Professor: Mette Bocks manøvre er den slags karrieregymnastik, som får borgere til at miste respekt for politikere

Mette Bocks karriere har i forvejen indebåret gennemrejse i flere, ret forskellige politiske partier fra SF til Liberal Alliance. Hvad der har været den filosofiske kerne i den karriere er svært at se, skriver Tim Knudsen

Tim Knudsen er ikke imponeret over Mette Bocks (LA) "karrieregymnastik".
Tim Knudsen er ikke imponeret over Mette Bocks (LA) "karrieregymnastik". . Foto: Petra Theibel Jacobsen/Iben Gad.

Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) vil gerne stille op til Europa-Parlamentet.

Hun vil dog ikke træde tilbage som minister. Hun vil tilmed gerne fortsætte som minister, hvis der bliver mulighed for det efter næste valg.

Vi må gå ud fra, at hun i givet fald vil springe fra Europa-Parlamentet, hvis hun igen bliver tilbudt en ministerpost. Det er at blæse med mel i munden. Og det udtrykker slet ikke den interesse for EU, som hun foregiver. Det er heller ikke at tage vælgerne alvorligt. Det er præcis den slags karrieregymnastik, som får borgerne til at miste respekt for politikere.

Mette Bock har i forvejen en bugtet karriere bag sig, der også har indebåret gennemrejse i flere, ret forskellige politiske partier fra SF til Liberal Alliance.

Hvad der har været den filosofiske kerne i den karriere er svært at se.

Mere nærliggende er det at se Bocks seneste karrieretræk i sammenhæng med, at den nuværende regering som ingen anden før den har været præget af, at ministre leder efter karrierefaldskærme, nu da næste folketingsvalg nærmer sig, og deres respektive partier har måttet konstatere dårlige meningsmålinger.

For nogle ministre er det åbenbart blevet ubærligt, at de risikerer at skulle i opposition efter næste folketingsvalg. At sidde som menigt folketingsmedlem har mistet anseelse.

For andre – og det gælder Liberal Alliances ministre – er der også risiko for ikke en gang at blive genvalgt til Folketinget.

Mette Bock må nære en forhåbning om, at hun kan blive valgt til EU-Parlamentet.

Hvor realistisk det er, vil tiden vise. Men det eneste ærlige ville så være at træde tilbage som minister straks til fordel for en anden repræsentant for Liberal Alliance.

At stille op til valg til EU-Parlamentet og samtidig erklære, at man vil fortsætte som minister i stedet, hvis det bliver muligt, er gennemført useriøst.

Tim Knudsen er tidligere professor i statskundskab ved Københavns Universitet og uafhængig politisk kommentator.