Indsatsen mod coronavirus og den truende samfundsøkonomiske krise har pustet liv i den gamle debat om det uetiske i at sætte pris på menneskeliv.
I Kristeligt Dagblad den 27. marts citeres professor emeritus Svend Andersen for at kalde sundhedsøkonomi for et dybt problematisk fag, hvor der sættes en pris på menneskeliv ved at operere med såkaldte kvalitetsjusterede leveår.
Det er imidlertid en sejlivet misforståelse, at sundhedsøkonomer sætter en pris på menneskeliv. Det er ikke tilfældet. Der sættes derimod en pris på værdien af indsatser mod sygdom.
Udgangspunktet for sundhedsøkonomiske beregninger er, at der er knappe ressourcer. Sundhedsvæsenet kunne redde flere menneskeliv end i dag, hvis der blev tilført flere penge. Mange af de 40.000-50.000 mennesker, som herhjemme dør hvert år, kunne således reddes, hvis bevillingerne blev øget.
Eksempelvis dør årligt cirka 3000 af utilsigtede hændelser; et tal som kunne mindskes med mere personale og mindre stress blandt læger og sygeplejersker. Hvert år skæres dybt i de økonomiske budgetforslag, som sundhedsvæsenet selv har påpeget behovet for forbedringerne af. Den medicinske litteratur vidner om mange typer af relevante sundhedsfaglige indsatser, som påviseligt kunne redde flere danskeres liv, men som vi har afslået at implementere af økonomiske hensyn. Det er desværre naivt at tro, at sundhedsvæsenet i dag får enhver krone, der bedes om for at kunne redde liv, stillet til rådighed.
Når økonomer snakker om prisen på et kvalitetsjusteret leveår, handler det om at sætte pris på værdien af alternative forslag til, hvordan vi skal bruge de knappe ressourcer. Når pengene er for få, hvordan redder vi så flest liv – og får flest kvalitetsjusterede leveår – med det beløb, der er til rådighed?
Prioritering med hjælp af sundhedsøkonomiske beregninger er ikke en uetisk disciplin. Samfundet kunne formentlig have reddet flere liv for de samme penge, som corona-indsatsen hidtil har kostet det danske samfund, såfremt politikerne havde prioriteret anderledes. Mange af de 40.000-50.000 danskere, der i år vil dø af alle mulige andre sygdomme end corona, kunne altså være reddet for de samme penge – og formentlig i et større antal end undgåede corona-relaterede dødsfald.
Hvor et sundhedsvæsens primære opgave er at redde menneskeliv, skal en regering imidlertid agere ud fra et bredere værdisæt. Der er andre ting på spil end undgåede corona-dødsfald, og enhver sundhedsøkonomisk beregning i denne situation er derfor misvisende, hvis den står alene.
Hvis man kun opgør værdien af samfundets indsats mod corona i antal undgåede dødsfald, har man misforstået alvoren. Indsatsen mod corona handler også om befolkningens tillid til regeringen og sundhedsvæsenet, som var nødt til at agere i den truende situation. Både ud fra etiske hensyn til dem, der var mest truet af virkningerne af en pandemi, samt hensynet til personalet på sygehusene.
Det handler også om andre grundlæggende værdier, som normalt ikke inddrages i sundhedsøkonomiske analyser, såsom befolkningens tryghed og samfundets sammenhængskraft.
Lars Holger Ehlers er professor i sundhedsøkonomi ved Aalborg Universitet.