Prøv avisen
Debat

Professor: Rossens magt og ansvar er ude af trit

”Det er legitimt, at statsministeren ønsker mere hjælp for at sætte sig politiske spor. Den offentlige debat om stabschef Martin Rossen har alene drejet sig, om statsministeren har valgt den rigtige konstruktion, skriver Tim Knudsen. – Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Af Tim Knudsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Med den stadige indsnævring af ressort-autonomien risikerer man at gøre fagministre til regeringsledelsens magtsvage pinocchiodukker og syndebukke, skriver professor Tim Knudsen

Et embede som parti-politisk stabschef i Statsministeriet uden parlamentarisk ansvar er en nydannelse. Den socialdemokratiske stabschef, Martin Rossen, er tillige placeret i de to vigtigste ministerudvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Formålet er at give statsministeren flere ”muskler”, som statsminister Mette Frederiksen (S) siger.

Før Frederiksen blev statsminister udtalte hun: ”Forretningsgangen i en regering er nu engang sådan, at der er nogle, der bestemmer mere end andre. Der er ikke kollektiv ledelse i en regering. Hvis jeg danner regering efter valget (folketingsvalget i 2019, red.), er den grundlæggende politik mit ansvar – det er ikke den enkelte fagministers ansvar.”

Det er legitimt, at statsministeren ønsker mere hjælp for at sætte sig politiske spor. Den offentlige debat om stabschefen har alene drejet sig om, hvorvidt statsministeren har valgt den rigtige konstruktion. Desværre har Martin Rossen kategorisk afvist at lade sig interviewe om sit arbejde. Den lukkethed øger kun den offentlige interesse for stabschefen. Men vi må nøjes med korte meddelelser fra Statsministeriet, nogle samrådssvar og nogle skriftlige svar til folketingsmedlemmer fra statsministeren. Stabschefen har ifølge statsministeren ”som leder af det politiske sekretariat i Statsministeriet et særligt ansvar i forhold til regeringens arbejde med strategisk prioriterede projekter, kommunikation og koordination”.

Regeringens politik frembringes i en længere beslutningskæde, som hidtil ofte er begyndt i de enkelte ministerier, så erfaringer herfra spiller ind. Men i et åbent samråd udtalte statsministeren, at hun ønskede, at flere af regeringens processer startede og sluttede hos hende. Embedsmænd – anonyme, fordi de er bange for deres karriere – har da også fortalt, at stabschefen fremmer nogle beslutningsprocesser og bremser andre. Angiveligt har stabschefen sat et – midlertidigt? – stop for initiativer taget under den tidligere regering.

Gennem mange år er fagministrene og deres ministeriers råderum i forvejen blevet indskrænket af de to ministerudvalg og Finansministeriet. Tidligere finansminister Kristian Jensen (V) har påpeget, at politikerne ikke kan overkomme at tage stilling til alt, derfor må der foregå en sortering på embedsmandsniveau, inden sagerne bliver forelagt de to ministerudvalg.

Ministre har følt, at de havde svært ved overhovedet at få fremlagt sager for Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Tidligere justitsminister Søren Pind (V) har i en erindringsbog peget på, at magt og ansvar herved kommer ud af trit. En embedsmand i Finansministeriet rettede i en sikkerhedsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste, fordi ”det så for dyrt ud”. For at spare penge gav embedsmanden ”et mere lyserødt billede” end politifagligt forsvarligt. Men ved en eventuel terroraktion ville det være Søren Pind, ikke Finansministeriet, som skulle stå til ansvar. Søren Pind satte sin stilling ind på at få sit papir fremlagt uden finansministeriel censur. Han ville ikke slippe magt, når han ikke kunne slippe for ansvar.

Endnu en ledvogter, stabschefen uden parlamentarisk ansvar, er nu skubbet ind i beslutningskæden. Men hvis noget går galt, fordi et påtrængende tiltag standses, vil fagministeren blive stillet til ansvar.

Martin Rossens forbillede er den tidligere britiske premierminister Tony Blairs stabschef Jonathan Powell, der har skrevet bogen ”The New Machiavelli”. Men i Storbritannien har regeringens inderkreds, kabinettet, kollektivt ansvar. I Danmark har ministre individuelt ansvar. Med den stadige indsnævring af ressort-autonomien risikerer man at gøre fagministre til regeringsledelsens magtsvage pinocchiodukker og syndebukke. Ansvarsforholdene bør moderniseres for eksempel ved at give ministerudvalgene kollektivt ansvar og fastslå, at kun ministre, der er ansvarlige over for Folketinget og offentligheden, kan sidde her.

Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskab.