Prøv avisen
Debat

Professor og islamekspert: Muslimsk bønnekald vil skade muslimer

”Bønnekaldet begynder med ’Allahu akbar’, som er blevet et verdenskendt slogan fra makabre episoder under Islamisk Stat og terrorangreb rundt om i verden,” skriver professor emeritus Mehdi Mozaffari om det muslimske bønnekald, som er til debat i denne tid. – Foto: Romeo Gacad/AFP/Ritzau Scanpix.

Mehdi Mozaffari, professor emeritus, dr.scient.pol., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det muslimske krav om udbredelsen af azan i det offentlige rum ikke bare er problematisk, det vil også skade muslimernes sociale position i samfundet, skriver professor emeritus Mehdi Mozaffari

Det er interessant, at der gennem de seneste fire-fem årtier, i takt med det stigende antal muslimer i Europa – med Danmark på den ene side og islamismens spektakulære fremkomst i dens forskellige farver og former på den anden – har fundet en dybtgående forandring sted, der måske ikke er blevet tilstrækkeligt bemærket. Det drejer sig ikke kun om de vanskeligheder, der findes i relation til den sociale integration, men også en ”blødere” mental forandring i forbindelse med offerrolle og offerstatus.

Denne forandring kunne symbolsk beskrives som et rolleskift mellem Jesus og Muhammed. En sådan udtalelse kunne godt afstedkomme en del forvirring, og måske endda også udløse nogle beskyldninger. Men jeg må præcisere, at jeg ikke er troende og er en fritænker. Det, jeg skriver her, er blot resultatet af mine erfaringer og mine daglige oplevelser gennem de seneste 40 år.

I Danmark har vi på den ene side Jesus som landets religiøse ikon og Muhammed som religiøst ikon for muslimerne i landet. Jesus, der som bekendt er et offer, en ”taber” og endelig korsfæstet. Til gengæld vidner historien om, at Muhammed er en vinder, en erobrer og en livsglad mand.

Hvis vi nu ser på de mange anmodninger af religiøs karakter, som muslimer i årenes løb har fremsat over for samfundet (hijab, halal-mad, sharia, adskillelse inden for sport og i svømmehaller og så videre), kommer disse anmodninger altid fra en offerposition. Det er, som om der sidder en Pilatus et sted deroppe, parat til at korsfæste Muhammed ved at afvise ethvert muslimsk krav om særbehandling.

I virkeligheden forholder det sig sådan, at hvis der findes en Pilatus, sidder han nok snarere ved magten i de lande, muslimerne er flygtet fra.

Og nu under corona-epidemien er et muslimsk bønnekald (”azan”) opstået som en ny, ekstra udfordring for danskerne. Hvordan skal et demokratisk og tolerant samfund som Danmark reagere, uden at landets grundlæggende principper bliver overtrådt? Et vanskeligt dilemma.

Reaktionen er hovedsageligt gået ad to modsatrettede veje. Blå blok (undtagen Liberal Alliance) vil sammen med Generation Identitær forbyde ”azan”. Dog er en direkte henvisning til islam i den reviderede version af forslaget til Folketinget blevet erstattet med et ”forbud mod højttalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer i det offentlige rum”.

På den anden side af spektret er der folk med en anderledes tolerant og nonchalant holdning. Journalist Bettina Heltberg skriver i Politiken: ”Hvem i alverden kan have noget imod, at en muslimsk moské fuldt lovligt kalder til bøn?”. Man finder samme tendens hos præsten i Gellerup Kirke, som siger: ”Retten til bønnekald er en lille gestus fra samfundet til muslimerne.”

Et tredje eksempel på samme tendens findes hos journalist Paula Larrain. Larrain giver en økologisk drejning til sit argument ved at skrive:

”Hvis (…) bønnekald er ’larm’ i det offentlige rum, så er kirkeklokker det også,” som hun skriver i Altinget.

Jeg synes, at Paula Larrain har ret på dette punkt. Både kirkeklokker og bønnekald laver larm i det offentlige rum. Dog med den vigtige forskel, at kirkeklokken er ordløs og kun laver larm. Bønnekald laver også larm, men det består også af en mundtlig diskurs med en række slogans og slagord. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af dem – eller andre, der har udtalt sig om bønnekaldet – åbenbart har forsøgt at finde ud af, hvad indholdet i det muslimske bønnekald er. Hvad betyder det egentlig? Hvad er meningen med ordene i ”azan”?

Mig bekendt er det kun Ahmed Akkari, eks-imam og islamkender, der i sin artikel om baggrunden for det muslimske bønnekald på religion.dk har oversat hele ”azan” fra arabisk til dansk uden dog at kommentere meningen med hver enkelt sætning og det hele sammen.

Bønnekaldet begynder med ”Allahu akbar”, som er blevet et verdenskendt slogan fra makabre episoder under Islamisk Stat og terrorangreb rundt om i verden. ”Allah er større [gentages flere gange]; jeg bevidner, at kun Allah er Gud; jeg bevidner, at Muhammed er Allahs budbringer; kom til bøn; kom til frelse; Allah er større; der er ikke nogen Gud ud over Allah.”

Det fremgår tydeligt, at Allah er en helt speciel Gud, Muhammeds Gud. En Gud, som har hjemme på en meteorsten (Kabaen). Hvis ”der ikke findes nogen gud [Ilah] ud over Allah”, hvem er Allah så større end?

Svaret findes i selve Koranen, som netop nævner andre guder og gudinder som Lât og Uzza. Dem og mange andre, som Muhammed ødelagde ved erobringen af Mekka. Ikke noget opmuntrende tegn for ”religionsfriheden”.

”Azan” er derfor meget mere end et simpelt, uskyldigt bønnekald. Det kan sagtens konkurrere med de mest effektive reklamer nu om dage. Man skal heller ikke glemme, at Muhammed har været en succesrig handelsmand, måske i lighed med nogle succesrige erhvervsfolk, der nu om stunder bliver magtfulde politikere. Derudover har Muhammed uden tvivl været verdens bedste spindoktor for sig selv og sit folk. Sådan markedsfører man et produkt med ganske få sætninger ved at give en religiøs aura til det, der skal råbes, døgnet rundt, på gader og stræder. Og dette varer ved i 1400 år uden at komme til at lide af metaltræthed.

Når vi i Danmark, i et ikke-islamisk land, i det 21. århundrede skændes med hinanden om, hvordan vi skal forholde os til Muhammeds gamle reklame, er dette i sig selv et klart bevis på, hvor levende Muhammeds reklamepakke stadig er. Man burde, som med andre reklamer, i det mindste kræve skat af ”azan”.

Jeg mener, at det muslimske krav om udbredelsen af ”azan” i det offentlige rum ikke bare er problematisk, det vil også skade muslimernes sociale position i samfundet. Det er problematisk, for man kan ikke råbe op fem gange i døgnet, ovenikøbet på arabisk, i hovedet på folk (muslimer og ikke-muslimer) med, at deres Gud er nul, min Gud er den rigtige, den største og den eneste, og samtidig opfatte sig selv som offer for manglende religionsfrihed. Hvordan kan man føle sig undertrykt og samtidig være så arrogant og intolerant?

”Azan” er et politisk og hegemonisk budskab og ikke et uskyldigt religiøst kald til bøn! Det nærmer sig faktisk hate speech og én i vore dage diskriminerende og racistisk udtalelse.

En anden vigtig forskel ligger i selve det sted og det lokale, larmen og bønnekaldet kommer fra. Kirkeklokken kommer fra en kirke – det siger sig selv – og det muslimske bønnekald fra en moské. Kirken er en konstruktion, der er opstået efter Jesus. Jesus skabte hverken en kirke eller en ”stat”, som Muhammed gjorde i Medina ved at skabe en moské og en islamisk stat. Moskéen var Muhammeds politiske og militære bastion.

Det er til gengæld rigtigt, at konger og kejsere er blevet både døbt, kronet, gift og begravet i kirken. Men kirken er ikke et politisk koncept, ej heller en politisk institution generelt, herunder den lutherske kirke i særdeleshed. Glem ikke, at det kun er seks år siden, at Islamisk Stats daværende leder, Abu Bakr al-Baghdadi, stod i den store moské i Mosul og udråbte sig selv til ”kalif”. En tilsvarende begivenhed er utænkelig i kirken i vore dage.

Jeg mener også, at det vil være uklogt af muslimer at kræve udførelsen af ”azan” i det offentlige rum her i landet. Det er en unødvendig provokation, som blot unødigt vil uddybe grøften mellem dem og de ikke-islamiske omgivelser. Det er unødvendigt, blandt andet fordi ”azan” ikke er en religiøs pligt.

Desuden må man gå ud fra, at de troende, der ønsker at bede i moskéen, som gode troende sikkert er klar over, hvornår det er tid til bøn. I stedet for at muslimer bruger deres tid og energi på nogle symbolske handlinger, ville det være klogere at gøre sig dygtigere, uddanne sig og blive velintegreret i det demokratiske, liberale samfund.

Jeg blev så glad og rørt, da jeg så, at der blandt de nye studenter med den smukke hue på var en ung pige, som havde 12-taller på sit eksamensbevis i alle fag. Hun havde et muslimsk/arabisk navn! Det er vejen frem.

Til sidst må jeg minde om, at Danmark er og forbliver et land med en kristen kultur, med eller uden forfatningsbestemmelser. Det er ikke i særlig grad den slags bestemmelser, der ændrer et lands kulturelle karakter. Hvis vi tager et land med en rent sekulær forfatning som Frankrig, ændrer bestemmelserne i dens forfatning ikke Frankrigs kristne karakter.

Ingen har beskrevet situationen bedre end general de Gaulle, som sagde: ”La République est laïque, la France est chrétienne!”. (Republikken [staten] er verdslig, Frankrig er kristent). Man kunne sagtens sige det samme i Danmarks tilfælde.

Så, ja til ”Gud bevare Danmark”. Og nej til, at Danmark bevarer Gud.

Mehdi Mozaffari er professor emeritus, dr.scient.pol., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Det muslimske krav om udbredelsen af azan i det offentlige rum ikke bare er problematisk, det vil også skade muslimernes sociale position i samfundet.