Prøv avisen
Debat

Professor: Jeg frygter, at biskoppernes klimaudmelding trækker folkekirken i en klart totalitær retning

Jens Morten Hansen, adjungeret professor i naturfilosofi og tidligere direktør for Forskningsstyrelsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det synes som om, at biskopperne ønsker, at kirken i vor tids religionsforvirring skal kunne meddele, hvad der i enhver aktuel politisk situation er ondt eller godt

I JAGTEN PÅ politisk korrekthed og medvind fra tidens feel good-bevægelser har folkekirkens biskopper besluttet, at folkekirken skal gå forrest for at opfylde regeringens målsætning om 70 procent CO2-reduktion.

Jeg troede ellers, at folkekirkens bygningsdrift, vedligeholdelse og restaurering skulle varetages af menighedsrådene, Nationalmuseet og de verdslige byggemyndigheder, mens præstestanden – inklusive biskopperne – skulle forkynde Jesu ord, herunder toregimentelæresætningen: ”Giv Gud hvad Guds er, og kejseren hvad kejserens er.” Altså, at Jesus selv og disciplene herunder os, der kalder sig kristne, ikke skulle blande vores religiøse liv ind i for eksempel bygningsreglementet og andre praktiske sager.

Dette princip er imidlertid med oldkirkens ophøjelse til statskirke under romerkejseren Konstantin (kejser 306-337 e.Kr.) blevet trådt under fode af pavekirken og udgjorde i de 1200 efterfølgende år et afgørende led i de europæiske landes politiske magtudøvelse. Et vendepunkt i denne ukristelighed var Martin Luthers oprør mod pavemagten, det vil sige Reformationen, her i landet i 1536.

MED BISKOPPERNES NYE BESLUTNING føjes der yderligere til en snigende ”katolisering” af folkekirken. Ikke nok med, at kirkerum og menighedslokaler udstyres mere og mere pompøst og kostbart.

Ikke nok med, at præster og biskopper optræder i stadig mere ”katolske” messehagler, kåber, hovedbeklædninger og processioner.

Og ikke nok med, at kirkegangen foregår under stadig mere ”katolsk” tummel og uro ved barnedåb og konfirmation, hvor festdeltagerne afslører en stadig dybere uvidenhed om Bibelen, salmerne, de kirkelige højtiders årsager og kristendommens øvrige grundvolde.

I det hele taget synes det, som om biskopperne ønsker, at kirken i vor tids religionsforvirring skal kunne meddele, hvad der i enhver aktuel politisk situation er ondt eller godt.

Man synes ude på at høste mest muligt af feel good -følelsens omsiggribende politiske korrekthed. Dette ønske om at flashe godhed er symboliseret adskillige gange gennem danske præster og biskoppers deltagelse, med landsdækkende klimabøn og klokkeringning og ved prominente politikere og katolske prælaters besøg på Grønlands indlandsis.

Som under koldkrigens overhængende fare for atomkrig er vi igen besat af tanken om snarlig undergang og gudsforladthed. Men denne gang er truslen endog meget langt fra atomkrigens altødelæggende karakter. Skulle folkekirken have nogen som helst rolle i klimasagen, måtte det være at bringe trøst og lindring til især de mange børn, der lider af håbløshed i kraft af den klimaangst, som nu er fremprovokeret.

ER DER TALE OM en ny syndsbevidsthed, en nyfortolket forestilling om arvesynden? ”Skam jer,” råbte Greta Thunberg til FN’s forsamling af statsledere. Med Greta Thunbergs nærmest messianske optræden som sandhedsprofet – og med hendes utallige disciple blandt verdens unge og statsledende politikere – er det intet under, at biskopperne også vil være med på et budskab, der kunne minde om Jesu ord om, at ”de gamle har sagt jer (…) men jeg siger jer”. Nogle oplever nærmest Greta Thunberg som Jesu genkomst i lys og herlighed på den yderste dag.

Trossætningen ”Mig er givet al magt i Himmelen og på Jorden” handler ikke mere om Guds almagt, men om nutidens forestillinger om, at kloden i ét og alt er underlagt menneskers gøren og laden. En selvopblæst tro på menneskets almagt, som med klimaalarmismens overdrivelser har gået sin sejrsgang og skubbet al anden gudsjammerlighed i baggrunden – for eksempel nutidens voldsomme befolkningstilvækst, den omsiggribende forurening i udviklingslandene og klodens voldsomme tab af biologisk mangfoldighed.

JEG VIL DERFOR PEGE PÅ den demokratiske undergang, der forekommer langt mere nærliggende end klimatisk undergang. Fra 1900-tallets mange totalitære stater kender vi mere end nok til, hvordan kombinationen af modsigelsesfri topledelse, propaganda og indgreb mod ytrings- og religionsfrihed kan frembringe angst og dermed hårrejsende forhold, som ingen af de påståede klimaforandringer efter nogen som helst prognose ville kunne frembringe – for eksempel talt i omkomne, myrdede eller fordrevne.

At statslig propaganda og dermed angst allerede er tydelige på klimaområdet, kan næppe nogen være i tvivl om. Men kan vi så også opleve en forvitring af demokratiet og komme ind i en ny totalitarisme, der gennemtrumfes i nødvendighedens navn?

Jeg tror og frygter, at en folkekirkelig synode og folkekirkens politisk korrekte bispekoncilier vil trække i en klart totalitær retning, splitte folkekirken mellem politisk korrekte og selvstændigt tænkende personer og dermed gøre en stor del af folkekirkens medlemmer hjemløse.

Kristendommen har to regimenter: loven og troen. Loven gives af lovgiverne – herunder hvordan samfundet skal agere på klimaområdet – mens troen er et ikke-konstant, personligt forhold, der udvikler sig livet igennem og derfor tillader tvivl, personlig erfaring, modsigelse og anderledeshed. Det synes ikke at være den vej, biskopperne vil gå.

Jens Morten Hansen er adjungeret professor i naturfilosofi og tidligere direktør for Forskningsstyrelsen.