Er nadveren gyldig, når den fejres hjemme i stuen i forbindelse med en radio- eller tv-transmitteret gudstjeneste? Bliver den, der fejrer nadver hjemme i stuen, en del af menigheden, af Kristi krop? Eller er Kristus og Helligånden kun til stede i den fysiske kirkebygning? Teologisk set er det særlige ved den opstandne Kristus, at hans krop er en åndelig krop eller et åndeligt legeme, sådan som Paulus siger i Første Korintherbrev, kapitel 15. Kristi åndelige legeme omfatter alle kristne på alle steder og til alle tider, både de levende og de døde. Kristi åndelige legeme begrænses derfor ikke af kirkebygningens fysiske mure eller af menneskers fysiske kroppe. Nadveren manifesterer Kristi åndelige krop i verden.
Alle, der fejrer nadver, er derfor en del af Kristi åndelige krop, ligegyldigt hvor man fysisk befinder sig, således som Luther beskriver det i sit første skrift om nadveren, ”En sermon om nadveren”. Nadveren er altså ifølge Luther først og fremmest et udtryk for fællesskab med Kristus og med alle andre kristne.
I senere skrifter om nadveren redegør Luther for, at delagtigheden i Kristi legeme fører til heling, frelse og syndsforladelse. Når man fejrer nadver hjemme, bliver man en del af Kristi krop og får dermed også del i frelsen, der formidles gennem Kristi krop.
Det er ikke kirkens opgave at begrænse menneskers mulighed for at være en del af fællesskabet i Kristi krop, medmindre der er tale om indlysende misforståelser og misbrug. Derimod må kirken støtte mennesker i at forblive en del af fællesskabet i Kristi krop, selvom corona-pandemien og andre forhold lægger fysiske forhindringer i vejen.
I denne verden lever vi altid på afstand af den opstandne Kristus. Det gælder, hvad enten vi befinder os i kirkebygningen eller hjemme i stuen. I nadveren formindskes denne afstand, og derfor er det godt, at så mange som muligt deltager i nadveren – også digitalt.
Lektor i dogmatik Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen og provst Thomas Reinholdt Rasmussen lægger i Kristeligt Dagblad den 11. januar op til debat om det, som de kalder digital nadver. Kronikørerne mener ikke, at nadver fejret i hjemmet i forbindelse med en transmitteret gudstjeneste er gyldig, ifølge luthersk tradition. De begrunder det, så vidt jeg forstår, med, at der ifølge Luther skal være et fysisk kropsligt fællesskab mellem deltagerne i nadveren og præsten, der indstifter nadveren. Det skal forhindre ”sværmeri”. Sværmeri er en gammel betegnelse for en radikal del af Reformationen, der mente, at Helligånden virker uafhængigt af etablerede kirkeinstitutioner og deres fysiske rammer. Derfor er disse rammer ifølge ”sværmerne” ikke nødvendige.
Det afgørende er den åndelige inspiration og det åndelige fællesskab. Luther bekæmpede indædt disse ”sværmere”, fordi de efter hans mening førte samfundet, kirken og kristendommen ud i kaotiske tilstande. Hvis man skal bruge denne argumentation nu i forbindelse med nadverfejring i hjemmet i forbindelse med transmitterede gudstjenester, må det forudsætte, at nadverfejring i hjemmet, hvor ingen præst fysisk er til stede, truer med at opløse menighedens fællesskab og skabe kaotiske tilstande. Det har jeg ikke set tendenser til.
Mennesker fejrer nadver i hjemmet, fordi de ikke kan komme fysisk i kirken. Den digitale nadver er altså ikke sværmeri, og den truer ikke det kristne fællesskab, som samles i og omkring nadveren.
Anders-Christian Jacobsen er professor i dogmatik, Aarhus Universitet.