Prøv avisen
Debat

Professor emeritus: Det Gamle Testamente kan fint fungere på gudstjenestens betingelser

”Salme 137’s råb om hævn, som Müller nævner som et skrækeksempel fra Det Gamle Testmente, er fuldt forståeligt som fortvivlede menneskers reaktion på babylonernes ødelæggelse af Jerusalem, men passer dårligt til Jesu ord om at vende den anden kind til. – Illustration: Maleriet ”De sørgende jøder i eksil” af Eduard Bendemann, (1811-1889) efter Salme 137 i Det Gamle Testamente, hvor der blandt andet står: ”Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion.”

Kirsten Nielsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Ved at have de gammeltestamentlige læsninger i selve gudstjenesten får vi som præster mulighed for at fortolke dem, så menigheden ikke overlades til selv at gøre sig sine overvejelser over, hvorfor Det Gamle Testamente er en del af Bibelen, skriver professor emeritus

MOGENS MÜLLERS kronik ”Det Gamle Testamente hører ikke hjemme i kirkens tekstrækker” den 1. oktober slutter med denne påstand: ”Så lige så selvfølgeligt Det Gamle Testamente hører med til den kristne bibel, lige så lidt hører en gammeltestamentlig tekstrække hjemme i en kristen gudstjeneste.”

Müllers argumentation bygger på hans historiske tilgang til Det Gamle Testamente. At Det Gamle Testamente er en del af Bibelen er en historisk kendsgerning, som han respekterer. Men når det gælder læsningen af de gammeltestamentlige tekster i gudstjenesten, så henviser han til de gammeltestamentlige teksters oprindelse i et jødisk miljø. For Müller betyder det, at teksterne kun kan forstås korrekt inden for deres jødiske kontekst. Det er da også historikeren, der skriver: ”Historisk betragtet siger det også sig selv, at en jødisk skriftsamling er udtryk for jødedom. Den bliver ikke kristen af at blive tolket kristent. Det er her alene tolkningen, der er kristen.”

Nu er spørgsmålet så blot, om det er tilstrækkeligt at anlægge den form for historisk synsvinkel og betragte den første betydning af en tekst som den eneste gyldige. Bibelen er en brugstekst, og selvom Paulus skrev til sin tids menigheder og ikke til os, så læser vi stadig hans breve i gudstjenesten, som om de også var henvendt til os, og viser dem den respekt, at vi rejser os imens. At Bibelen er den kristne kirkes kanon indebærer, at dens tekster skal bruges igen og igen og derfor naturligvis også tolkes.

DET UNDRER MIG, at Müller, når det gælder de gammeltestamentlige læsninger, ikke accepterer, at ny kontekst kan skabe ny betydning. En af de helt centrale gammeltestamentlige tekster, som bruges i enhver kristen gudstjeneste, og som menigheden faktisk også rejser sig op under, er den aronitiske velsignelse (Fjerde Mosebog 6, 24-26). Når præsten udtaler ordene ”Herren velsigne dig...”, så er det en velsignelse i den treenige Guds navn, selvom den oprindeligt betød: ”Må Jahve velsigne dig...” og altså var en del af israelitisk-jødisk gudstro.

Hertil kunne man så sige, at netop de ord ikke strider mod det kristne gudsbillede. Og det er en vigtig del af Müllers argumentation: ”De træk i gudsbilledet, der ikke kan forenes med, at Gud er Jesu kærlige far, hører ikke hjemme i den kristne tro.” Men hvis man ved en kærlig far forstår, hvad de fleste vel forventer af en god far, så er der ganske mange steder også i Det Nye Testamente, som ikke bør læses i gudstjenesten. Tænk blot på de meget voldelige dele af Johannes’ Åbenbaring eller Jesu ord: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at bringe splid mellem en mand og hans far.” (Matt. 10, 34-35). Disse ord indgår i øvrigt i evangeliet til 2. juledag (anden tekstrække). Her må prædikanten formentlig bruge lidt af sin prædiken på at tolke teksten og forklare, at ordene ikke er et dogmatisk udsagn om, at strid altid er bedre end fred.

Hvis Müller ikke begrænser faderbilledet til en omsorgsfuld far, men også forventer, at en far kan blive skuffet og vred, så er der ganske mange tekster i Det Gamle Testamente, som på dette punkt kan give sprog til kristen forkyndelse. Gudstjenesten har blandt andet til formål at give os sprog til at tale til og om Gud. Det vil derfor være et tab, hvis menigheden ikke lærer centrale davidssalmer at kende som ”Herren er min hyrde” (Salme 23) eller klagen i Salme 130: ”Fra det dybe råber jeg til dig, Herre.”

Dertil kommer, at der igen og igen i læsningerne fra Det Nye Testamente henvises til eller citeres fra Det Gamle Testamente. Ved at have de gammeltestamentlige læsninger i selve gudstjenesten får vi som præster mulighed for at fortolke dem, så menigheden ikke overlades til selv at gøre sig sine overvejelser over, hvorfor Det Gamle Testamente er en del af Bibelen.

Det betyder ikke, at enhver gammeltestamentlig tekst kan tages ud af sin oprindelige kontekst og indgå meningsfuldt i en kristen gudstjeneste. Det viser udvalget i alterbogen. Salme 137’s råb om hævn, som Müller nævner som et skrækeksempel fra Det Gamle Testmente, er fuldt forståeligt som fortvivlede menneskers reaktion på babylonernes ødelæggelse af Jerusalem, men passer dårligt til Jesu ord om at vende den anden kind til. En lang række andre voldelige tekster (gammeltestamentlige såvel som nytestamentlige) er da heller ikke læsetekster ved folkekirkens gudstjeneste. Der er tale om et valg, og det er et valg, som kan diskuteres.

EN ANDEN MÅDE, de gammeltestamentlige tekster indgår i gudstjenesten på, er gennem salmerne. Grundtvig gendigter Salme 103 og lovsynger endog ”Jehovas højhellige navn” (Den Danske Salmebog, nummer 3: ”Lovsynger Herren”). Lisbeth Smedegaard Andersen gendigter fortællingen om Moses, der gerne vil se Guds ansigt, men ikke får lov. Salmen forholder sig loyalt til den gammeltestamentlige fortælling, men til slut i salmen lader Smedegaard Andersen Guds ansigt ligne Kristi ansigt (Den Danske Salmebog, nummer 22: ”Gådefuld er du, vor Gud”). Salmen er på samme tid udtryk for respekt for den gammeltestamentlige tekst og klar evangelisk tale: Der skete noget med Gud, da Gud blev menneske. Eller læs Holger Lissners salme om Kain og Abel, hvor Kristus til sidst viser hen på sin egen død som en Abel-død (Den Danske Salmebog, nummer 698: ”Kain, hvor er din bror?”).

Hele salmesamlingen ”Lysets utålmodighed” med salmer til hver eneste gammeltestamentlig læsning viser, at der er mange forskellige muligheder for at tolke den gammeltestamentlige læsning ind i gudstjenestens sammenhæng, uden at forskellene mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente tilsløres.

Mogens Müller tager anledning af de igangværende drøftelser af gudstjenestens liturgi til at foreslå, at de gammeltestamentlige læsninger helt skal udgå af gudstjenesten. Forslaget er radikalt og skal selvfølgelig skabe diskussion. Hvad der er brug for, er ikke en bortvisning af Det Gamle Testamente som selvstændig læsning. Derimod er det altid rimeligt at overveje, om valget af gammeltestamentlige læsninger kan gøres bedre.

Kirsten Nielsen er professor emeritus i Gamle Testamente, Aarhus Universitet.