikken er primitiv og konspirationsteoretisk. Efter første halvdel af Jens Morten Hansens debatindlæg med faktuelt forkerte påstande følger anden halvdel med helt utroligt fantasifuld motivforskning i – må det formodes – IPCC’s, klimabevægelsernes og grønne politikeres bevæggrunde. Ekstremt ladede udsagn om dem, han kritiserer, beskriver den grønne omstilling som en grøn dystopi: klimabevægelsen sammenlignes med ”de mest ortodoks- konservative dele af store religioner” og dens medlemmer kalder han for ”de klimatroende”. Greta Thunberg vil ”indføre begrænsninger af de almindelige frihedsrettigheder” og ”et præsteskab, der som paven i Rom og alle hans kardinaler og biskopper skal forestå denne sortering af menneskene i frelste og fordømte”. Fantasifuldt.

Helt bizart bliver det, når Jens Morten Hansen afslutningsvis namedropper Rune Lykkeberg for den holdning, at vi ikke vil kunne løse klimakrisen uden ”det liberale demokratis vilje til at lade tvivl, kritik, spørgsmål og second opinions komme til orde” som udtrykt i dennes nye, vidt og bredt lovpriste bog ”Vesten mod Vesten”. Chefredaktør for Information Rune Lykkeberg, der som optakt til seneste folketingsvalg skrev, at vi ”skal have bindende delmål på klimaområdet, vi skal have klimakriterier for vores finanslov og for vores samlede politikker”.

Først hvis vi lytter til kværulanter som Jens Morten Hansen og lader klimaet løbe løbsk, kan vi efter en årrække se hans værste anelser udfoldet. For da kan verdenssamfundet finde sig selv i en katastrofesituation, der først for alvor truer de liberal-demokratiske værdier, Jens Morten Hansen angiveligt kerer sig om.

Benno Hansen er journalist og hortonom.