Prøv avisen
Debat

Psykologiprofessor og souschef: Forældre skal turde selv at sætte kursen

Børn har brug for forældre, der er tydelige, modige og kærlige, skriver tidligere professor Per Schultz Jørgensen og souschef i Folkekirkens Familiestøtte Lisbeth Andreassen Ryelund. – Model Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Per Schultz Jørgensen og Lisbeth Andreassen Ryelund

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Børn har brug for at kunne stå på egne ben. Derfor har de også brug for forældre, der er tydelige, modige og kærlige

MANGE FORÆLDRE er usikre på deres rolle og formåen som forældre. De er usikre på det, de gør. Ofte gør de det rigtig godt, men de tror ikke selv på det.

I Folkekirkens Familiestøtte har vi et samarbejde med en kommunal sundhedspleje, som fortæller, at forældre til raske børn opsøger deres hjælp til vejning af deres børn. Forældrene stoler ikke på deres egne øjne og på deres egen vurdering af barnets fysiske trivsel og søger derfor eksperternes vurdering.

Denne mors fortælling er typisk:

”Jeg passer mit arbejde som sygeplejerske, jeg er godt gift og har to skønne børn, men jeg føler mig så usikker i min rolle som mor. Jeg synes ikke, jeg er i stand til at vurdere mine egne børns behov.”

Vi tror, der er en ret udbredt tendens i tiden, at forældre er usikre på deres egen primære rolle som forældre. De oplever, at de er vigtige og betydningsfulde personer i deres barns liv, samtidig er de ofte på afstand af dem gennem mange timer hver dag, fordi de er på arbejde – og hertil kommer, at de i vor meget individualiserede samfund står alene. Derfor vokser opgaven for mange forældre helt ude af proportioner med den konsekvens, at de føler sig mere og mere utilstrækkelige. Det er forældre, der kan ende med at løbe fra den ene ekspert til den anden – og alligevel stå med følelsen af svigt og nederlag.

Vi tror, vi har brug for, at forældrene igen tør tage forældreskabet på sig og stole på egen dømmekraft og kompetence. Vi tror, der er brug for modet til at være forældre. Det indebærer at stole på, at de kan leve op til ansvaret som forældre og på den måde blive herre i eget hus.

DET ER FINT med viden om børn og indsigt i børns udvikling. Det er også helt rigtigt at snakke med andre forældre og mødes i et fællesskab omkring daginstitutionen og de mange hente- og bringesituationer.

Men den naturlige myndighed hos forældre er knyttet til den personlige udstråling, der vokser ud af troen på sig selv. At man er god nok som forældre. Men hvornår er man det? Det er man, når kontakten med barnet er optimal, når man kan lytte sig ind til barnets behov og spejle dem – men holde fast i normen: Du har det så sjovt og leger så godt– men du er også træt, nu hjælper jeg dig af med tøjet, for du skal i seng. Det er modet til at læse barnets behov og komme følelserne i møde – men holde fast i de normer, som du som forældre forsøger at bygge op. Her ligger forældremyndigheden, og her er tydeligheden selve denne myndigheds udtryk.

Vi møder dagligt forældre, som er usikre på sig selv. En mor fortalte, at hun ikke følte, at hun slog til som mor, selvom det udadtil så ud, som om der var styr på det hele. Hun følte sig ikke som en god nok-mor, og hun havde behov for hjælp til at opnå større tiltro til sig selv og blive mere ”robust”, som var det ord, hun brugte. Men hvordan kommer hun tilbage på banen og får genopbygget sig selv som forældre? Et første skridt er hendes ærlige søgen, men den ydre kontrolfacade forøger hendes ængstelighed. Hun kan måske ende som en mor, der gør det hele for sit barn ud af lutter bekymring for, om hun er god nok. På engelsk taler de om overparenting.

Men kan hun støttes til at udvikle forældremod? Folkekirkens Familiestøtte har et støttetilbud, der hedder ”forældreven”. Det er en støtte, der formidles via den lokale koordinator. Forældrevennen kommer på besøg i hjemmet, skaber en tryg og tillidsbaseret kontakt og hjælper så moderen til at finde den retning, hun ønsker, der skal være i hjemmet med de værdier, hun står for. Hun får tilbagemelding på sig selv og sin måde at være på.

MÅSKE KAN MAN SIGE, at moderen får støtte til at finde sin egen X Factor som forældre. Forældrevennen kommer ikke som (endnu) en ekspert med besked udefra på, hvordan hun skal opdrage sine børn eller blive en robust mor. Forældrevennens fornemmeste opgave er at være et spejl og anerkende moderen med de tanker og følelser, hun nu engang har. Derfor er moderen selv på banen med sine egne løsninger, baseret på sine egne vurderinger og værdier. Og gradvis lykkedes det denne mor at få øjnene op for alt det gode, hun gav til sine børn, hun slap perfektionismen – og herfra byggede hun videre på sin egen myndighed.

En god nok-mor er ikke en mor, som ikke begår fejl. En god nok-mor er en mor, som kan komme til at skælde ud en gang imellem, men som også kan tage sig i det og komme tilbage på kursen. Børn tåler rigtig fint at se, at mor og far også kan begå fejl, og at de er i stand til at tage ansvaret på sig og sige undskyld.

Børn har brug for kærlighed. Det er der ikke mange, der er i tvivl om – og der foreligger også en enorm mængde af dokumentation på det område. Men børn har også brug for noget mere. Lidt enkelt udtrykt kan vi sige, at børn har brug for en hjælp til at blive selvstændige. Det vil sige at kunne klare ting selv, kunne stå for noget, kunne bidrage og opleve, at de har et ansvar. Og det er alt sammen noget, der udvikles i et miljø, der stiller krav om det. Altså forældre, der inddrager børn, der forventer noget af dem, der giver dem en slags ejerskab til deres eget liv, Det betyder en familie, hvor der er normer, som børnene også selv er med til at sætte – og hvor for eksempel fireårige Anton er med til at dække bord og hvor femårige Anika tømmer opvaskemaskinen hver torsdag. Pligter er forbundet med normer, og normer er vigtige byggesten i den indre struktur, som vi kalder karakterdannelse.

BØRN I DAGENS SAMFUND har brug for hjælp til at udvikle en indre målestok, så de ikke bliver blæst omkuld af en turbulent og krævende omverden. De har brug for at kunne stå på egne ben. Derfor har de også brug for forældre, der er tydelige, modige og kærlige.

Det vil sige forældre, der ikke alene selv kan sætte kursen, men også tager børnene med om bord og gør dem til en del af besætningen.

Per Schultz Jørgensen er professor emeritus i socialpsykologi ved Aarhus Universitet. Lisbeth Andreassen Ryelund er souschef i Folkekirkens Familiestøtte.