Det må være i orden at spørge om proportionaliteten i corona-restriktionerne. Er det for eksempel rimeligt, at de unge ikke skal i skole eller tilbage på deres uddannelser efter nytåret?
Der må jo findes opgørelser over, hvor vi primært smittes efter de retningslinjer, der var implementeret, før vi lukkede ned igen. Er det på restauranter, arbejdspladser, skoler, udendørs eller er det primært i hjemmene og til private arrangementer indenfor?
På mange måder ville det være rart med konkrete data, der belyser dette, og måske få svar på, hvorledes smitten trænger ind i ældreplejen. Burde vi ikke også forholde os til, om vi med den måde, vi håndterer corona på, overhovedet kan tillade nogen former for overdødelighed fremover, eller for den sags skyld influenzarelateret død, vi faktisk kan forhindre, når vaccinerne svigter?
Pointen med at se på influenza og lignende sygdomme i forbindelse med corona har jo handlet om at forstå, at vi i en eller anden grad er vant til både død og senfølger. Ikke at de nødvendigvis skal sammenlignes én til én, men kan bruges til at dæmpe angsten og vise, hvad vi normalt kan leve med.
I det her relativt komplekse regnestykke om mennesker er der også en reel fare for, at alt bliver forsimplet til et niveau, hvor det ikke hører hjemme, og perspektivet er forsvundet. Vi har jo kun et sundhedsparameter. Hvor mange borgere er endt med angst, depressioner, ensomhed, og andre sygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme, der ikke er taget hånd om i tide? For slet ikke at tale om arbejdsløshed og fattigdom. Alt kommer jo med en pris og kan naturligvis have konsekvenser langt ind i fremtiden.
I 1957 og 1968 hærgede to meget dødelige influenzapandemier. De syge svækkede ældre, der er i stor risiko for at dø med corona findes i den del af befolkningen, der var unge dengang. En tid, hvor politikerne havde en pragmatisk holdning til livets gang og uden medier i selvsving, der hældte benzin på bålet.
At vi skal passe bedre på syge svækkede ældre er naturligt, men vi er på mange måder fanget i et spind. Selv corona-vaccinen skal rulles bredere ud end den årlige influenzavaccine, før vi får vores liv tilbage, til trods for at dækningsgraden er suveræn sammenlignet med de årlige influenzavaccinationer. Det giver altså ikke mening, ligesom geninfektion er undtagelsen, der bekræfter reglen, da vi bliver immune.
Hvor lang tid immuniteten varer, er naturligvis usikkert, men corona er ikke en dødelig virus, selvom vores adfærd stadig reguleres ud fra den præmis Som med influenza udgør den, også ifølge myndighedernes egne opgørelser, primært en risiko for svækkede ældre med flere lidelser sidst i livet, og som oftest er at finde i ældreplejen.
Corona havde åbenlyst i flere lande en meget højere dødelighed i foråret end influenza og lignende sygdomme, men den manglende overdødelighed i Europa i året op til marts 2020 var medvirkende årsag sammen med få behandlingsmuligheder og en ny virus, der kunne spredes hurtigt i ældreplejen. Spørgsmålet er derfor, om man kan forvente en gentagelse af forårets forfærdelige scener.
Tager man et blik på udviklingen i overdødeligheden rundt omkring i Europa op til de hårde restriktioner/nedlukninger igen sidst på efteråret, er det tydeligt, at overdødeligheden udviklede sig i et helt andet tempo de fleste steder med de restriktioner, der var, skyhøje smittetal til trods.
Jo flere vi tester herhjemme, jo flere smittede finder vi. Døden denne vinter er dog milevidt fra det, vi oplevede i 1990’erne med henholdsvis 5252 og 4477 influenzarelaterede dødsfald i vintrene 1995/1996 og 1998/1999.
Ligeledes langt fra de næsten 3000 døde, vi oplevede i 2017/2018-sæsonen, hvor vi uden problemer håndterede 7667 indlæggelser med influenza, hvoraf 549 modtog intensivbehandling. Hovedparten indlagt fra nytåret til og med marts og knap 900 på en gang, da det toppede.
Vi har en pandemi, vi skal håndtere en rum tid endnu, men spørgsmålet er om vi lever i en fortælling ude af proportioner.
Morten Petersen er professor i biologi ved Københavns Universitet.