Prøv avisen

Professor i etik: Martin Ågerups klumme er i enhver henseende spild af tid

Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.

Svend Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Martin Ågerup gør i sin klumme om madspild den dybe økonomiske visdom gældende, at for at kunne kalde noget for spild skal man tage hensyn til omkostningen ved at ophæve spildet. Men hvis der er noget, den gode direktør ikke gør, er det at anlægge en etisk synsvinkel, skriver professor i etik

I KLUMMEN ”Etisk set” skriver Cepos-direktør Martin Ågerup den 4. marts om det for tiden meget omtalte emne madspild. Men hvis der er noget, den gode direktør ikke gør, er det at anlægge en etisk synsvinkel.

Martin Ågerup gør derimod den dybe økonomiske visdom gældende, at for at kunne kalde noget for spild skal man tage hensyn til omkostningen ved at ophæve spildet. Man skal ”vurdere, om det ikke bedre kan betale sig for os at købe lidt for meget end at skulle i supermarkedet en ekstra gang”. Altså: Du kan med god samvittighed smide for meget indkøbt mad væk, hvis du på den måde kan spare lidt af din kostbare tid.

Hvis man virkelig anlægger en etisk synsvinkel, ser madspild helt anderledes ud. Uanset at vi lever i et overflodssamfund, er det ikke nogen selvfølge, at vi får mad på bordet, altså den livsnødvendige næring. Det gælder selvsagt med al ønskelig tydelighed, hvis vi anlægger en global synsvinkel. Jeg har lige fået et brev fra Folkekirkens Nødhjælp om en flygtningelejr i Bangladesh, hvor der er ”for lidt plads, for lidt mad, for lidt alting”.

Jeg ved godt, at vi ikke kan afhjælpe manglen på mad i Bangladesh ved at sende vores overflødige fødevarer derned. Men bevidstheden om, at der stadigvæk er mennesker, der sulter på vores klode, burde kalde eftertanken frem. Det samme burde erindringen hos os, der er gamle nok til at have oplevet knaphed på mad i vores omgivelser. Mad er livsnødvendig, og den er ikke en selvfølge. Derfor bør vi – også på vore himmelstrøg – være taknemlige over at kunne få tilstrækkelig og nærende mad.

Og taknemligheden bør få os til at omgås maden med omhu og varsomhed. At kassere spiselig mad er udtryk for en utaknemlig skødesløshed. Derfor er det overordentlig glædeligt, at flere og flere – både enkeltpersoner og butikskæder – tager kampen mod madspild op.

Hvis man ikke vil nøjes med en etisk synsvinkel, men spørger til et kristent blik, kunne man jo tænke på Fadervor. Her beder vi ”Giv os i dag vort daglige brød”. Vi ved godt, at vi selv kan og skal købe vores mad. Men med Luthers ord minder bønnen om, at ”Gud også trofast sørger for vor timelige næring”. Kristendom er blandt meget andet indøvelse i taknemlighed, også for overflodsmennesker. Og én form for taknemlighed er kampen mod madspild! Bortset fra sin manglende forståelse for madspildets etik bringer Martin Ågerup en fortærsket borgerlig kæphest til torvs, når han som et bedre eksempel på spild nævner brugen af ”andre folks penge, altså i den offentlige sektor”.

De penge, der bruges i den offentlige sektor, er jo ikke ”andre folks”! Vi har som demokratiske borgere valgt et samfundssystem, hvor vi med offentlige midler gør det muligt, at alle kan få en uddannelse, sygdomsbehandling, pleje i alderdommen og så videre. Det finansieres med penge, der fremkommer gennem skatter og afgifter.

Når jeg har betalt min skat, er det pågældende beløb ikke ”mine penge”, men fællesskabets. Og i kraft af de midler har jeg et undervisnings-, sundheds- og plejevæsen og så videre, som jeg har al grund til at være taknemlig for.

Martin Ågerups klumme er med andre ord i enhver henseende spild af tid, både hans egen og læsernes. Det er faktisk uetisk.

Svend Andersen er professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet.