Prøv avisen

Professor: Ghita er i sit livs form – knivskarp, generøs og med en sjælden intuition for, hvad der er galt i samfundet

Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Bent Meier Sørensen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

”Hele Danmarks Ghita” viser, at bliver man ved med at bakse med sit optageudstyr og sin egen fremmedgørende usikkerhed, kan man - i løbet af tres år - blive en mester i samtalens kunst. En sådan mester er Ghita Nørby, skriver Bent Meier Sørensen

Radio24syv har i denne uge interviewet Ghita Nørby, en begivenhed som har skabt chok og opstandelse blandt journalister og på internettet. Man har beskyldt Ghita Nørby for at være perfid og ubehøvlet og for at smide den uskyldige interviewer under bussen. Eller var hun, ville de nyfigne vide, nu endelig blevet dement?

Intet af dette har noget på sig. I det timelange interview fremstår Ghita Nørby knivskarp, uhyre generøs og med en sjældent set intuition for, hvad der er gået galt i vores samfund.

Naturligvis får, som et slags forspil, intervieweren med grovfilen, heldigvis iblandet Nørbys umiddelbare forelskelse i den “yndige, smukke, brunøjede” og unge kvinde. Kvinden hedder Iben Maria Zeuthen, men har så åbenbart planlagt at sidde i Ghita Nørbys private hjem i syv timer, hvorunder båndoptageren ikke må være slukket. Journalisten har desuden store høretelefoner på, og vifter i tilkøb uden ophør Ghita Nørby om næsen med en gigantisk mikrofon, der for en sikkerheds skyld er udstyret med en omfattende stormsikring.

Det er i første omgang denne helt overdrevne, teknologiske invasion, der, som Nørby gør opmærksom på, ødelægger muligheden for menneskelig samtale. Det begriber journalisten ikke alvoren i, og her får Nørby færten af, at det ikke kun er et teknologisk problem. Problemet er, at journalisten også i en dybere forstand gemmer sig, og at optageudstyret alene skal udstille skuespilleren, ikke formidle en samtale. Du giver ikke noget, siger Nørby til journalisten: ”Du er inden i en skal!”

Det er og forbliver en subjektiv vurdering, men enhver kan jo give sig selv den oplevelse at høre interviewet: Intervieren har ikke begrebet den genre, hun forsøger at bidrage til, portrætinterviewet. Det fremstår som om Zeuthen er på besøg hos Ghita Nørby uden at ane, hvem Ghita Nørby er, uden at have fornemmelse for den erfaringsverden, hun hermed er trådt ind i.

Zeuthen er, som Nørby også anerkender, ”exceptionelt godt forberedt”, men kan, som Nørby også køligt og præcist påpeger, ikke ”glemme sig selv”. Og uden selvforglemmelse går det ikke. Så ender man i sentimentalitet, selvhøjtidelighed og banalitet.

Det demonstrerer journalisten med sit første egentlige spørgsmål, der angår Nørbys medvirken i filmen ”Før frosten”: ”Hvordan vil du betegne den rolle, du spiller?”

Spørgsmålet afslører Nørby umiddelbart som intellektuel uredelighed og overfladiskhed: ”Hvad tror du, at jeg tænker?” ”Jeg tror, du tænker, at jeg er en idiot,” svarer Iben Maria Zeuthen.

Det må man jo ikke kalde hinanden, men dels kalder Ghita Nørby sig selv det samme senere i interviewet, dels er spørgsmålet jo en fuldblods ommer. Man må indlysende nok aldrig spørge en kunstner, hvad hendes kunstværk betyder. ”Hvad forestiller dit maleri?” er den perfekte indledning på et mislykket interview med en kunstmaler. Men endnu værre er det, at intervieweren ikke som det allerførste vover sin egen læsning af kunstværket: Hvilket indtryk gjorde det på mig, hvorfor er det stor kunst (eller, naturligvis, ikke stor kunst)?

Et sådant vovestykke kunne have bragt Nørbys samtalepartner på banen som en undrende og taknemmelig modtager af kunstnerens værk, dels endegyldigt have lukket journalistens forsøg på en helt kortsluttet, psykologisk læsning af kunstneren selv. Den kan opsummeres som følger: Ghita, den måde du dominerer mig, er det egentlig ikke bare en gentagelse af din mors dominans af dig?

”Nej, jeg er helt anderledes” er Nørbys præcise svar. Dette svar åbner for en sekvens i interviewet, der gør det helt enestående i nyere tids kunstnerportrætter. Nørby fortæller om dengang hun sammen med et par andre unge skuespillerinder var inviteret på besøg hos Karen Blixen. De unge kvinders beundring for baronessen var næsegrus, og Nørby fører os ind på to sofaer, der står overfor hinanden i pejsestuen på Rungstedlund.

Her ville Nørby gerne have fortalt Zeuthen, hvad hun oplevede, da Karen Blixen satte sig overfor hende og begyndte at tale. Men Ghita Nørby har intet at fortælle om dette historiske øjeblik: ”Jeg var for dum, for ung, for uudviklet. Jeg forstod slet ikke, hvad jeg oplevede.”

Her viser Nørby overlegent, ja, men også omsorgsfuldt og modigt, at hun selv har været i præcis den situation, som Zeuthen fandt sig i, da denne en time tidligere kom ind i skuespillerens hjem. For ung og uerfaren, for bundet af programmets idiotiske og Lars von Trierske ”dogme” om, at optagelserne skal køre uafbrudt i syv timer. Det er jo, fastslår Nørby uden videre, terrorisme.

Men hermed viser ”Hele Danmarks Ghita” også, med en Blixensk elegance, at bliver man ved med at bakse med sit optageudstyr og sin egen fremmedgørende usikkerhed og fortsætter man kampen mod sin egen, gudsgivne stupiditet kan man, i løbet af tres år, blive en mester i samtalens kunst.

En sådan mester er Ghita Nørby.

Bent Meier Sørensen er professor mso i organisation og filosofi ved Copenhagen Business School.