I ETHVERT menneskes liv må der være noget, som er mere værdifuldt end livet selv. Noget, som er værdifuldt nok til at sætte sit liv ind for det.
Fra tidernes begyndelse drager menneskeheden af sted med en uforanderlighed, hvis mørke er tæt som en vinternat. En undtagelse er de mennesker, i hvis liv der er et mål, som de er parat til at sætte netop deres liv ind for. Når de tænder et lys i mørket, bliver de selv synlige og kaster også lys over de usynlige.
LIVETS BEGYNDELSE, fødslen, hvor et levende væsen fremgår af et andet levende væsen, er et mirakel. Døden med dens urørlighed, dens uundgåelighed og dens store hemmelighed, som aldrig kan udforskes, er fuld af pragt. Livet derimod består – i modsætning til miraklet ved dets begyndelse og dets værdigheden i dets afslutning – af ensformige gentagelser. Så længe mennesket ikke tilføjer sit liv noget, som er mere værd end livet selv, vil dets gang på jorden aldrig være mere end en del af disse evigt almindelige gentagelser.
Med det instinkt, som alle levenede væsener er i besiddelse af, tror også menneskene, at der ikke findes noget vigtigere end at leve. At leve – som hvad det end skal være, hvordan det end skal være. Det store flertal af mennesker lever med dette instinkt, ser den højeste logik i bevarelsen af deres eksistens og deres interesser og forsvinder, når døden kommer, med millioner andre levende væsener ind i intetheden.
At vakle mod sin undergang, hjælpeløs i en uigennemskuelig menneskemasse og fanget i evigt mørke er frygtindgydende. Og frygt føder vold. Mennesker, som ikke kan frembringe noget lys ud af deres liv, bliver fjender af det lys, der er dem så fremmed. I dette fjendskab ser de en slags redning, de klamrer sig til hinanden i mørket og gør deres had til alle, der ikke ligner dem, til grundlag for deres egen eksistens.
JEG TROR, AT DET ER DEN FRYGT og det fjendskab, som udløser den racisme og den militarisme, der i dag har grebet hele verden. Disse mennesker håber at undgå deres egen udslettelse ved at hade og dræbe.
De mennesker, som er inficeret af racisme og militarisme, sætter – som dyr, der æder sig selv op – alt ind på at ernære sig på bekostning af den menneskehed, som de dog selv tilhører. De begriber ikke, at de dræber sig selv, når de udsletter en anden del af menneskehedens liv.
At mennesker på deres planet, isoleret i et hjørne af det uendelige univers, bruger deres korte levetid til at ophøje deres eget selv og at lade andre mennesker mærke deres overlegenhed, fører til syvende og sidst kun til ulykke for alle. Det had, som føles på den mørke vej ud i intetheden, fører ikke til andet end yderligere at forstærke mørkets meningsløshed.
Jeg må indrømme, at jeg nu og da føler mig fristet til at skrige som et trodsigt barn: ”Vi skal alle dø!”. Ville alle fødsler høre op fra i dag, ville denne sælsomme planet om højst 90 år være mennesketom. Er det så ikke idiotisk, at den ene vil hævde sig som den anden overlegen i en komplet hjælpeløs art blandt de levende væsener?
DA MENNESKET BLEV SKABT, var der vist lidt hastværk med i spillet: Der fremkom et væsen, i hvem diverse indbyrdes uforenelige følelser er nære naboer. Ligesom medlidenhed og had, godhed og ondskab trives også klogskab og dumhed side om side og ytrer sig på samme måde.
Når nationalisme, had, slethed og dumhed i forøget styrke finder sammen, opstår der en giftig blanding. Mod denne dødelige sygdom virker som modgift medlidenhed, godhed og klogskab. Men der er også brug for, at vi river hellighedens maske af nationalismens hæslige fjæs – den, som det skjuler sig bag.
I vore dage, hvor racismens og militarismens faner, marcher, våben og voldshandlinger atter tilsmudser menneskeheden, kan man ikke højt nok råbe ud over tagene, at menneskehedens fælles vel ikke ligger i dens spaltning, men i dens enhed.
Intet menneskeliv ender lykkeligt, for ved enden står altid døden. Hvad skal da mennesket have ud af at forgifte sit under alle omstændigheder ulykkeligt endende, for det meste også ubetydelige, liv med had?
Hvis vi ikke nu får fortalt, at det ikke nytter nogen, hvornår så? Og hvem skal sige det, om ikke vi? Vil vi da ikke indse, at der for os alle gælder en ”opfyldende forpligtelse”, nemlig at stå op og at kæmpe for menneskehedens vel, at forkynde sandheden og således berige vort liv med noget, som er mere værdifuldt end det selv?
Lad os ikke glemme, at i dødsøjeblikket mister ethvert ønske, som vi måtte have haft i det korte tidsafsnit, som kaldes ”liv”, mister enhver vrede, enhver stræben, enhver konkurrence om profit sin betydning, ja, det bliver alt sammen latterligt.
Levnedsløb, som døden ikke kan tage meningen fra, er ret sjældne. For kun de mennesker, som føjer noget til deres liv, som overgår det i værdi, kan trodse dødens magt og undgå, at døden prisgiver dem til latteren. De har fundet sammen her i dag for at overvære tildelingen af en pris, som bærer navnet på to unge mennesker, hvem døden ikke kunne skubbe til side, fordi der i deres korte liv fandtes en værdi, som for dem var større end livet selv.
At frelse andre menneskers liv, at protestere mod den undertrykkelse, disse mennesker var udsat for og at sætte en stopper for forfærdende uretfærdighed – det var de værdier, som søskendeparret Scholl satte højere end deres eget liv. Med deres skrifter modstod de våben og vold. De er stadig er forbilleder. Deres flyveblade satte skræk i en blodig despot, som rådede over kanoner, tanks og bomber.
Disse to unge mennesker viste os ikke kun, hvorledes et liv kan vise sig stærkt over for døden, de gjorde det også klart for os, hvilken betydningsfuld modstands- og livsform det skrevne ord er.
AT DE, MINE DAMER OG HERRER, har anset min bog for værdifuld nok til at blive hædret med den pris, som er opkaldt efter disse to unge mennesker – det fik jeg at vide i en fængselscelle. Også denne tale skriver jeg i fængslet. Derfor kan jeg ikke være til stede hos Dem i dag.
Denne pris har overført en del af den kraft, som boede i disse to fremragende mennesker, også til mit liv og dermed styrket min modstandskraft bag fængselsmuren. Jeg er overbevist om, at mindet om søskendeparret Scholl også vil styrke Deres modstand mod nationalistiske strømninger.
De har gjort mig til en del af to liv, som døden ikke kunne sende ud i glemsel. Det vil jeg gerne takke Dem alle hjerteligt for. Nok en gang har De bekræftet mig i, at litteraturen er mægtigere end tyranniet.
Journalist Ahmet Altans tale ved modtagelsen af den tyske Geschwister-Scholl-Preis i München i november 2019. Talen er sendt fra det tyrkiske fængsel, hvor Ahmet Altan sidder indespærret.
Oversat fra Ute Borgi-Knellesessens tyske version af Ahmet Altans tale af Per Øhrgaard.