Det er vist almindeligt erkendt, at ved emigration fra ét land til et andet er integration i det nye lande en betingelse for et lykkeligt resultat, både personligt for de pågældende og for disses accept i det nye samfund.
Kristeligt Dagblads anmeldelse af tv-dokumentaren ”Dronningens mand” den 4. januar og åbenbart også dokumentaren savner ganske forståelse af, at nævnte forhold gælder og er helt essentielt for en fra et andet land kommende person, der indgår ægteskab med en dansk tronfølger og kommende regerende dronning.
Integration er helt og holdent et personligt ansvar, og den forpligtelse søgte prins Henrik ikke at leve op til. Ej heller integrationen i det danske kongehus. Det er en total misforståelse, når både dokumentar og anmelder hævder, at der fra begyndelsen og livet igennem skulle have været uklarhed om hans position i kongehuset, og at kongehuset skulle have gjort sig skyldig i at undlade en afklaring. Prins Henrik indtog ganske naturligt nøjagtig tilsvarende position, som den svenske prinsesse Ingrid fik ved sit ægteskab med vor daværende kronprins og senere konge. Så præcist kan det siges.
Prins Henrik kunne blot have spejlet sig i sin svigermors altid værdige og elskelige fremtræden. Men beklagelsesvis var det ikke tilstrækkeligt for hans private ambitioner. Hans uheldige skæbne var helt selvforskyldt og kan ikke bebrejdes danske medier eller befolkningen.
Læserbrevet er skrevet af Hans Harboe-Hansen, Åbyskovtoften 6, Skårup