Professor: Debatten om Grosbøll bygger på to forskellige måder at tale om Gud på

Vi kan ikke bevise, at Gud findes. Men vi kan tænke Gud som den altomfattende virkelighed – ja, vi kan faktisk ikke lade være

Thorkild Grosbøll, præst i Taarbæk.
Thorkild Grosbøll, præst i Taarbæk.

For at forstå en aktuel teologisk eller filosofisk problemstilling er det altid nyttigt at kaste et blik tilbage i tiden for at se, hvordan problemet er blevet til. Det er, hvad den 90-årige tyske filosof Jürgen Habermas forsøger i sit godt 1700 sider store værk ”Auch eine Geschichte der Philosophie” (Også en filosofihistorie). Her forsøger han at begribe den vestlige kulturs ”efter-metafysiske tænkning” ved at se tilbage på forholdet mellem tro og viden.

En teologisk diskussion i Kristeligt Dagblads spalter tillader selvsagt ikke en sådan grundighed. Alligevel vil jeg tillade mig at kommentere den debat om den kristne gudstanke, der har udspillet sig her i avisen efter Thorkild Grosbølls død. Jeg mener nemlig, at min tidligere kollega Viggo Mortensen lader pastor Henrik Højlund slippe alt for billigt ved at ”skænke ham” hans ”forsøg på at kæde procesteologi og Kant sammen”, som det hedder i Kristeligt Dagblad den 28. maj. Der er nemlig tale om to tankegange, som hver på deres vis er væsentlige for nutidige forsøg på at tænke om Gud.

Immanuel Kant (1724-1804) mente – apropos Habermas – at måtte ”ophæve viden for at gøre plads for troen”. Han viste, at man ikke kan vide om Gud på samme måde, som vi har viden i naturvidenskab og matematik. Vi kan ikke bevise, at Gud findes. Men vi kan tænke Gud som den altomfattende virkelighed – ja, vi kan faktisk ikke lade være. Og gudstanken får konkret virkning ved at være den yderste forudsætning for etikken. Når vi handler etisk, har vi vished for, at Gud findes. Kants betydning for moderne protestantisk teologi kan ikke overvurderes. Søren Kierkegaards værk er utænkeligt uden Kant.

Procesteologien er en teologisk variant af en tænkning, der går tilbage til den engelske matematiker og filosof A.N. Whitehead (1861-1947). Den er vanskeligt tilgængelig, men kan forstås som et forsøg på at overvinde sondringer som dennesidig-hinsidig og sjæl-legeme. Virkeligheden består ifølge Whitehead af en slags åndelige atomer, der befinder sig i en proces styret af Gud. Man har betegnet tankegangen som ”panenteisme”: Gud er ikke adskilt fra verden og heller ikke identisk med verden (panteisme), men alting er i Gud.

Kant og Whitehead er på en måde to modpoler, som man kan forstå nutidig tænkning om Gud ud fra. For Kant skal Gud forstås ud fra menneskets etiske praksis, dets eksistens som Kierkegaard og senere eksistensteologien siger. Herfra er der kun et skridt til at sige, at Gud ikke betyder andet end menneskets etiske eller eksistentielle engagement. Det var et vigtigt synspunkt, da Thorkild Grosbøll (og jeg selv) var teologistuderende. Det havde for øvrigt intet med 68-oprøret at gøre, som nogen har hævdet. Den såkaldte Gud er død-teologi blev lanceret i USA længe før studenterne gik på barrikaderne i Paris.

For Whitehead skal både menneske og Gud forstås i en altomfattende sammenhæng, altså kosmos eller universet. Det tilsiger hans naturvidenskabelige viden. Men i stedet for at slå sig til tåls med naturvidenskabens reducerede verdensbillede, forsøger han så at sige at tænke ånd ind i universet. Whiteheads projekt er metafysisk.

I Danmark har vi et lignende projekt i K.E. Løgstrups sene religionsfilosofi. Også ifølge Løgstrup bliver vi nødt til at forstå os selv som mennesker inden for den altomfattende sammenhæng, der hedder universet. Og den mest overbevisende måde at gøre det på er at tolke universet som skabt af en Gud, hvem vi ikke er ligegyldige. Det er en nutidig teisme, som modsiger Habermas’ efter-metafysik.

Når Viggo Mortensen derfor i sit indlæg den 22. maj erklærer om ”moderne teologi”, at ”alle seriøse bestræbelser er gået i retning af at tænke om Gud på ikke-teistiske måder, at tro a-teistisk på Gud”, tager han nok munden lidt for fuld. Og han burde i hvert fald ikke have ladet Højlunds uvidenhed om Kant og procestænkningen gå upåagtet hen.